ØL Julekalender 2005

Mange af os har sikkert misundt børnene for deres julekalender - med daglige kalendergaver. Andre af os har taget konsekvensen og lavet vor egen julekalender - med kalendergaver beregnet for voksne. F.eks. øl...

Selv er jeg i gang med min anden julekalender, som jeg i øvrigt deler med min kone (det er derfor, der kan være to øl). Hvis du ikke allerede har en julekalender, skulle du måske overveje at lave en tilsvarende (bare det at indhente det forsømte...!).

Det er nu hyggeligt at afslutte dagen med en kop juleøl i godt selskab!

 

 

1. december

En pragtfuld Kerst Pater (9%) skabte en god indledning på julen.

 

 

2. december

En pragtfuld La Mére Noël (på 8,5%) fulgte flot op gårdagens store øl!

 

3.december

Lørdag betyder 2 kalendergaver! Julemandens Trøst (8,1%) har Roskilde Øl fået lavet hos belgiske Sterkens. Fuglsangs Ding Dong (7,6%) smager anderledes og bedre i år.

 

4. december

Søndag, det gav også to kalendergaver. Begge danske øl fra Hancock. Jule Bryg (10,5%) og Merry Christmas (6,3%).

 

 

5. december

sørgede en belgisk Regal Christmas (8,1%) for julestemning i det lille hjem

 

6. december

en Gulden Draak Vintage (7,5%). Hvis man synes den almindelige på 10,5% måske er for stærk, vil man elske denne her. Den er helt pragtfuld!

 

7. december

Det forventes af en barbar, at han er grum og grusom, vild og voldsom! Men denne Barbar (8,0%) Winter Bok var venlig og imødekommende, sød og behagelig!

 

8. december

Drikker man nok af dem kan man vel få delirium af disse pragtfulde Delirium Christmas (10%) øl, men de smager så godt, at man kan nøjes med at nyde dem!

 

9. december

En Chouffe N'Ice (10%) gav den bedst tænkelige indledning på weekenden. Det er guf for ganen!

 

10. december

Lørdag! Det vil sige 2 kalenderøl! Den første af disse kom fra det nordenfjordske, en Thy Julebryg (7,9%) fra Thisted. Vel, den smager ikke specielt meget af jul, men det er en god øl alligevel!

Den anden var en Willemoes Julebryg (7,5%), sød men med en humlet eftersmag.

11. december

Søndag, og atter to kalendergaver! Den første var en Christmas Ale (6,9%) fra Brooklyn Brewery, specielt lavet af Garrett Oliver til det danske marked. Det har han ramt præcis...

Den anden, Scaldis Noël (12%), overrasker med fylde og smag i massevis! Jeg havde forventet en sød og sprittet øl, men det er den langt fra!!!

 

12. december

En Corsendonck Christmas Ale (8,5%) blev aftenens godnat øl efter en vellykket juleafslutning i Lokalafdeling Roskilde.

13. december - Luciadag

En belgisk Affligem Christmas (9%) markerede dagen på en værdig måde. Varm, blød, rund - og så mildt, harmonisk og behageligt krydret, at den ikke kan genere nogen.

 

14. december

En særdeles pragtfuld Turbock Winterbier (9%) fra hollandske 't IJ gav denne dag en nærmest perfekt afslutning. Et brag af en øl!

 

 

15. december

Nok en fremragende øl fra hollandske 't IJ, nemlig deres jul- og nytårsøl IJNDE JAARS (9%), den med strudsen...

 

 

16. december

For en duft! For en smag! For en oplevelse! Denne Spéciale Noël (9%) fra Abbaye des Rocs er med til at gøre årets julekalender til noget helt særligt! Her er frugt, som vil noget!

17. december

Lørdag, altså 2 kalenderøl! Den første af disse var en glimrende Jingle Ale (7,3%) fra GourmetBryggeriet, inspireret af (men langt bedre end) britiske strong ales og krydret med honning, muskat og kanel. Mums til julemaden!

 

Dagens anden øl var Herslevs Stjernebryg (9%), brygget af 6 slags malt, belgisk alegær, stjerneanis og koriander. I år er det lykkedes Herslev at lave en julebryg, som både smager af jul, og som man kommer i julestemning af! Og fadudgaven... Så giver stjernebryggen stjernefryd!

18. december

Søndag - 2 kalendergaver! Den første af disse var fra norske Grimstad, God Jul (8,5%) fra Nøgne Ø. Ikke meget kulsyre men desto mere smag! Masser af chokolade (let bitter) og en eftersmag, som formentlig varer til påske! Ren nydelse!! Utroligt at dette lille bryggeri laver hele 4 julebryg!

Dagens anden øl var Brøckhouse's Julebryg (8,5%) . Ifølge tekst på flasken har denne øl en dyb, varm og fyldig smag med juledufte af figner, dadler, nelliker og abrikos. Disse udtalelser vil vi slet ikke anfægte, vi vil også tilføje lakrids (formentlig stjerneanis). Ingen tvivl, det er en glimrende øl - men for himmelens skyld, lad være med at drikke den de første timer efter Nøgne Ø's God Jul!!!

 

19. december

Dagens perle var en Super Noël (9%) fra Abbaye d'Aulne. Blød og rund...

 

 

20. december

En Bons Væux (9,5%) fra Brasserie Dupont var dagens høst. Det var en overlevende fra sidste jul. Har ikke vundet ved lagringen, er blevet mere sprittet.

 

21. december

Så vender solen og vi går mod lysere tider. St. Feuillien (9%) kom i 2002 og vandt smagninger over hele landet. Kåret til årets juleøl. Af den lærte de danske bryggere at lave julebryg med masser af krydderier.

 

22. december

Tiden til man hører englesang nærmer sig. Derfor passende med denne Speciale Noël (9%) fra belgiske La Binchoise. Den overraskede ved at være med en let bitterhed (citrus?). En øl helt anderledes end de sædvanlige krydrede belgiere, men en øl man holder af!

 

23. december

og de første af dagens kalenderøl, en let - men utrolig fyldig og med masser af frugt - Père Noël (7%) fra det belgiske De Ranke. En net sag...

 

23. december, anden øl

Gordon Xmas (8,8%), sidste år kåret som årets kalenderøl. Minder lidt om den dagens Père Noël på samme måde, som en VW minder om en Mercedes... Smagen er bare så meget mere af alt det rigtige! Også favorit i år!

 

24. december

Dagens første øl var S.A. Christmas Ale (8,3%), kåret som årets danske ølnyhed 2004 af Danske Ølentusiaster. En passende start på dagen!

 

 

24. december, anden øl

var fra Husbryggeriet Jacobsen, Golden Christmas Ale (7,5%). En net sag med en lind antydning af svedsker. En god øl, men efter min mening ikke bedre end SA Christmas Ale, og heller ikke mere skummende end den. Carlsberg har en hel del at lære af belgierne - og ikke mindst hollandske 't IJ - når det gælder holdbart skum.

BEMÆRK

Billederne på denne side er til fri afbenyttelse

Billederne kan klik-forstørres

Kalenderen 2005

er smagt og skrevet af

Joar Kanne

DE KOM IKKE MED...

Denne dejlige Christoffel kom ikke med i julekalenderen fordi vi brugte den til en middag med gæster. Det klarede den udmærket, de 2 liter forsvandt dog så hurtigt, at flere øl måtte åbnes...

Måske skulle man se sig nøje om når man køber den. Jeg har set prisen svinge mellem 150 og 225 kr. Det er en betydelig forskel. Panten på denne flaske er kun 3 kr., mod normalt omkring 40 for en 2 ltr's Christoffel.

Hvordan kan man undgå at medtage Anchor's Merry Christmas & Happy New Year (5,5%)? Det er jo - klart og ubetinget - en dejlig øl, men en julebryg må nu også godt have nogle volt, og der kan 5,5% dårligt trække en nefalygte...

Denne svenske starköl, Slotkällans Nisse (5,3%) fandt heller ikke nåde for den strenge jury, til trods for at det var en mørk og velsmagende øl, med såvel sødme, som frugt og krydderier. Det er faktisk en god julebryg - men så var det det der med volt...

Som en slags trøst har vi pyntet med juletændstikker med motiver af den kendte svenske maler Carl Larsson.

Vi var 4, som skulle dele 1 liter Julebuk (5,8%) fra Søgaards. Det kunne vi ikke klare, men gik hastigt over til den næste. Om'er!!

Jeg har smagt flere gode fra Wintercoat i år. Denne Yule Ale (6,5%) er ikke en af dem. Det kan kun blive bedre næste år.

EN STOR TAK TIL

ANITA

min hustru gennem snart 30 år, som med aldrig svigtende iver og entusiasme har søgt højt og lavt efter nisser, også hos ”De Hellige i Havdrup”, som vi kalder genbrugsbutikken, hvor adskillige nisser er anskaffet. Også husets egne permanente nisser er blevet nedtaget og brugt. At så fruen også har forsøgt at luske ind nogle grise, er hende tilgivet (det blev opdaget og forhindret) – fruen har nemlig en forkærlighed for grise og elefanter! Det med grise kan jeg sådan set godt forstå, men hvordan får man sprøde svær på en elefant? Så store ovne findes ikke!

 

FELIX

en tilfældig forbipassende, som standsede op flyttede ind. Felix har været en stor daglig ”hjælp” med øljulekalenderen, som har haft en meget høj prioritet hos ham! Alle de nisser på bordet (omdannet til studio)...! Det var mere end en lille legelysten kat kunne stå for! Op og nappe en nisse og så ned på gulvet og lege med den. Det bragte til tider forvirring når jeg ikke kunne finde den nisse, som skulle bruges den dag… Men han er hurtig og har masser af charme, så jeg fandt mig tålmodigt i det hele.

Felix elsker at lege, men hans yndlingslegetøj er stadig den første papirbold han fik, lavet af en papirpose (befriet for sit indhold af 2 stk. grovboller). Han ved altid hvor den er, og nogle gange kommer han hen til mig med den i munden, for nu skal jeg altså rejse mig fra den PC’er og hellere lege med ham (han kan ellers godt selv, hvis han er utilfreds med at lyset bliver slukket i soveværelset, kan han godt hente ”bolden” og komme ind og lege støjende med den i soveværelset.

Vore katte har ellers altid haft rocknavne (Moody Blues, Led Zeppelin mv.), men der var ikke rigtig noget rocknavn, som passede på ham – til gengæld står der Felix med store usynlige bogstaver over ham. Der burde måske have stået Frække Felix. Eller måske ikke, Anita kalder ham også Precious…

HELE NISSEHOLDET

incl. dem, der ikke kom med på billedet.

Uden disse brave nisser og rensdyr ville øljulekalender have været betydeligt kedeligere!