Nyhedsbrev 2014 nr. 1

Læs her om:

  1. besøg på Amager Bryghus 6. februar
  2. Trappist-smagning den 13. januar 
  3. afstemning om årets ølnyheder 2013
  4. finaleølsmagning 15. februar (ny dato)
  5. frivillig på årets ølfestival?

1. besøg på Amager Bryghus 6. februar 2014

Kære ølentusiast

Vores næste arrangement er et besøg hos Amager Bryghus. Det foregår torsdag den 6. februar, og vi skal være der kl. 19. Vi skal mødes på bryggeriet, i krydset Egensevej/Hornevej, 2770 Kastrup. Du skal ikke lade dig narre af at de officielt bor på Fuglebækvej, vi skal ind fra Egensevej. Ifølge Google Maps er der 900 meter til fods fra Tårnby station, hvis altså du går den korteste vej ...

Chefbrygger Morten vil tage imod os og vise os rundt. Morten vil undervejs fortælle os både om brygning og om bryggeriets historie, og vi får nogle gode smagsprøver undervejs. Jeg har også lokket ham til at holde åbent i butikken, så du kan handle hvis du bliver inspireret af deres gode øl. Bryggeriet er ikke så pokkers stort, så vi er nødt til at begrænse antallet af deltagere til 40. De 40 pladser fordeles efter først-til-mølle princippet. Denne gang skal vi helt undtagelsesvis ikke medbringe vores eget smageglas. Ifølge salgschefen er vores smageglas for små denne dag!

Vi har fået lidt rabat, og rundvisning med smagning kan derfor gøres for 150 kr. pr. person. Er du interesseret, så skal du tilmelde dig ved at sende en mail til kim.mueller@ale.dk senest søndag den 2. februar kl. 23.59. Du bedes oplyse navn og medlems nr. i mailen. Du bedes samtidig indbetale de 150 kr. på vores konto, som er reg. nr. 1551 og konto nr. 10136520. Du bedes her henvise til dit medlemsnr.

Vel mødt, og højt Amager-skum!

Kim Müller

Lokalafdelingsformand

2. Trappist-smagning 13. januar 2014

Tilfredse miner i Brøndby Strand!

Mandag den 13. januar var der sat fokus på det hellige øl fra de dygtige trappist-munke. Bestyrelsesmedlem Kim Danø havde sammensat et program med alle de tilgængelige trappister repræsenteret, og det var en ret fornøjelig affære krydret med et billedshow fra de forskellige klostre og bryggerier samt anekdoter fra nogle af Kims mange Belgiens-turneer.

Vi kom lidt senere i gang med arrangementet end planlagt, da flere af deltagerne havde lidt svært ved at finde stedet, men vi nåede næsten at blive færdige inden vi blev ”smidt ud” af kulturhusets tilsynsførende.

Kim førte os igennem de forskellige klostres historie, og det er ikke småting de stakkels munke har været igennem – fra fordrivelse fra Frankrig under den franske revolution til deportation til Amerika og total ødelæggelse af flere af bryggerierne under første og anden verdenskrig. Heldigvis er trappistmunke en hårdfør race, så med fælles hjælp (allermest fra Westmalle-munkene) har trappisterne klaret sig gennem historien i mange hundrede år.

De fleste af deltagerne var særligt imponeret over det ”nye” trappistbryggeri Stift Engelszell fra Østrig (stiftet 1925), som blev godkendt til at bære det sekskantede trappistmærke i 2012. Deres udgave af en quadrupel faldt i alles smag, og også Westvleteren 8 tog kegler – måske fordi Westvleterenøllet er rasende svært at få fingre i. Kim havde således gravet dybt i sit ølskur for at fremtrylle 5 flasker af det velsignede bryg.

 

Undervejs i smagningen blev det lovet, at listen over de smagte øl blev suppleret med links til de forskellige klostres hjemmesider, og som lovet så gjort. De, der ikke deltog i smagningen, kan med rette være misundelige:

1. Orval (dén med brettanomyces) – Abbaye d’Orval: http://www.orval.be/en/home/Abbey

2. Chimay Bleue – Abbaye de notre Dame de Scourmont: http://www.chimay.com/en/en.html?IDC=27

3. Westmalle (vi smagte en half’n’half!) – Abdij Onze-Lieve-Vrouw van het Heilig Hart van Westmalle: http://www.trappistwestmalle.be/

4. Stift Engelszell Gregorius – Stift Engelszell: http://www.stift-engelszell.at/cmsimple/

5. La Trappe Isid’or – Abdij Onze-Lieve-Vrouw van Koningshoeven: http://www.latrappetrappist.com

6. Westvleteren 8 – Sint Sixtusabdij van Westvleteren: http://www.sintsixtus.be/eng/brouwerij.htm

7. St. Bernardus Abt. 12 – Brouwerij St. Bernardus: www.sintbernardus.be (egentlig ikke en trappistøl, men bryggeriet har indtil 1992 brygget Westvleteren-øllet)

8. Achel Blonde – Sint Benedictus Abdij de Achelse Kluis: http://www.achelsekluis.org/english/frame_en.htm

9. Rochefort 10 – Abbaye de Notre Dame de Saint-Rémy: http://www.abbaye-rochefort.be/

Højt Trappist-skum!

Kim Danø Kristensen

3. afstemning om årets danske ølnyheder 2013

Som det for tiden kan ses på forsiden af www.ale.dk er der i 2013 registreret 845 nye danske øl - et ganske imponerende antal.

I perioden 15.-31. januar har foreningens medlemmer mulighed for at stemme sine favoritter blandt alle disse i finalen, der bliver et et opløb mellem de 10 øl, som har fået flest stemmer. Der kan stemmes på en øl i hver af kategorierne under 6 % samt 6 % eller derover.

I perioden 1.-28. februar har medlemmerne så mulighed for at stemme på sine favoritter blandt de 10 finalister. Igen kan der stemmes på en øl i hver af de to kategorier.

Den øl i hvert kategori, der får flest stemmer, vil på foreningens generalforsamling 22. marts 2014 blive kåret som Årets danske ølnyhed 2013.

Læs mere om selve afstemningen og find kandidaterne her.

Og afgiv så din stemme her.

Må de bedste øl vinde - højt afstemnings-skum!

 

4. finalesmagning i Region København 15. februar (OBS: ny dato)

I nyhedsbrev 2013 nr. 11 er nævnt at DØE Region København vil arrangere smagning af de 10 øl, som havner i finalen, den 22. februar. 

Imidlertid har det ikke været muligt at leje egnede lokaler denne dato, så finalesmagningen holdes i stedet lørdag den 15. februar - invitation til arrangementet finder du under punkt 2 i Region Københavns nyhedsbrev af 10. januar 2014. 

Arrangementet finder sted i Prismen (Kultursalen), Holmbladsgade 71, 2300 København S, og det begynder kl. 13.

Tilmeld dig til Regionsformand Lars B Jespersen på lars.b.jespersen(at)remove-this.ale.dk - husk at oplyse navn og medlems-nr. Frist for tilmelding er 8. februar.

Deltagerprisen er 150 kr., som senest samme dato skal betales til reg-nr. 8113 konto-nr. 7825597.

 

5. frivillig på årets ølfestival?

Som nogle måske har set på forsiden af www.ale.dk er det allerede nu muligt at melde sig som frivillig på årets ølfestival.

Få en unik oplevelse af at være en af mange små brikker, som tilsammen får det store puslespil til at gå op. 

Læs om mulige opgaver, vagter og alt andet på siden her.

 

Ti små trappister

Herunder nogle fotos fra trappist-smagningen i Kulturhuset Brønden (ved Brøndby Strand S-station):  

Kim Danø indleder 1. halvleg af den virkelig velsmagende aften. Bemærk at der er fem forskellige øl, og bemærk også rækken af originale ølglas fra hvert af bryggerierne.
Den første - Orval - skænkes op.
Der skænkes og smages - fortsat Orval.
Der tænkes og smages - stadig Orval.
Kim Danø indleder 2. halvleg, igen med fem forskellige, fantastiske øl - den etiket-løse er fra bryggeriet Westvleteren.

Lokalafdelingens aktiviteter 2014

Her finder du lokalafdelingens foreløbige årsplan - se dog altid lige efter i arrangementskalenderen, før du tilmelder dig et arrangement, om der er sket ændringer i dato, tid, sted eller andet.