Medlemsmøde 11. april

Søren bød som sædvanligt velkommen, denne gang til 40 personer, hvoraf de 10 var kvinder. Glædeligt! En del havde lige rejst sig fra spisebordet. Æggekagen fik ros, der var masser af den og masser af bacon til. Der er reserveret bord fra kl. 1800 før hvert medlemsmøde. Indtil videre er menuen æggekage og et stort glas fadøl, det hele for 125 kr.

En speciel velkomst fik hjemmebryggerne og overdommerne, brygmestrene Michael Knoth, som nu har taget springet til det lokale Gourmetbryggeriet, og Morten Ipsen fra Carlsberg, brygmesteren bag Årets Ølnyhed 2004, Semper Ardens Christmas Ale. Overdommerne vil også mundtligt fortælle om de øl, der bliver bedømt, og give råd og vejledning.

Ellers fortalte Søren hvad der nu er af øl på Bryggergården, der er Flensburger Winter Bock på den frie hane i baren, og ovenpå er der Leffe, Brooklyn, Staropramen, Kozlak (polsk bock), Duckstein, Franziskaner, to portugisiske bockøl, Flensburger pilsner, dunkel og weisse – foruden hele Herslev Bryghus’ sortiment.

Til baren her nede har Søren hentet aftenens øl fra det belgiske klosterbryggeri Sterkens (St. Paul Double og special) og fra det tjekkiske bryggeri Nymburk (en pilzner og en mørk lager).

Som tidligere år bliver det fælles togtur til De Københavnske Øldage i Valby Hallen lørdag den 21. maj. Toget afgår fra Roskilde kl. 1033. Hvem som skal lede turen derind er ikke afklaret, Søren er forhindret da han selv skal hjælpe til i Valby Hallen. Alle blev anbefalet at købe billetter og poletter i forvejen.

Så overvejer vi at følge bestyrelsens forslag om at lave en smagning for kvinder, men det bliver ikke for kvinder alene. Det koncept tror vi ikke på. Vi vil hellere have kvinderne til at komme til vore medlemsmøder, så de kan se hvordan lokalafdelingen fungerer. De skal ved selvsyn se, at der er plads til dem, at de er velkomne – og så skal de opdage, at de i virkeligheden godt kan lide øl! Derfor vil vi nok tage hensyn til kvinderne når det gælder øludvalget den dag. Vi regner med at en sådan smagning vil finde sted en gang i efteråret.

Sluttelig gjorde Søren opmærksom på, at bestyrelsens beretning for 2004 nu kan læses på foreningens hjemmeside www.ale.dk, og at man her bl.a. vil kunne læse, at vor lokalafdeling er nævnt i afsnittet Fantastisk aktivitet i lokalafdelinger. Det er vor Lune Stol, som er omtalt. Er der noget at sige til, at vi er lidt stolte?

Michael Knoth har også sagt JA til at være vor gæst i Den Lune Stol, tag vel imod ham…

 

Michael Knoth i Den Lune Stol

Michael Knoth startede med at præsentere sig, Vi fik lidt af hans baggrund. Det havde taget lidt tid inden han blev klar over, hans erhvervsønske egentlig var at komme til at lave øl. Efter nogen tid fik han ansættelse på Carlsberg og kom ind på Den Skandinaviske Bryggerskole. Er gift og har et par børn.

Da han var uddannet som brygmester fortsatte han hos Carlsberg og fik bl.a. ansvaret for at følge op på en del af de udenlandske bryggerier, som Carlsberg havde interesser i, f.eks. i Afrika. 150 rejsedage årligt var en medvirkede årsag til, at han valgte et skifte til vort nye

bryggeri i Roskilde. Han synes det er godt, at der er kommet så mange nye mikrobryggerier, og sagde, at det også er de stores mening. Det er med til at øge interessen for øl! Michael mener heller ikke, at der er for mange af de små bryggerier, ikke endnu da!

Med hensyn til Gourmetbryggeriet (herefter kaldet GB) er konceptet helt vendt… I dag vælger man hvilken øl, som passer bedst til maden – eller som vil egne sig i fremstillingen af en ret. Fordi GB har både en gourmet (Lars) og en brygmester (ham selv), vil man forsøge noget helt nyt, nemlig at brygge øl, som skal passe til den lavede mad! Den omvendte vej, med andre ord!

Michael har det overordnede ansvar for produktionen, men ville ikke løfte sløret for hvilke øl vi skal forvente os fra GB, og heller ikke priserne - men der vil også komme sæsonøl! Anlægget man starter med er i øvrigt et canadisk, som er passende i størrelsen. Og så har man jo erfaringen, USA og Canada ligger jo 10 år foran Europa med udviklingen af mikrobryggerier.

Der er meget stor forskel i ølbryggerkulturen i de for-skellige land, ja, bare i et land som USA, er der en enorm forskel mellem vest- og østkysten. I vest er man langt mere eksperimenterende, man har ingen hellige køer, mens man østpå tydeligt er præget den tættere tilknytning til Europa.

Michael er glæder til det nye Jacobsen kommer i gang, han var selv lidt involveret i det for et par år siden.

Han frygter ikke krig med det andet lokalbryggeri, Herslev Bryghus, slet ikke! Der er stor åbenhed mellem bryggerne, de fleste kender hinanden, og i øvrigt er det 

almindeligt, at man ringer til hinanden hvis man har et problem. Han har været I Herslev og har hilst på brygger Tore Jørgensen.

Som forventet, kunne/ville Michael ikke sige noget om hvilken type øl, han bedst kan lide. Det kommer helt an på anledningen! Men vi fik at lokket ud af ham, at han godt kan lide stærke øl.

Det var en fornøjelse at have Michael i Den Lune Stol! Han var åben og kontant i sine svar. En stor tak til Michael fra og i DØE’s lokalafdeling i Roskilde! Vi glæder os til at besøge Michael og det nye bryggeri, når man er klar til at modtage besøgende. Held og lykke med det hele fra os!

Medlemsstatistik

Medens Søren og Jan begyndte at hælde hjemmebrygget øl op i små glas til smagerne, kunne Joar oplyse, at lokalafdelingen nu har 422 medlemmer og at der er 10.439 medlemmer på landsplan. Regionen har 1045 medlemmer. Placeringsmæssigt er der ingen ændringer siden sidst.

Roskildemesterskab i håndbryg - Mørk Ale

Først lidt om reglerne. De to hovedommere får hver en stemme, så vil alle de lokale smageres stemmer blive talt sammen og omgjort til en enkel stemme.

Der skal smages og stemmes på 6 øl: Jesper Moltrup har lavet Roskilde Ale, Morten Peytz har lavet American Brown Ale, Hoff & Klingenberg har lavet Tripplex, Jette Riis Gartenmann har lavet Vor Frue Vinter Ale og Kaspar Poulsen har lavet både Dark Winter og Bright Spring.

Lad mig straks indrømme, at jeg havde store forventninger på forhånd. Allerede ved at smage det første bryg, Kaspar Poulsens Dark Winter, mødtes mine mundvige bag i nakken, og der blev de resten af aftenen! Og det var en øl, som end ikke kom blandt de 2 bedste! Den var også fremragende!

Og her skal de 2 brygmestre Morten Ipsen og Michael Knoth have yderligere ros.

Det var ikke noget med pligtskyldigt at smage på hver øl, for så at barsle med en rækkefølge. Nul (jeg sad ved siden af dem)! Hver bryg blev vendt og drejet og snuset til og smagt – stillet fra sig – og smagt igen og igen. Det var grundighed i yderste potens!

Der var præmier til de 2 bedste…

Men inden disse blev uddelt blev hver enkel øl gennemgået af d’herrer brygmestrene. Hver enkel øl fik sin dom, de positive sider blev fremhævet, og der var brygmestrenes forslag til hvordan hver øl ville kunne forbedres. (Alle håndbryggere har fået en kopi af dette).

Sjældent har man set nogle, som har været mere nervøse, end deltagerne inden ”dommen” faldt! Vinder blev Kisserup Bryghus ved ægteparret Anne og Per Hoff og Jens Klingenberg. Nr. 2 blev Jesper Moltrup. De øvrige delte 3. pladsen. Det var pristagernes første deltagelse i konkurrence! De var ikke til at skyde igennem bagefter!

Hoveddommerne fik velfortjent en 3-pak Herslev Forårsbryg for deltagelsen.

Men så skete der vel ikke så meget mere den aften. Ikke officielt. Der blev kun småhygget ved de små borde.

Fotos kan klik-forstørres

sådan da...

Billedopløsningen kan være så beskeden, at der ikke rigtig fremkommer nogen forstørrelse.

Fotografer er Christian Rasmussen og Søren Grønberg

Fra Den Lune Stol

RM i Mørk Ale

Morten Ibsen redegør for dommernes overvejelser mens Michael Knoth nikker bifaldende til.

Her er deltagere og dommere, fra venstre:

Per Hoff, Peter Moltrup, Jette Riis Gartenmann, Kaspar Poulsen, Anne C Hoff, Jens Klingenberg, Morten Ipsen, Morten Peytz og Michael Knoth.

Vinderne er med fede typer.