Medlemsmøde 12. december 2005

Til trods for hård konkurrence med damehåndbold var hele 46 – hvoraf 11 kvinder – mødt op til decembers medlemsmøde, som foregik på GB pga. forventet pladsmangel på Bryggergården. De fik en oplevelse af en aften!

Søren bød velkommen til både medlemmer og Carsten Berthelsen, som var her for tredje år i rad til vor juleafslutning. Ellers er der GB øl – pilsner, barley wine, Jingle Ale, Nytårsbryg, FinAle og Bock2 - at købe til særdeles rimelige priser. Også en stor tak til GB og ikke mindst Kaspar, som har stået for en stor del af det praktiske, bl.a. sørget for mikrofonanlæg og overhead.

Traditionen tro kommer vi igennem Carsten Bertelsens fantastiske Juleøls-rejse. Det bliver ikke rigtig jul før vi har haft det traditionelle besøg af Carsten, som i år har udvalgt en perlerække af jule- og vinterøl.

Næste møde finder sted mandag den 9. januar kl. 1930, hvor vi er tilbage på Bryggergården igen. Vor gæst den aften er brygmester Anders Kissmeyer fra Nørrebro Bryghus, og anledningen er selvfølgelig, at Nørrebro Bryghus til januar åbner et tapperi i Baldersbrønde (Hedehusene).

I øvrigt anbefalede Søren medlemmerne at sætte kryds i kalenderen søndag den 7. maj kl. 1300, hvor lokalafdelingen i samarbejde med Carsten har lavet en ølrejse på Roskilde fjord, hvor vi skal smage øl fra alle regionale bryggerier. Dem er der efterhånden kommet en del af, og til den tid er der formentlig endnu flere. Vi regner med en sejltur på ca. 3 timer.

For anden gang har lokalafdeling Roskilde opnået at få et direkte link på foreningens hjemmeside, denne gang til vor øljulekalender. Søren roste den lokale webredaktør for en god lokalhjemmeside.

Siden sidst er der sket det, at der har været afholdt regionsbestyrelsesmøde, og da den hidtidige regionsformand, Torsten Dam-Jensen, ikke ønskede at fortsætte, endte det med valg af ny regionsformand og –næstformand. Lokalnæstformand Joar Kanne er blevet regionschef og Christian Linde, lokalformand for Ringsted, er blevet næstformand. Søren kunne grinende herefter meddele, at hans næstformand samtidig var hans boss…

Joar fik herefter ordet for et par korte bemærkninger. Han sagde, at der er lavet en forretningsorden for regionsbestyrelsen og at denne p.t. er ude hos bestyrelsesmedlemmerne til indhentelse af kommentarer. Regionsformand og –næstformand har planer om visse fælles aktiviteter mellem lokalafdelingerne, men disse er ikke afsløret for afdelingerne endnu, så det må vente. Derimod kunne han allerede nu fortælle, at man vil forsøge at arrangere en regionsfest på Viby Kro første fredag efter at de lokale årsmøder er afholdt. Festen skal erstatte det tidligere regionale årsmøde – og menuen vil blive den gamle og særdeles populære stegt flæsk med persillesovs. Udtalelsen vakte begejstring…

Og så havde Joar en overraskelse i lokalafdelingens regi. Han kunne nemlig fortælle, at Søren er optaget på Bryggerhøjskolen, og i den anledning havde lokalafdelingens bestyrelse skillinget sammen til en lille gave: Et par La Trappe i de nye halvlisters dunke og et par af de nye glas.

Søren måtte lige korrigere, han skulle altså først på et kursus – men han fik beholde gaven. Det skal han nok klare, Søren brænder for det der!

Derefter fik Carsten Berthelsen mikrofonen og showet begyndte…

 

Bedre og sjovere end nogen sinde!

For det kan ikke kaldes andet en show, når Carsten folder sig ud. Hvis der er nogle, som ikke mødte op fordi de troede, at nu havde de hørt Carsten et par gange og at det så var det, kan bitterligt fortryde. Det var et totalt nyt foredrag, som blev holdt. Kun et par gamle episoder var medtaget, men i ny indpakning. Aldrig har Carsten været bedre eller morsommere! Der blev grinet ofte, højt og længe, og gang på gang blev showet afbrudt af spontane klapsalver.

Dette er de øl Carsten havde medbragt til smagningen.

Midtvejs i foredraget holdt Carsten en lille pause for at hvile stemmen. Pausen blev fyldt ud af Joar, som selv læste op årets julekonkurrence (Vild med dans i Valhal, den står også på hjemmesiden, se afsnit Julen). Det var en lusket konkurrence, de fleste svar fremgik af teksten, men man skulle også have lidt logisk sans og kende de gamle guder! Til gengæld var der var gode præmier til vinderne: 2 flasker af hhv. Jacobsens Golden Christmas Ale, 2 halvlitersdunke La Trappe og 2 Brøckhouse julebryg.

Efter at Carsten havde sluttet af til stående klapsalver, vendte Søren tilbage. Denne gang overrakte han Kaspar et diplom til GB for lån af lokaler. Kaspar fik selv et par flasker Jacobsens Golden Christmas Ale for hans personlige hjælp. Tak Kaspar!

Og med et ønske og god jul og godt nyt år til alle, samt velkommen i det nye år, blev lokalafdelingens sidste medlemsmøde for 2005 afsluttet. Folk blev dog og drak ud…

Jeg tilslutter mig Søren og ønsker alle medlemmer og besøgene på siden en rigtig glædelig jul og et godt nyt år!

Højt skum!

Joar

næstformand/referent/lokal webredaktør

BEMÆRK!

Fotos kan klik-forstørres!

Christian, Jim, Joar og Søren var de ivrige fotografer, mens Joar alene påtager sig ansvar for den efterfølgende til dels brutale billedbehandling (og ikke mindst -beskæring).

Der blev taget flere billeder end jeg har fået plads til på denne side. De øvrige kan ses under Gallerier.

Medlemmerne nyder showet!