Medlemsmøde 8. juni - VM i Hvede

65 var mødt frem! I et enkelt referat er anført 50, men det er forkert. Jeg talte til 62 – uden af få det hele med – og Søren talte til 65, så vi holder os til Sørens tal. Der var fuldt, det er sikkert!

Søren lagde ud med at byde alle velkommen, ikke mindst aftenens dommerpanel samt Tore Jørgensen, bryggeren fra Herslev Bryghus. Tore stiller også op med Herslev hvede, som udfordrer Maisel’s Weisse i det store uofficielle VM i hvedeøl. Hvis det går godt, har vi planer om at gøre det til en fast årlig tradition at afslutte forårssæsonen med et VM! Ikke nødvendigvis VM i hvede. Det kunne f.eks. være VM i lager, men vi har endnu ikke fundet en kvalificeret modstander til Herslev Pilsner, som altså er en lager! I den anledning planlægger vi at nedsætte et nominationsudvalg, som skal vurdere foreslåede og nominerede kandidater.

Der er allerede anmeldt en kandidat til at møde vinderen af aftenens VM-kamp, nemlig Andechser Weissbier. Den kamp står således på programmet om ca. et år. Forudsat altså, at den ledelse, som bliver valgt til oktobervalget, vil fortsætte denne linie.

Søren takkede også for den store hjælp afdelingen har modtaget fra Frank Jørgensen, som ikke har tid til at være permanent medlem i aktivitetsudvalget, men som altid er villig til at give os en hånd, når det er nødvendigt, f.eks. med fotografering og pressemeddelelser. Den samme Frank kommer på en opgave næste år, for det er klart, at med i hvert fald en tysk deltager i næste års VM i hvede, må vi også sende en pressemeddelelse til de tyske nyhedsbureauer på tysk (så kan vi se om det også vækker interesse i Tyskland, at deres øl skal til VM).

Om den just overståede ølfestival i Valbyhallen fortalte Søren, at han håbede, at mange af medlemmerne havde været forbi og smagt nogle af de mange gode øl, som var repræsenteret, ikke mindst de mange bryllupsøl. Måske havde vinder øllen med honning fra Australien overrasket nogle, men ellers gik det igen, at de fleste bryllupsøl indeholdt en ingrediens fra Australien eller Tasmanien, oftest humle. Og så var det glædeligt at se, at så mange fra lokalafdelingen havde været hjælpere under festivalen!

Søren omtalte også den seneste frokost på Store Børs, hvor Lars og co. havde lavet en overdådig frokost til os, som de plejer. Der havde bare været for lidt øl. Til gengæld havde man fået de maltboller, som Lars omtalte, da han holdt foredrag her i april. De var pragtfulde, faktisk så gode, at vi bad Lars om at lave dem til os i aften, til dommerne. Heldigvis bad vi om en pris først, og 3 kr. stykket (det svarer til en kilopris på ca. 600 kr./referentens bemærkning) synes vi faktisk var urimelig meget. Søren måtte derfor med beklagelse meddele dommerne, at de desværre ikke ville kunne få maltboller til smagningen. Der er ikke planer om flere besøg på Store Børs i år. Måske næste år, hvis alt skulle flaske sig.

Siden sidst har regionen inviteret til et besøg ude på Herslev Bryghus. Der var ikke mere end ca. 10-12 til stede, bl.a. var både formand og næstformand forhindret (vi kommer dog gerne en anden gang). Af de tilstedeværendes bemærkninger fremgik, at det havde været en særdeles hyggelig eftermiddag ude i Herslev og at absolut ingen var gået tørstige derfra.

Regionen havde også afhold en hvedeølsaften ude hos Roskilde øl i Viby, hvor Roskilde afdelingen stod for foredraget. Det klarede Christian Rasmussen (fra aktivitetsudvalget) flot. Christian redegjorde for de mange hvedeøl, som var smagt. Man havde kommet vidt omkring, Belgien, Frankrig, USA, Tyskland, England og Danmark. Bl.a. havde Herslev Hvede og Brøckhouse Hvede været oppe mod hinanden i en lille blindsmagning (den endte i øvrigt 7-5 til Herslev/referentens bemærkning). Ingen tvivl om, at begge disse hveder hører hjemme i den absolutte verdenstop!

Så til lidt medlemsstatistik pr. 28/5-2004: Foreningen har i alt 9717 medlemmer. For et år siden var der 6982. Det er en vækst på 39,2 %.Den seneste måned er vi vokset med 499. Det er en vækst på 5,4 %. Af medlemmerne er 85,1 % mænd og 14,9 % kvinder. For et år siden var der 85,9 % mænd og 14,1 % kvinder.    

Med hensyn til medlemmer pr. 1000 indbyggere er det nu kun København K der er større end os her fra Roskilde. Det blev der skålet på…

Nye medlemskort er sendt ud, så hvis der er nogle der ikke har fået, skal de kontakte sekretariatet.

Den 14. august er der sommerfest på præstegården i Osted, hvor regionsformanden holder den årlige sammenkomst. Dette koster den nette sum af 100,- kr. for fri adgang til fadølshanerne, kød til grillen medbringes selv, også gerne en minigrill, da den der tilhører præsteboligen ikke er så stor. Hvis der er nogle der har lyst at tage børn med koster det 25,- kr. Husk at tilmelding er nødvendig, hurtigst muligt til Torsten..

Lokalafdelingen holder sommerferie i juli og august men vender tilbage 08. september kl. 1930 her på Elmer’s, ganske som sædvanlig.

Aktivitetsudvalget har lige haft et planlægningsmøde mht. efterårsprogrammet. Intet er afklaret med planlagte foredragsholdere endnu, så programmet kan blive ændret! Men til nu ser det sådan ud:

05. september:  Foreningens fødselsdag

08. september:  Belgisk aften – foredrag og smagning af belgisk øl.

05. oktober:  Generalforsamling i lokalafdelingen med valg af lokalformand og –næstformand.

29. oktober:  Regionsårsmøde med valg af regionsformand og –næstformand. Som sidste år med spisning og valghandlinger på Viby Kro og efterfølgende ølsmagning hos Roskilde øl.

02. november: Program ikke endeligt, formentlig noget om det at arrangere en ølfestival.

07. december:  Foredrag om og smagning af julebryg. Reserver datoen allerede nu!

Derefter gav Søren ordet til Tore Jørgensen…

 

Tore Jørgensen krydrede sit foredrag med lysbilleder, både generelle reklamefotos, men også en stor og flot serie, som Birhmann fra Elmer’s Pub havde taget specielt med henblik på foredraget.

Tore startede med at erkende, at hans Pilsner var en lager. At han havde valgt at kalde den Pilsner var fordi han var nervøs for, at mange ellers ville tro, at der var tale om en hvidtøl (det er at undervurdere medlemmer af Danske Ølentusiaster, men der er jo også andre, som køber Tores produkter – øllen minder mere om en Münchner, dog betydeligt kraftigere i smagen).

Tore Jørgensen var jo oprindelig landmand – men har været vidt omkring. Han havde boet på en gård og plukket humle i Tyskland. Der fik de en halv liter øl til alle måltider. Ikke specielt varierede måltider, kunne vi forstå, men solid tysk øl til solid tysk mad!

I Nordengland havde Tore arbejdet på et lille bryggeri. Der var det helt modsat. Absolut ingen øl i arbejdstiden! Man tog til gengæld gerne en øl med kolleger og venner på den lokale pub bagefter. Efter det engelske system – man gav omgange! Det kunne være svært at huske hvad alle skulle have når de alle ville have noget forskelligt, men så bestilte Tore det, han mente at kunne huske.

Fra de tilstedeværende kom en direkte forespørgsel om hvor han havde foretrukket at arbejde, i Tyskland eller England. Den tyggede han lidt på, men svarede til sidst Tyskland.

Fra han fik idéen til at lave et bryggeri og til det reelt blev besluttet, gik der kun 24 timer. Der blev lavet budget – og brugt udstyr indkøbt. Budgettet kaldte han Metrobudgettet, for der havde været visse ligheder med den københavnske tunnelbanes budget. På konkret forespørgsel fortalte han, at han oprindelige budget var på 200.000 kr. – men at man ikke kan starte et bryggeri op for under en million! Rustfri tanke og andet udstyr er dyrt! Og markedet er ikke gearet til microbryggerier. Han kan godt få tilbud på en flaskemaskine, som kan fylde og kapsle 30.000 flasker i timen, men det er ikke det, han har behov for! Sådan var det hele vejen…

Ved hjælp af billederne på skærmen førte Tore os omkring i hele bryggeriet og viste udstyr og kapacitet. Der er mange ting, som burde bemærkes, her kun en lille smagsprøve. Tore bruger hele humleblade i sin produktion, og disse bruges så som et filter, når brygget overføres (ved trykforskel, endelig ikke pumpe, for at undgå at ødelægge proteiner, det har betydning for den endelige smag). Flaskemaskinen er ikke specielt hurtig. Øllet flyder langsomt ned ad siden på flasken. I bedste fald kan man tappe – og kapsle - 140 flasker i timen.

Søren takkede for det glimrende og særdeles interessante foredrag og gav ordet videre til undertegnede, for nu var vi ved at være klar til aftenens hovedbegivenhed…

 

VM i Hvede (uofficielt)

 

En dyst mellem Maisel’s Weisse og Herslev Hvede...

Smagningen skal foregå på den måde, at dommerne får hver 2 forskellige glas. Indholdet i glassene af samme type er dog ens! Glassene bliver fyldt ude i køkkenet af de valgte kontrollanter Niels og Jan. Ingen andre ville få adgang til at se hvad der kommes i glassene! Når glassene var fyldt, ville de komme en af de brugte flasker i en lukket karton, oven på ville den type glas, som var fyldt med pågældende øl blive stillet.

Men Niels og Jan gik i gang, præsenteredes dommerne. Pga. et sidste øjebliks afbud meddelt s.d. kl. 1730, blev der 7 dommere fra lokalafdelingen, mod 5 dommere ude fra. Dommerne var Anne-Mette Meyer fra bestyrelsen, regionsformand Torsten Dam-Jensen og hans hustru Lis, regionsnæstformand Svend Poulsen, Pia Tonika fra Jyllinge og fra lokalafdelingen håndbryggerne Kaspar Poulsen og Thomas Hansen, Frank Jørgensen, Rene Hansen (fra Roskilde Øl), Povl Nielsen samt Christian og Gitte Rasmussen.

Dommerne har for inden via mail fået retningslinier. Hovedpunktet er, at dommerne skal vælge den øl, som de synes smager bedst! Torsten blev udpeget som hoveddommer, som skal give besked når dommerne er ved at være klar. Så kom bakkerne med øl og smagningen kunne begynde…

Ved hjørne bordet sad Carsten Berthelsen og Tore Jørgensen. De så lidt blege og nervøse ud begge to, mens de sad og småsnakkede sammen – og hele tiden skævede over mod dommerne…

Overraskende hurtigt meldte Torsten, at dommerne var klar.

Dommerne blev enkeltvis bedt om at løfte det glas, som havde indeholdt den øl, som de syntes bedst om. Det foregik sådan her, Joar messede: Anne-Mette? Anne-Mette løfter det lille buttede glas! – Søren noterede… Gitte? Gitte løfter også det lille buttede… Det viste sig, at alle bortset fra Torsten, Pia og Povl løftede det lille buttede. Søren talte og kontrollerede sine tal og kom frem til, at det lille buttede havde vundet med 9-3. Tore så helt bleg og næsten dårlig ud. Det var tydeligt, at han ikke turde tro på sejr, og nederlag med 3-9 var ret meget!

Så gik Søren hen til kartonerne med de skjulte øl. Han var ved at drive os alle til vanvid, da han valgte først at afsløre taberen, det høje slanke glas. Op af kartonen kom Maisel’s Weisse – og jubelen brød løs! Så vidste vi jo, hvem der havde vundet!

For en stemning, der blev! Tore så glad ud, smilet gik helt hen i nakken (og da jeg så ham i fredags var det der endnu, han får snart brug for en kirurg hvis det bliver ved). Bagefter bestilte man ikke en Herslev Hvede i baren, nej, man bestilte en Vinder!

Tore fik en flot diplom som bekræfter Herslev Hvede som Verdensmester og dommerne fik eine kleine Grühne (en Einbeck Mai-Bock) som tak for indsatsen.

Jeg sludrede lidt med Carsten Berthelsen bagefter. Han var overrasket over resultatet og ikke mindst over det klare resultat, men mente dog, at hvis konkurrence havde stået på øl fra fad, så havde Maisel’s vundet. Det er jeg ikke sikker på. Godt nok har jeg ikke smagt Maisel’s fra fad, men jeg har smagt Herslev Hvede fra fad og den er bare fantastisk!

På Elmer’s fortsatte festen… For mange blev det midnat, inden de gik.

 

Fotos kan klik-forstørres!