Tore Jørgensen - Første gæst i Den Lune Stol

Tore blev placeret og efter at Joar havde nævnt de øl, som Herslev havde produceret siden den første start (allerede i februar 2004), stillede han det spørgsmål, som han tydeligvis havde glædet sig meget til: Og hvo’n synes du så selv, at det er gået?

Godt…

Det kan godt være, at det korte svar tog pippet fra spørgeren, men der lød et begejstringsbrøl fra tilhørerne! Og efter at Tore havde forbarmet sig, uddybede han sit svar. Han syntes det var gået strålende, langt bedre end han havde drømt om eller forventet.

Hvad mener du er årsagen til, at det er gået sådan?

Årsagen var ikke mindst den velvillige modtagelse hans øl havde fået fra Ølentusiasterne, både dem i Roskilde, men også ud over det ganske land. Det havde været overvældende, men det galdt også generelt i lokalområdet, butikker mv.

Der havde været problemer ind i mellem, specielt hvedeøl kunne drille – forhandlerne havde dog været meget tålmodige når han havde sagt, at der ikke var noget hvedeøl lige nu. I øvrigt håbede han på, at man nu havde løst problemet med hvedeøllen.

Af alle de mange gode øl, Herslev Bryghus har lavet, hvilken er din personlige favorit? Og hvilken er din kones favorit?

Det kommer lidt an på hvad. Mette og jeg tager gerne en Hvedeøl som aperitif, Mette bruger gerne Pilsner til at marinere i, men min favorit generelt er nok Pale Ale, den er også god til mad, men en varm sommerdag er sommer ale en dejlig drik.

Hvad tænkte du egentlig da jeg sidste år fortalte dig, at vi i Roskilde planlagde VM i Hvede og at din hvedeøl kom op mod Maisel’s Weisse?

At det var lige voldsomt nok! Jeg blev nervøs, ikke mindst fordi jeg  ikke var sikker på at kunne have et nyt bryg parat. Men ellers var det jo en chance… I øvrigt var det også lige før, det gik galt. Den dag, da VM fandt sted havde jeg den nye bryg parat, det var flot og klart – men smagte ikke så godt, som det tidligere bryggede - men den var der ikke nok af det gamle, til at jeg kunne deltage med det. Så det nye bryg med tappet på flaske og medbragt.

Jeg studerede dig under finalen, du sad og sludrede med Carsten Berthelsen, som var indbudt som uofficiel repræsentant for Maisel’s Weisse. Mama mia, hvor I så nervøse ud begge to!

Da stemmerne var afgivet havde den ene vundet med 9 stemmer mod 3 – og du lignede en mand i dybt chok, en som nok havde forventet at tabe, men ikke så meget. Troede du da slet ikke, at der var en reel chance for at vinde?

Den dag, da VM skulle finde sted, havde jeg, Mette og John lavet en prøvesmagning. Vi havde testet Herslev Hvede mod Maizel’s Weisse og var enige om, at Herslev Hvede var fuldt på højde med Maizel’s. Men altså, var vi objektive? Kan man være objektiv når man selv har brygget det ene bryg?

Medførte VM-titelen noget positivt eller negativt bagefter, kunne du bruge den til noget?

Ja, absolut! Den havde betydet langt mere, end jeg havde forventet. For det første kunne jeg bruge historien om VM når jeg var ude for at sælge mit øl. Den var både god og sjov. Og så har jeg glæde af diplomet, som hænger på væggen i bryggeriets salgslokalet. Der præsenterer det sig godt og det bliver bemærket, og så får man en snak over det…

Du skal jo forsvare titelen i år, er du nervøs?

Ja!!!!

Over til noget helt andet. Lige nu foregår foreningens afstemning/valg af årets bedste ølnyhed. Alle dine øl, vel bortset fra SchwarzBier’en, er med på listen over kandidater. Hvilken af dine egne mener du selv, har den bedste chance i afstemningen?

Hm… Pale Ale, tror jeg nok. Den går godt. Hveden går også godt, men der er ikke så mange, som er interesserede i Hvedeøl.

Og så skifter vi emne igen…  Hvor stor er din produktion i øjeblikket?

Jeg brygger to bryg om ugen. Det er passende. Jeg er den type, som kan gå i døgndrift, når jeg er i gang med noget – men heldigvis, har jeg en kone, som kan standse mig. Og det skal være sjov! Der skal være tid til at være til også.

Ville du kunne sælge flere øl, end du i øjeblikket producerer?

Der skal være en naturlig balance. Så derfor vil jeg ikke brygge mere, end jeg gør nu. Men jeg kunne sagtens. Det svinger dog lidt. I oktober anskaffer forretningerne juleøl og i den tid solgte jeg mindre, end jeg havde ventet. Men ellers… Jeg kunne have solgt fem gang så meget julebryg, som det jeg havde brygget!

Overvejer du en udvidelse af produktionen – hvad taler for og hvad taler imod?

Nej, jf. det jeg tidligere har sagt, så vil jeg ikke udvide produktionen.

Hvad mener din kone?

Hun er enig!

Ja, man bør altid lade konen få det sidste ord, så med det vil jeg lukke for spørgsmålene og sige TAK til Tore for både at stille op – og svare, uden at svare uden om!

Der er sikkert mange af de tilstedeværende, som vil vide om Tore laver en påskebryg i år, men nogen overraskelse skal vi da have, så det ville jeg ikke spørge om.

- Senere på året kom så Forårsbryg, en dejlig sag på 8%.

FAVORITØL!

Send den lokale webredaktør - joar.kanne(at)ale.dk - en beskrivelse af en af dine favoritøl og begrund hvorfor, samt - helst - også et billede af dig og et billede af din favoritøl, så vil det hele komme i en af de ledige højrekolonner!

MENS VI VENTER

på din favoritøl viser vi dette foto taget af lokalformanden i Bamberg. For en gangs skyld er det ikke noget bryggeri, alternativt bryggeriskilte e.lign., der er i fokus. Vi formoder, at Søren ville fotografere de to glas øl og gætter på, at han er blevet grumme overrasket da han kom hjem og opdagede, at både hans kone og søn havde været med til Bamberg.

Billedet kan med fordel klik-forstørres