Nyhedsbrev 2016 nr. 6

Udgivet 13. september - læs her om:

  1. Bustur til Hornbeer m.m. lørdag den 24. september
  2. Lokalafdelingens årsmøde torsdag den 13. oktober 2016
  3. Kort om Formandens sommergriller den 18. juni
  4. Lokalafdelingens aktiviteter resten af året

Vi mødes kl. 11:50 ved Rødovre Stations busholdeplads, hvor en bus fra Brønnums Turistfart kl. 12:00 kører os til årets hyggeligste bryggeribesøg på Hornbeer. Fra kl. 13:00 skal vi se og høre om bryggeriets historie, mens vi smager på nogle af Jørgens favoritbryg. Hvis vi er heldige, åbner Gunhild dørene til galleriet, hvor etiketterne til de mange velsmagende øl bliver til. Vær opmærksom på at der ikke serveres mad i løbet af besøget, så spis hjemmefra eller medbring en madpakke! Der bliver mulighed for at købe nogle af de velbryggede dråber.

Efter rundvisning, smagning og historier kører bussen os kl. 15:00 tilbage til Rødovre, men IKKE til Rødovre Station. Som en ekstra bonus har vi nemlig lavet en aftale med lokalafdelingens nyeste ølsted, Det Gamle Hundebad på Rødovrevej 79, som helt ekstraordinært åbner dørene kun for os i tidsrummet 16:00-18:00. Her skal vi smage på nogle af de lækre øl, som bliver brygget på stedet, og måske også nogle gæstebryg fra belgiske mikrobryggerier. Det Gamle Hundebad har normalt kun åbent fredag kl. 16:00-24:00, så vi er de første gæster udenfor ”normal” åbningstid. Lige uden for døren er der stoppested for buslinje 13.

Pris 250 kr. pr. person for bus tur-retur og en læskende forfriskning undervejs, rundvisning og smagsprøver hos Hornbeer samt besøg hos Det Gamle Hundebad.

Sidste frist for tilmelding og betaling er søndag den 18. september 2016 kl. 23:59. Tilmelding pr. mail til lokalafdeling.roedovre(at)remove-this.ale.dk og betaling til ølkontoen reg.nr. 1551 kontonr. 10136520 - husk begge steder at oplyse medlemsnummer og navn eller initialer.

Håber vi ses til endnu en herlig dag i det gode øls tegn…

Højt Skum!

Kim Danø

Lokalformand

2. Lokalafdelingens årsmøde den 13. oktober 2016 i Rødovre Centrum

Årsmødet holdes i World Cup Hallen (= Rødovre Bowlinghal) i kælderetagen, Rødovre Centrum 99, 2610 Rødovre fra kl. 19:00 til ca. kl. 20:00 med dagsorden ifølge vedtægternes § 13 stk. 6:

1. Valg af dirigent 

2. Beretning om lokalafdelingen v/lokalformanden 

3. Beslutning om selvstændig økonomi som muliggjort i vedtægternes § 14 (bestyrelsen indstiller dette) *)

    Hvis selvstændig økonomi besluttes ændres dagsordenen til at følge vedtægternes § 14 stk. 5: 

4. Valg af afdelingsformand (bestyrelsen har en kandidat)

5. Valg af afdelingskasserer (bestyrelsen har en kandidat)

6. Valg af afdelingsnæstformand (bestyrelsen har en kandidat)

7. Beslutning om antal menige bestyrelsesmedlemmer og evt. valg af bestyrelsesmedlemmer (bestyrelsen har en kandidat)

8. Valg af afdelingsrevisor og -suppleant

9. Eventuelt

Før årsmødet er der fra kl. 18:00 til 19:00 mulighed for fællesspisning af dagens ret ad libitum, hvis man tilmelder sig dette og forudbetaler 100 kr. eller 200 kr. Hvad dagens ret er vil kunne ses her (i oktober). Øl til maden er for egen regning.

Efter årsmødet vil lokalformanden fra kl. ca. 20:00-22:00 præsentere en ølsmagning med temaet mørke øl , hvis man tilmelder sig dette og forudbetaler 110 kr. eller 200 kr., jf. nedenfor. 

Tilmelding til lokalafdeling.roedovre(at)remove-this.ale.dk med navn og medlemsnummer samt oplysning om hvad man tilmelder sig (spisning og/eller årsmøde og/eller ølsmagning).

Pris pr. stk.: 100 kr. for spisning ELLER 110 kr. for ølsmagning ELLER 200 kr. for spisning OG ølsmagning. Deltagelse KUN i årsmødet koster gratis.

Frist for tilmelding og betaling senest lørdag den 8. oktober kl. 23:59. 

*) De fremmødte skal beslutte om lokalafdelingen skal have selvstændig økonomi (med fuld åbenhed om økonomien) i henhold til § 14 eller om vi vil fortsætte som nu uden formel økonomi i henhold til § 13. Begge §-er finder du til sidst i vedtægterne her. Bestyrelsen vil give en outline af de praktiske ændringer ved selve mødet og hvorfor lokalbestyrelsen anbefaler at stemme ja. 

3. Kort om formandens sommergriller 18. juni 2016

På femte år startede sommeren officielt med en hyggelig aften i formandens have – og i godt selskab. 

Køkkenskrivere var velkomne til at møde lidt tidligere for at hjælpe med forberedelserne, og fra kl. 17 gik det rigtig løs med godt, koldt øl og masser af skøn mad: 

-

(snacks) Hjemmelavet Beef Jerkey og Ostepinde

-

(forret) Råmarineret laks med flødeostecreme og rejer

 -

(hovedret) Ølmarinerede nakkesteg-koteletter og Pulled beef m/bagte kartofler, Tomatsalat og Øl-Coleslaw

 -

(dessert) Rabarber- og porteris med jordbær samt Porter-chokoladekage

-

Hvis noget gik tørstige eller sultne hjem var det helt og holdent deres egen skyld.

Til slut atter en stor tak til lokalafdelingsmedlem Ejler Larsen, som tidligere på året donerede et ikke uvæsentligt beløb til indkøb til skålekøkkendagen, hvorfra der denne dag blev serveret enkelte rester (ikke af maden men af drikkevarer), bl.a. Limfjordsporter på fad samt en skøn røget whisky til desserten.

Og selvfølgelig også tak til lokalformanden og hans hustru, som lagde hus til endnu en fantastisk velsmagende og hyggelig aften.

4. Din lokalafdelings aktiviteter resten af året

Rødovre Lokalafdeling har følgende arrangementer på bedding resten af året 2016:

17. november juleølsmagning

10. december julefrokost

- - - - - - 

Hvor der foregår hvad og hvornår i de andre lokalafdelinger i Region København kan man nemt få overblik over i regionens Arrangement-kalender

 

 

 

Lidt flere udvalgte fotos fra

sommergriller 18. juni