Nyhedsbrev 2016 nr. 7

Udgivet 24. oktober - læs her om:

  1. Juleølsmagning torsdag den 17. november
  2. Kort om busturen til Hornbeer m.m. lørdag den 24. september
  3. Lokalafdelingens årsmøde torsdag den 13. oktober
  4. Reklame: SM i håndbryg lørdag den 5. november
  5. Lokalafdelingens aktivitet(er) resten af året

Igen i år vil Marinegården, Sognevej 35, 2605 Brøndby, danne rammen om vores juleølsmagning. Arrangementet starter kl. 18:00 og vi er selv spændte på hvilke oplevelser smagningen i år vil byde på.

Lokalet er tilgængeligt fra 17:00 og der kan købes øl til rimelige priser fra en velassorteret bar – så tag eventuelt selv lidt spiseligt med og lad op sammen med andre deltagere. 

Pris 100 kr. pr. person.

Sidste frist for tilmelding og betaling er torsdag den 10. november 2016 kl. 23:59. Tilmelding pr. mail til lokalafdeling.roedovre(at)remove-this.ale.dk og betaling til ølkontoen reg.nr. 1551 kontonr. 10136520 - husk begge steder at oplyse medlemsnummer og navn eller initialer.

Håber vi ses til årets juleølsmagning!

Højt Skum!

Bestyrelsen

2. Kort om busturen 24. september til Hornbeer og Hundebadet

Lidt før 12 var 40 glade deltagere samlet på Rødovre station og efter ombordstigning gik busturen mod vest. Selvom køreturen ikke var så lang, ville vi ikke risikere dehydrering, så formanden havde medtaget en runde Fire Rock Pale Ale fra Kona Brewing Co.

Vel ankommet blev vi bænket og der blev skænket og smagt mens Jørgen fortalte historier om ”Kong Henrik”, ”Grisk” og andre af deres øl. Der blev spurgt til hvornår vi ser ”Vladimir P” igen … det kommer vi ikke til, og historien om hvorfor, tør vi ikke skrive her, men spørg en af deltagerne på tomandshånd!

Vi blev også inviteret ned i kælderen på Danmarkspremiere på JuleGrisk 2 leveret i 75 cl flasker med champagne lukning. Hvorfor? Fordi man nu kan.

Der blev købt en del så det raslede i bussen på hjemturen. Vi landede et andet sted end udgangspunktet, nemlig ”Det Gamle Hundebad” på Rødovrevej, hvor vi hyggede et par timer og det blev også til lidt historiefortælling om stedet.

3. Årsmødet 13. oktober i World Cup Hallen, Rødovre Centrum

27 forventningsfulde medlemmer mødte op og efter indtagelse af lidt fast føde gik vi over til dagsordenen: 

  1. Valg af dirigent: Mette Radza Jensen blev valgt
  2. Beretning om lokalafdelingen: Formand Kim Danø berettede om lokalafdelingens arrangementer siden årsmødet i oktober 2015 i Gårdhaven, Islev, med 42 deltagere: i november juleøl-smagning i Marineforeningen v/Carsten Berthelsen med 42 deltagere, i december rundvisning og julefrokost hos Brewpub med 24 deltagere, i januar 2016 vinterøl-smagning i Spejderhytten, Hvidovre (for første gang) med 30 deltagere, i marts øl-rafling i Spejderhytten med 15 deltagere, i april skålekøkken i Frydenhøjskolen (også for første gang) med 14 deltagere, i juni formandens sommergriller hos formanden med 22 deltagere, og i september busturen til Hornbeer med 40 deltagere. Rødovre er landets næststørste lokalafdeling med 515 medlemmer d.d.
  3. Behandling af forslag om overgang til § 14 Lokalafdeling med selvstændig økonomi: Næstformand (og daglig administrator af ølkontoen) Steen Christiansen redegjorde for, at ændringen kort fortalt går ud på at ”lovliggøre” vores nuværende praksis med en ølkonto, samt at sikre årsmødet indsigt i (gennem fremlæggelse af regnskab) og kontrol med (gennem valg af revisor) lokalafdelingens økonomi. Forslaget blev vedtaget, og som følge heraf overgik årsmødet til at følge dagsordenen iht. § 14, hvor punkt 3 er aflæggelse af regnskab. Her kunne Steen oplyse, at hvis der skulle aflægges et regnskab for perioden juli 2015 til juni 2016 ville det have udvist et overskud på ca. 6.000 kr.
  4. Valg af lokalafdelingsformand: Kim Danø genvalgt
  5. Valg af afdelingskasserer: Steen Christiansen valgt
  6. Valg af afdelingsnæstformand: Karsten Bredow Larsen valgt
  7. Beslutning om antal menige bestyrelsesmedlemmer og evt. valg af menige bestyrelsesmedlemmer: Det blev besluttet at vælge de fire opstillede: Tommy Erichsen, Preben Bensen, Bjarne Nielsen og Michael Andersen
  8. Valg af afdelingsrevisor og –suppleant: Birte Bensen og Mette Radza Jensen blev valgt
  9. Eventuelt: Et spørgsmål om hvorfor alle er på valgt hvert år blev besvaret med, at det er hovedvedtægterne der styrer dette.

Efter afslutning af årsmødet præsenterede den genvalgte formand en smagning med mørke øl:

  1. YNWA Black Lager – 5,2 %. Munkebo Mikrobryg, Kerteminde: Sort pilsner med black malt og ristede malte – brygget til den danske afdeling af Liverpool Fanclub. (En overskydende flaske - den absolut sidste! - blev over telefon bortauktioneret til en Liverpoolfan, der er medlem af Københavns Lokalafdeling)
  2. Walnut Porter – 5,5 %. Lervig Aktiebryggeri, Stavanger, Norge (sammen med Põhjala fra Tallin, Estland): Brygget med bl.a. hassel- og valnødekstrakt.
  3. Shakespeare Oatmeal Stout – 5,7%. Rouge, Oregon, USA: Havrestout, god til østers.
  4. Brown Boobies Falling – 7,5 %. Amager Bryghus (sammen med Lervig Aktiebryggeri): Imperial Coconut Porter, brygget med kokospuré og en anelse havremalt.
  5. Gleipner – 9,4 %. Munkebo Mikrobryg, Kerteminde: Imperial Black IPA . Humlet med Chinook, Nugget, Columbus, Centennial, Simcoe – hele 197 IBU!
  6. The Amazing Gotland Campfire Beer – 7,0 %. Amager Bryghus (2007): Øllen er brygget med kaffebønner, fyrrenåle og skumfiduser.
  7. Imperial Stout – 9,5 %. Page 24 (Brasserie St. Germain, Aix-Noulette, Frankrig): De laver øl under navnet Page 24, som refererer til en side i en bog fra 1100-tallet hvor hemmeligheden ved øllets gavnlighed forklares. Desværre er den pågældende bog forsvundet!
  8. Barista Chocolate Quad – 11 %. Kasteel (Van Honsebrouck, Ingelmunster, Belgien): Er det øl med kaffe eller kaffe med øl?
  9. Black Monster – 10 %. Aarhus Bryghus: Barrel Aged Imperial Stout lagret på Rom-fade. Efter denne første lagring er øllet tilbageført til tank til endnu en lagring med tilsatte egespåner og frisk humle.

Og INGEN gik - hik! - tørstige hjem! 

4. Reklame: SM i Håndbryg 5. november i Næstved

Som tidligere år holdes der også næste år DM i håndbryg, og som optakt hertil lokale mesterskaber, der for Sjællands vedkommende i år arrangeres af Region Storstrøm.  

Blandt de mange deltagere i år er 3-4 friske fyre fra Herlev Håndbryggerlaug samt din lokalafdelingsformand, og skulle du have lyst til at smage deres bidrag til konkurrencen kan du finde adressen og nogle praktiske informationer om arrangementet på siden her

Det er et offentligt arrangement, hvor man for 25 kr. får adgang og et smageglas, samt en oversigt over tilmeldte håndbryggere og deres øl. Smagsprøver på 10 cl. koster 5 kr., der betales direkte til håndbryggerne. 

5. Din lokalafdelings aktivitet(er) resten af året

Rødovre Lokalafdeling har kun planlagt et arrangement mere i resten af året 2016:

10. december julefrokost, igen som de seneste år i Brewpub

- - - - - - 

Den nyvalgte bestyrelse vil så snart det er muligt at samles holde et planlægningsmøde, og forventer at kunne præsentere aktivitetsplanerne for første halvår af 2017 i næste nyhedsbrev.

- - - - - -

Hvor der foregår hvad og hvornår i de andre lokalafdelinger i Region København kan du nemt få overblik over i regionens Arrangement-kalender

 

 

 

Enkelte udvalgte fotos fra

Hornbeer og årsmødet.

Se flere på vores facebook-side.

Velankomne til Hornbeer ...

... og Gunhilds galleri, klar til at ... 

... høre gode historier og smage godt øl.

Og DET fik vi: Jule Grisk 2 (endnu uden etiket).

Årsmøde-lokalet og de fleste deltagere ...

... samt de fleste øl til efter-årsmøde-smagningen.