Nyhedsbrev 2015 nr. 5

Læs her om:

  1. Ordinært årsmøde den 22. oktober 2015
  2. Øllets Dag den 5. september
  3. Ø-l smagningen den 22. september
  4. Lokalafdelingens kommende arrangementer

1. Ordinært årsmøde torsdag den 22. oktober 2015

Som omtalt i nyhedsmail 2015 nr. 4, udsendt 27. august 2015, holdes lokalafdelingens årsmøde torsdag den 22. oktober, og ligesom sidste år foregår det på første sal i Restaurant Gårdhaven, Islevhusvej 93, 2700 Brønshøj.

Aftenen starter med spisning kl. 18.30, hvor de som har lyst kan starte med at nyde ugens ret fra Gårdhaven, der er ungarsk gullash med pølser og kartofler. Drikkevarer til maden er for egen regning.

Omkring kl. 19.30 starter årsmødet med dagsorden ifølge vedtægternes § 13:

1.      Valg af dirigent

2.      Beretning om lokalafdelingen

3.      Valg af lokalafdelingsformand (formanden er villig til genvalg)

4.      Evt. valg af lokalafdelingsnæstformand

5.      Beslutning om antal menige bestyrelsesmedlemmer og evt. valg af menige bestyrelsesmedlemmer

6.      Eventuelt

 

Herefter – ca. fra kl. 20.00 – er der ølsmagning, endelig! I år er temaet for smagningen ”Formandens favoritter”, og formandens dagsform afgør hvilke øl der skal smages. Én ting er dog sikkert: Det bliver ikke kedeligt, og du skal nok kigge langt efter almindelig discount-pilsner.

Deltagelse i selve årsmødet koster ikke noget, men vil du være med til spisning, skal du slippe kr. 100,-. Den efterfølgende ølsmagning koster kr. 100,- pr. person. Og ja, du har regnet rigtigt, hele herligheden løber så op i kr. 200,- pr. person.

Bindende tilmelding skal som vanligt ske ved at sende tilmeldingsmail til lokalafdeling.roedovre@ale.dk (husk at skrive om du ønsker at deltage i spisning/ølsmagning eller begge dele) og at indbetale det relevante beløb til ølkontoen reg-nr. 1551 konto-nr. 10136520 - husk at angive navn og medlemsnummer. Tilmeldingsfristen er torsdag den 15. oktober kl. 23.59.

2. Øllets dag den 5. september 2015

I år fejrede din lokalafdeling Øllets Dag med at udskænke smagsprøver på godt øl i to SuperBrugser i lokalafdelingens geografiske område: på Vallensbæk Stationstorv 80, 2665 Vallensbæk Strand, og på Ålekistevej 75, 2720 Vanløse. Det foregik i tidsrummet kl. 10-15, hvor nogle af lokalafdelingens bestyrelsesmedlemmer stod for udskænkningen og forsøgte at hverve nye medlemmer ved at fortælle om vores velsmagende forening. 

Fremmødet var ikke voldsomt nogen af stederne, måske pga. det regnfulde vejr - ikke desto mindre kastede det nye medlemsskaber af sig, så det var det hele værd. Velkommen til de nye medlemmer!

 

3. Smagning af Ø-l den 22. september 2015

I annonceringen af dette arrangement fremgik, at vi skulle smage på Øøl (= øl fra danske øer, STORE såvel som små). Sådan gik dog ikke helt, men ...

... den idylliske Rødovregaard lagde kulisse til vores septembersmagning, hvor for- og næstformand havde medbragt hver 5 øl med Ø-relationer.

Det blev en meget hyggelig smagning med 25 deltagere, og vi var især glade for at se 6 helt nye medlemmer, som deltog i deres første lokalafdelingsarrangement. Vi håber bestemt, at det ikke er sidste gang vi ser jer!

Der var øl for enhver smag, af meget forskellig slags. Herunder kan du se øllene i den serverede rækkefølge:

1.      Fanø Bryghus, gæt selv øen: Havgus – session IPA 2,7 %

2.      Rise Bryggeri, Ærø: Tangøl – pale ale, 5,0 % 

3.      Pladderballe Bryghus, Bornholm: Skumhest – pale ale, 5,8 % (vinder af Kvicklys Ølfestivalg 2015)

4.      Svaneke Bryghus, Bornholm: Bad Boy –  black ale, 4,8 %

5.      Frejdahl, Fyn: Gudmund –  saison luksusøl, 7,0 % 

6.      Schiøtz (Albani/Royal Unibrew), Fyn: Gylden IPA - IPA, 5,9 %

7.      Amager Bryghus/Malmö Brewing Co., Amager: The Amazing Gotland Campfire Beer, 7,0 % (= røgøl med skumfiduser)

8.      Nøgne Ø/Kissmeyer Brewing, Ø: Naked Kiss – imperial stout med solbær, 11,5 %

9.      Fur Bryghus, Fur: Tripel Ale - 10 års jubilæumsbryg, 8,8 %

10.   Ghost Brewing, ? ø: Black Beast – imperial stout, 11 %

 

4. Lokalafdelingens kommende aktiviteter

Din lokalafdelings næste arrangement efter årsmødet bliver den traditionelle juleølsmagning, der i år vil foregå torsdag den 19. november på Marinegården i Brøndby, med the one and only: Carsten Berthelsen. Tidspunkt, deltagerbetaling og tilmeldingsfrist mv. vil fremgå af næste nyhedsbrev.

I december, nærmere betegnet den 12., holdes årets sidste efterhånden traditionelle arrangement: rundvisning med ølsmagning samt julefrokost på Brewpub i Vestergade i København. Praktisk info om dette arrangement vil også fremgå af næste nyhedsbrev.

Højt skum!

Steen Christiansen

Lokalwebredaktør mv.

Smagninger mv. i 2015

Din lokalafdelings bestyrelse

har planlagt en række

velsmagende og anderledes

arrangementer i 2015,  

se hvilke i denne oversigt.

lokalafdelingens

Arrangementside kan du

løbende følge med i om

fx arrangementdatoen eller

-stedet senere er ændret. 

Arrangementsiden

for Region København

kan du se alle aktiviteter i

Rødovre og de nærtliggende

seks øvrige lokalafdelinger.

.

 

Fotos fra Øllets Dag i Vallensbæk

Fotos fra Ø-l-smagningen