2. november 2004

Lad mig starte med at sige UNDSKYLD til alle de, er havde meldt sig til den canadiske smagning og som jeg flot havde skrevet VI SES! Til. Det gjorde vi nemlig ikke, beklager. Jeg fik noget at spise den dag, som jeg blev dårlig af, så jeg gik glip både af at hilse på jer og på at smage det canadiske bryg, som jeg havde glædet mig så meget til.

Jeg havde også forberedt en snak om bestilling af tøj, både via foreningens hjemmeside (men sådan, at vi kan få DØE Roskilde påført) og via Horsens afdelingen, som kan skaffe skjorter og T-shirts, også med lokalafdelingens navn. Det må tages op en senere gang – jeg tvivler på at vi når det på decembermødet.

Men Søren var der og i hopla, som sædvanlig. Han startede med at byde de 35 fremmødte velkommen til aftens arrangement. Dette vil handle om de Canadiske lækkerbiskener, som Morten og Bo fra Danish Beerhouse har medbragt. Det er nogle helt specielle øl, som de to importerer fra Unibroue i Chambly , Quebec, i det Fransk talende del af Canada. Det ved alle, som nåede at smage øllet på ølfestivallen i Valby.

I forhåndsanmeldelsen var lovet smagning af 9 øl, men desværre er Danish Beerhouse offer for mangelfulde leveringer kombineret med enorm efterspørgsel. Det sidste kan kun glæde os på Danish Beerhouse vegne. Men de kommer med 7 gode fra kassen.

Men inden smagningen løftede Søren sløret for hvad der ellers er sket siden sidst:

Der har været møde i arbejdsgruppen, og ny brainstorming af højeste niveau medførte, at der er lagt program frem til årsmøde 2004. Sådan da. Nye tiltag vil blive flettet ind efter behov, og måske vil rækkefølgen blive lidt ændret af praktiske årsager.

Fra januar og fremover vil vi blandt andet opleve følgende:

Vi starter i januar med Nanobryg – dvs. Jens Dalsgaard fra Nørrebro som vil fortælle om hjemmebryg via egne erfaringer og eksperimenter. Han vil vise og fortælle os hvordan man med simple midler kan lave øl i vores eget køkken. Han laver fantastisk øl – og fantastiske etiketter! Vi vil anbefale at man går ind på hans hjemmeside www.nanobryg.dk De laver også nogle sjove ting som en” Dogme” øl og det er når alle på en bestemt dato brygger den samme øl for at se hvordan brygget reagerer forskelligt fra brygger til brygger. Vi har også fået Tore fra Herslev Bryghus til at komme den aften og han har helt sikkert også noget godt øl med til os.

På et senere medlemsmøde (vi håber på februar) har vi lokket Ole – den ikke helt ukendte Ole fra Roskilde Øl - til at lære os lidt om hvordan man smager øl. Ole har lovet at finde nogle gode øl, som vi kan lære hemmeligheden af. Han påstår, at alle kan lære det. Så efter den oplevelse vil vi alle være i stand til at kunne blære os med endnu større overbevisning, end vi gør i dag, når vi siger, at den øl smager af anis, humle, karamelmalt med meget mere. Vi vil blive så dygtige, at enkelte andre misundelige sjæle vil påstå, at vi er blevet så højrøvede, at vi kan skide i en tagrende.

Påsken falder tidligt i år, allerede i marts, og selvfølgelig vil vi have en solid påskesmagning i år. Solid! Voksen! Her skal bare smages påskebryg!

Allerede nu vil vi annoncere, at vi herved udskriver Lokalmesterskab i håndbryg/mikrobryg og hjemmebryg.

Temaet vil være Mørk Ale , da det er en forholdsvis nem øl at lave, hvis man da kan sige at øl er nemt at lave. Når vi nævner dette nu er det fordi vi vil afholde finale og kåre vinderen til vort medlemsmøde den 11 april 2005.

VM i Hvede fortsætter, med VM i Hvede 2005. I maj måned vil vi afholde semifinaler mellem 4 kandidater. Vinderen vil møde Herslev Hvede til finalen den 13 juni.

Vi har flere ting på bedding , men vil ikke løfte sløret helt endnu. Dog kan vi sige, at vi påtænker at holde en nordisk aften med nordiske øl – og retter fra nordiske lande. Det sidste er lidt problematisk endnu… Og så har vi tænkt os at låne en brygmester for en aften…! Og vi påtænker at holde lokalafdelingsmesterskab i blindsmagning – om det bliver for hold eller individuelt, er ikke helt på plads endnu. Der er flere gode importører, som har så interessante produkter, at de er kvalificerede til at komme her til Roskilde, så det arbejder vi også på. Og så vil vi holde en bock øl aften til næste efterår! Det sker for at lokke lidt flere til generalforsamlingen til næste år, da vi syntes at der godt kunne være kommet nogle flere i år.

I det omfang det er praktisk muligt vil vi supplere aftenens hovedbegivenhed med et aftenens tema, det kan være sig øl type eller land. Det vil blive meldt ud inden hvert møde.

Og selvfølgelig håber vi at kunne putte ind adskillige ekstra arrangementer, som man kan tilmelde sig til. Det vil I også høre mere om hen ad vejen.

Ellers har der været årsmøde i regionen. Et fantastisk godt årsmøde, med livlig og engageret – men positiv – debat. Hele 40 mødte op – i en region ikke langt herfra mødte kun 9 op til årsmøde, hvoraf de 6 var lokale tillidsfolk. Heldigvis tog Torsten og Svend et år mere, så vi har stadig vor gode regionsformand og næstformand. Det er vi glade for! Og så glæder det os at kunne fortælle, at smagningen bagefter ikke var nær så god og imponerende, som den vi selv holdt ude hos Roskilde øl i Viby den 21. oktober. Der var nogle lokalafdelingsformænd til stede, som misundte os den!

Og i så jo også i nyhedsmailen hvilke gode og sjældne øl det var som Ole havde på programmet.

Så er der Elmers-afstemningen. De lokale Ølentusiaster har talt. Hele 55 stemmer blev afgivet, 32 for at finde et sted, hvor vi kan være for os selv, og 23 for at fortsætte på Elmer’s. Bihrmann er orienteret om resultatet, - og om, at der ikke var nogen, der var utilfredse med ham og Elmer’s. Det man ønsker er et sted, hvor vi kan være for os selv (lidt mere klub agtigt). Nu giver vi Elmer’s en ekstra chance her i november og december for at se, om vi kan skille lokalet så meget, at det også vil kunne fungere på Elmer’s – og så tager vi den ultimative afgørelse efter næste medlemsmøde. Da det giver en del mere arbejde før hvert medlemsmøde til os i arbejdsgruppen.

Inden vi går over til den canadiske smagning vil jeg minde alle om, at i næste måned – helt præcis den 7. december - kommer vor alles Carsten Bertelsen og holder foredrag om Julebryg og præsenterer sin nye bog. Jeg har talt med ham og han glæder sig til at komme til Roskilde igen. Vi andre glæder os mindst lige meget til at se ham igen!

Men husk at vi mødes her på Elmers igen Tirsdag den 7 December og husk at komme i god tid da der plejer at blive trangt når Carsten Bertelsen kommer på besøg.

Men endnu engang velkommen til Morten og Bo.

De canadiske øl

Bryggeriet blev etableret i 1992 og er et regionalt bryggeri beliggende i Chambly, Quebec. UNIBROUE har den tidligere Master Brewer Paul Arnott fra det verdenskendte Belgiske bryggeri Notre-Dame de Scourmont (bedre kendt for deres Chimay Trappistøl) som brygmester. Hver flaskes etiket har et billede af en sagnfigur eller helt fra den canadiske eller amerikanske historie. Øllet eksporteres til mange lande, men kun Frankrig, Belgien og USA modtager flere flasker end Danmark.

UNIBROUE's øl er specielle, da brygningen sker ved en urgammel proces hvor gæringen foregår i flasken. Øllene er kun delvist filtreret modsat de fleste andre øl, der gennemgår en total filtrering. Den delvise filtrering medfører at UNIBROUES øl beholder alle dets proteiner og en del af gæren, samt at produktet bliver en eksklusiv øl med et friskt bundfald. Denne aflejring på bunden af flasken er et resultat af gæringsprocessen og karboneringen.Denne proces er den samme som ved brygning af champagne, her fjerner man dog gæren, mens man ved UNIBROUE's øl lader det bundfælde. Denne metode giver en speciel smag til øllet og tilvejebringer de naturlige b-vitaminer. UNIBROUE's brygningsmetoder er inspireret af de stolte europæiske bryggeritraditioner, hvilket gør den enestående i Canada.UNIBROUE's øl indeholder ingen kemiske tilsætningsstoffer eller konserveringsmidler hvorfor øllet er økologisk og under en meget streng kvalitetskontrol. Grunden til at UNIBROUE's øl har en højere alkohol procent, og derfor kan opretholde den fremragende smag uden den bitre eftersmag konventionelle øl har, er den naturlige brygningsmetode. Ydermere har de en længere holdbarhed og tilpasser sig nemt til stuetemperatur modsat konventionelle øl. UNIBROUE's øl er karakteristiske ved en rig, raffineret smag med et kraftigere skum.

UNIBROUE's øl udmærker sig ved næsten ubegrænset holdbarhed (smagen udvikler sig i til nærmest portvin efter 10 år).

Bihrmann meldte om omsætningsnedgang i baren efter smagningen. De stærke øller havde sin pris…

 

Edision 2004 10,5 % alc. Er deres årgangs bryg.

Ufiltreret med et orange skær. Maltet, krydderier karamel og lidt vanilje og som den eneste øl denne aften smagte den lidt af alkohol. meget kulsyre og vinøs. Den anden af aftens øl som var min favorit.

 

 

Terrible Trippel kloster øl, eftergærer i flasken. 10,5% alc.

Smager af Malt og frugt. La Terrible er en mørk kloster øl som er brygget på 100% rene råvarer. Skummet er meget ekstravagant, og smagen bærer præg af ristet malt og Maderia.

Hvad der blev smagt af canadiske øl...

Raftman Speciel øl brygget med Whisky malt, eftergærer i flasken, 5.5% alc.

Røget Whisky malt (ikke meget røg), antydning af humle, svagt af karamel. Raftman blev lanceret i marts 1995. Raftman er en øl med et skær af koralrød farve. Kombinationen af whisky malt og den udsøgte gær giver øllet en blød, rund og mild smag.

 

Eau Benite Trippel, eftergærer i flasken. 7,7% alc.

Lettere frugtagtig. Unibroue søsatte denne flaskegærede øl i juni 1996. Eau Benite er en gylden øl med en frugtagtig og behagelig varm karakter. Unibroue har selvfølgelig udviklet denne øl med samme karakter som en trippel, men med en mindre alkohol procent.

 

Maudite Stærk rød ale, eftergæret i flasken. 8% alc.

Svag koriander, let krydret og let humlet. I November 1992 kom Maudite i handlen. Det var den første stærke øl, der blev distribueret i Quebec. Det er også den første øl i Amerika, der udvikler sig med årene. Serveret som ung er den meget blød og rund, men serveret efter flere års opbevaring vil smagen minde lidt om portvin. Maudite er mahogny farvet, med en egen karakteristik, særprægethed og komplekse smag. Pga. dens stærke karakter bør den serveres kølig, men ikke for kold.

 

Ephemere med Solbær 5,5 % alc./ Ephemere med æble 5,5 % alc.

Duftede kraftigt af solbær/æble men smagte meget syntetisk af frugt. Så har man prøvet Canadisk frugt øl. Mere er der ikke at sige til det. Bo og Morten vil heller ikke tage dem hjem til Danmark (det var kun en prøve). Det mener jeg er en klog og fornuftig disposition.

 

La Fin Du Monde Kloster øl triple, eftergærer i flasken. 9% alc.

Blond med et gyldent skær.Rund og blød lidt syrlig, en balanceret smag. Vilde krydderier. Denne type øl er oprindeligt udviklet af munke i middelalderen til specielle lejligheder. La Fin Du Monde er en luksus øl fremstillet ved en trippel gæring og et unik anstrøg af gær. Den frembragte smag er en uventet detalje. Med dens champagnelignende sprudlen forstærkes fylden i munden. Med dens lidt syrlige og balancerede smag af vilde krydderier, malt og humle, tilhører den samme klasse som de bedste Trappistøl. Den kan sagtens erstatte rød og hvidvin til de fleste måltider. Øllet er brygget til ære for de pionerer der troede at de havde fundet verdens ende da de opdagede Amerika.

 

Trois Pistoles Stærk mørk næsten sort øl, eftergærer i flasken. 9% alc.

Vilde frugter og eftersmag af gammel portvin. Moden frugt og chokolade. Lanceret i juni 1997. Brygget på ristet malt. Dens rige og bløde opbygning fremhæver flaskegæringen og dens markante smag. Min favorit.