Den anden julehistorie

Den gamle julemand var i gang med Bryggerens Julebryg, selveste juleøllet. Omsider. Han var knotten, han var kommet så alt for sent i gang. Der havde været så mange problemer, at han en overgang havde han troet, at han lige godt kunne trække sig tilbage og gå i Kloster. Hvis busk og urt var skjult i sne, var hans julebryg længe skjult i tågerne fra bryggekarret. Og hvordan skulle man få noget Jule Hyg, hvis der ikke var Julebryg i huset?! Det var rent Ding Dong! Ingen Dansk Jul uden hjemmebrygget øl! Det var til af få Delirium over! Men nu gik det endelig fremad…

Ha! Men’skerne troede, at julemandens eneste opgave var fise rundt i luften – som en anden Sneugle, i bidende kulde, hvor man rigtig kunne trænge til en Winter Warmer – i en slæde bag en flok uregerlige rensdyr anført af Rudoph, for en gang årligt at smide gaver ned gennem en skorsten til alle artige børn. Det var kun delvis rigtigt. Han lavede jo ikke gaverne selv – måtte himlen forbyde! Julemanden så helt overgæret ud ved den utålelige tanke. Det var de smånisserne, der lavede gaverne. Og rensdyrene, som sørgede for transporten. Men hverken smånisser eller rensdyr arbejdede gratis!

Nu skulle han jo ikke udbetale løn i kontanter og fratrække skat og ATP og hvad det nu hed alt sammen. Nej, de fik sin løn i naturalier, nemlig øl. Og i hele november og december måned forlangte de formastelige altså julebryg. Med det sædvanlige resultat, at smånisserne i nævnte måneder lallede rundt i en salig brandert og indpakningen lignede noget som en gås kunne have lavet bedre med måsen – for slet ikke at tale om ynkelige sløjfer og hjerter, der sad skævt. Og renerne…! Julemanden måtte tømme en flaske Master Brew ved tanken om renernes opførsel den ene gang om året hvor de skulle bestille noget. De dumme Juleren kunne ikke køre lige, men skøjtede vilkårligt både højt og lavt og svingede fra side til side så strækningen blev tre gange så lang, som nødvendigt, og der sad han og hundefrøs bag en flok rensdyr, som bestemt ikke slap velduftende vinde fra sig. Blandingen af julebryg og hø gærede godt i dyrenes maver og det skabte altså en del blæst, som han fik lige i mæsken. Men det værste var nu alligevel alle nervepirrende skæve indflyvninger til skorstenerne. Hvor længe ville det blive ved med at gå godt? Og hvor længe ville hans hjerte kunne holde til det? Godt at politiet ikke var flyvende, så havde han da fået taget kortet for livstid og de artige børn ville aldrig mere have fået en julegave, og det ville være synd!

Og alle smånisserne havde truet med at strejke. Den utålelige smånissetillidsmand, Evald, der var Liverpool-fan, havde gået rundt og sunget You’ll never walk alone mens han skævede truende mod Julemanden.

Og så netop i år, hvor han havde bestemt sig for at lave alle julebrygs ærværdige moder, året hvor han han en gang for alle ville vise opkomlingerne Anders Kissmeyer, William Frank, og hvad de nu hed alle sammen, at han – selveste Santa C – var Mesteren når det gjaldt at brygge godt julebryg. Og det var ikke just hvidtøl han havde i tankerne. Men en mørk kraftig bryg med duft af nelliker og koriander, aprikos og dadler, chokolade og lakrids samt humle og malt i mange varianter – og med masser af volt!

Han havde ellers forberedt sig så grundigt! Han havde været på studiebesøg hos sin norske fætter, Julenissen, for at få inspiration. Rent Blålys, det var ikke så meget inspiration, han havde fået, det var mere tømmermænd – og grød. Masser af grød! Den norske julenisse bryggede ikke øl, han brændte julebrændevin, som han fløj rundt ekvator med i sin kane af mærke Mathews Nisse og derefter kaldte Flyvende Linieakkevit. Og den var stærk! Løytens 41,5% kunne gå hjem og lægge sig. Julenissens ravgule væske var på 47 volt. Grøden havde en anden forklaring. Julemandens kone, Den Tatoverede Enke, havde kun 2 tænder i munden, og da de begge sad i undermunden - en i hver side - kneb det gevaldigt med at tygge noget fastere føde end grød. Så et 3 ugers studieophold i Norge med rømmegrød til morgen, middag og aften, var bare for meget. Selv om der blev servert Flyvende Linieakkevit til alle måltider. Ikke noget Bokkøl fra Aas Bryggeri i Drammen, det havde han ellers sat næsen op efter.

Nej, Norgesturen havde ikke givet noget, men så havde han fået en mægtig ide. Ja, egentlig havde han fået den da han havde hørt Ole fra Roskilde Øl lovprise røgøllet fra Bamberg. Det gav ham idéen, en røget julebryg! Det ville være noget helt nyt! En røget julebryg var hvad der skulle til, hvis han i år skulle kunne gøre sig noget håb om at slå NAB’erne – som han hånligt kaldte alle øl under 10 volt – samt de alvorligere konkurrenter fra Svaneke og Brøckhouse. Ja, der var godt nok Hancocks Jule Bryg, den havde volt – men det var jo en lys øl, ikke nogen mørk sød julebryg med krydderier og frugt! En julebryg med røgmalt, det sku’ nok ta’ pippet fra Preben Nielsen og Peter Klemensen! Han gik straks i gang med forberedelserne…

Og røg – om man undskylder udtrykket – straks ind i de første problemer. Der skulle jo flere slags humle i, foruden flere slags malt. Det viste sig, at Allan Nielsen havde sat sig totalt på cara crystal malten til sin julebryg, og håndbryggerne fra Roskilde havde nappet al Saaz humlen. Hvad skulle han gøre, var karamelmalt identisk med cara malt? Han var faktisk ikke sikker.

Men med nogen forsinkelse fik han løst sine malt- og humleproblemer. Det viste sig, at han kunne få noget almindelig malt fra Fuglsang, så måtte han nøjes med den. Humlen havde han fået fra præstegården i Osted. Han vendte blikket fromt mod det høje og sendte en venlig tanke til Torsten, regionsformanden for Danske Ølentusiasters Midtvestsjællandsafdeling. Godt med en præst, som ikke kun opdyrker sjæle, men som tillige dyrker humle, tænkte han.

Han havde regnet med, at han kunne tage en tur til såvel Refsvindinge og Thisted for at hugge noget af den røgmalt, som ellers blev brugt til Skibsøl og Limfjordsporter.  Han havde også overvejet også at blande malten op med lidt porse, men et sted måtte han jo sætte grænsen.

Men han kom hverken til Refsvindinge eller Thisted. Hans slæde kunne ikke klare synet. Først gik der en hulens tid mens Biltilsynet kæmpede mod Flyvetilsynet om hvem, som skulle foretage synet. Det eneste de var enige om, var, at slæden – den stolte Santa’s Revenge – skulle synes. Det endte med, at begge synede slæden – og begge havde masser af anmærkninger. Han skulle ikke regne med at få den tilbage fra værkstedet igen før tidligst lille juleaften. Nå, det var da godt at veterinærmyndighederne ikke også skulle syne rensdyrene…

Han måtte tage den malt han havde fået fra Fuglsang og ryge den selv. Men hvordan gjorde han det? Han fik en ide – og forelagde den straks for smånisserne. De protesterede først, men da sagens alvor gik op for dem - hvis de ikke hjalp til, fik de ingen juleøl - accepterede de. Den som protesterede mest var faktisk hans kone, Choulette, men også hun måtte bøje sig, selv om det medførte, at hendes gode gamle komfur blev inddraget.

I de følgende dage kunne man se et besynderligt syn, som nok kunne have overrasket andre producenter af røgmalt…

Malt i en passende mængde blev lagt på en bageplade, som blev stillet i ovnen over passende varme. Foran den åbne ovnslåge sad så mange smånisser, som der kunne være plads til, og pulsede på store cigarer. Røgen blæste de ind over malten. Efterhånden som smånisserne blev grønne i hovedet af al røgen, blev pladserne overtaget af nogle andre. Det fungerede fint med hensyn til malten. Den blev virkelig røget. Ikke kun køkkenet, men hele huset stank af cigarrøg mens det stod på. Men malten fik en fin – om end noget speciel - duft af røg. Og mon ikke resultatet ville blive en røget juleøl med et anstrøg af cigar?

Men nu var problemerne overstået og han var i gang med selve brygningen. Stod glad og rørte rundt i den kæmpestore gryde med vand og knust malt med konens slev. Alt var godt, nu kunne intet gå galt. Tænkte han. Og i baggrunden blev der spillet dejlig julemusik. Han nynnede adspredt med på White Christmas.

Han blev afbrudt i sine tanker af høj råben fra køkkenet. Det var tydeligvis den langhårede, som havde opdaget at hendes slev var borte væk, og det lige som hun skulle lave Christmas Pudding. Den gamle julemand skævede nervøst ned i bryggerkarret. Der var sleven. Inden han kunne nå at skjule den, stod hans ærværdige hustru ved hans side. Og hun var sur! Og det allerede inden hun havde fået øje på sleven. Han, Den Gamle Julemand, fik læst og påskrevet mens han stod med bøjet hoved og mumlede Ja skat,  Nej skat, Selvfølgelig ikke skat - og alt det andre, som vi jo kender så godt  - ved jævne mellemrum. Til sidst greb hun dog sleven og med et arrigt blik i hans retning, forlod hun bryghuset.

Lige da ringede det på døren… Stadig sur efter den langhåredes skideballe fór han ud og åbnede. Uden for stod en yndig lille engel – en sådan rigtig en med fehår og vinger – med et kæmpestort juletræ. Et kæmpestort upyntet juletræ. Som en lille Rødhætte stod hun med et sødt smil og spurgte ham om hvad hun skulle gøre med træet. Det fortalte han hende.

Og hvis nogen undrer sig over hvor udtrykket  skråt op  stammer, så er det altså fra den gang.

© Joar Kanne 2003

 

BEMÆRK

Historien blev brugt i et ordbingo (i stedet for talbingo) i lokalafdeling Roskilde  julen 2003. Man købte spilleplader med ord.

Ordene var de ølrelaterede ord, som er nævnt i historien.

Oplæser var Carsten Berthelsen, og han læste i et forrygende tempo, som gjorde det svært at have oversigt over spillepladerne. Derfor nåede vi helt til næstsidste afsnit før vinderen var fundet.

Grunden til, at historien hedder Den Anden Julehistorie er ganske enkelt, at min kone ikke kunne lide afslutningen på den første... Den måtte derfor laves om.

Historien kan frit benyttes af andre i foreningen i foreningsøjemed og med anførsel af kildeangivelse.