Medlemsmøde 12. september på GB

Over 20 var mødt frem til den indledende spisning og de blev ikke skuffede! Ganske som forventet fik vi gourmetmad og GB’s fortræffelige Dobbeltbock dertil.

Efter at Søren havde hilst de 46 fremmødte velkommen, fik Lars Didrichsen ordet. Lars var glad for at have modtaget regionens ølpris! Derefter gik han over til at fortælle om hvordan GB var kommet i gang og GB’s koncept – mad og øl.

Efter Lars kom brygmester Michael Knoth. Han fortalte spændende og inspireret om hvordan det var at starte et nyt bryggeri, som fra starten havde store ambitioner. Vi fik bl.a. høre om hvor man fik malt, humle og gær fra – og fik en særdeles interessant oplysning om gærs ”generationer” og hvordan disse beregnes forskellige steder. Spændende!

Den sidste fra GB, som var på banen var Kaspar Poulsen, som viste rundt og fortalte. Vore medlemmer fulgte ham som en flok unger efter slikmutter… Senere stod Kaspar i baren, hvor lifligt øl til særdeles rimelige priser blev udskænket. Der var trængsel foran Kaspar i baren, lokalforeningens medlemmer har formentlig bevirket at der blev sat omsætningsrekord!

Derefter var det landsformand Klaus Seiersens tur i Den Lune Stol. Hvad der blev talt om? Her følger et referat:

Hvem er Klaus Seiersen? Vi fik bl.a. at vide, at han er fra Århus, at han er 29 og at han har en kæreste (beklager, piger). Ølinteressen skyldtes indflydelse fra venner. Han har - og på det punkt ligner han os alle – forskellige favoritøl, det kommer lidt an på anledningen, det er nemmere at sige hvilke øl, han ikke bryder sig om (sure spontangærede). Han har heller ikke noget decideret favoritværtshus. Udover at øllet er en hobby, løber Klaus meget! Både ofte og langt.

Job og forening. Hans job på Aarhus Universitet (fysiker) medfører en del rejser, i år har han f.eks. været i såvel Polen som i Korea. Men heldigvis disponerer han selv sin tid, derfor har han kunnet kombinere job og arbejde som landsformand, uden at han dog vil sætte procenter på hvor meget tid han bruger på det ene contra det andet.

Det vil nok overraske nogen, at Klaus ikke føler sig stresset over altid – døgnet rundt stort set – stå til rådighed for telefonopkald (den mand må være formidabel til at disponere og tilrettelægge sin tid). Han får ikke personligt læst alle lokalafdelingers nyhedsmails, landsbestyrelsen har fordelt visse opgaver mellem sig, men han når alligevel at skimme langt de fleste.

Ellers synes han, at han modtager få forespørgsler, hvor han synes, at problemerne burde have løst lokalt/regionalt uden indblanding fra ham selv eller bestyrelsen. At han ind i mellem er udsat for kritik, som kan opfattes som helt urimelig (fordi modparten kan se enøjet på visse ting mens Klaus og bestyrelsen må have et overblik), tager han også koldt og roligt. Kun hvis der er helt ekstremt kan han finde på at sende en mail ”med store bogstaver”.

En – synes jeg – glædelig ting er, at såvel Klaus, som bestyrelsen, påskønner det store arbejde som foreningens mange frivillige laver (tillidsfolk, festivalfrivillige og hjælpere i sekretariatet) og viser sin påskønnelse på forskellige måder! Det betyder noget, både for dem, der nyder godt af det, og ikke mindst for foreningens udvikling og sammenhold.

ØLentusiasteN. Der har været et par numre af ØLentusiasteN med politikere på forsiden, hvilket kun medførte ringe reaktioner… Klaus kikkede sigende på mig, som var en af dem, som kraftigt reagerede på forside billedet af Enhedslistens Søren Søndergaard og SF’s – fra Europaparlamentet hjemvendte - Pernille Frahm (ØLentusiasteN 23, juni 2004). Klaus synes det var et rigtigt sjovt billede, for der var et par antiroyalister, der stod og drak bryllupsøl (at det var bryllupsøl blev dog først afsløret på bladets side 8). Foreningen har godt samarbejde med politikere alle fløje, og det kan ikke afvises, at der kommer flere forsidebilleder med politikere, hvis der er en relevans til øl.

Lokalafdelingens medlemmer tilkendegav over for ØLentusiasteNs redaktør Ole Madsen (i Den Lune Stol i februar), at medlemmerne gerne så, at blader udkommer 6 gange om året, og til det kunne Klaus – til alles udelte begejstring – fortælle, at bladet fra 2006 formentligt udkommer 6 gange!

Foreningen har mange medlemmer, som primært er medlemmer pga. det fremragende medlemsblad.

Forbrugerrådet, EBCU og EU. Foreningen er med i Forbrugerrådet og det er noget, man har stor gavn af, mener Klaus. Man trækker på de ressourcer, som der er, bl.a. juridisk rådgivning. EBCU, som er den europæiske forening for ølinteresseforeninger i forskellige lande, og hvor DØE har næstformandsposten, virker ikke mindst som lobbyister i Bruxelles. Det har foreningen haft gavn af på flere områder i Danmark, bl.a. returemballage og dåser.

Udviklingen. Mht. foreningens medlemstal er det ikke så stejlt stigende, som tidligere. Det vil man gerne gøre noget ved. Derfor har foreningen bl.a. ansat Lotte Wienberg som annonce- og marketingskonsulent. Hvervekampagner må derfor forventes. Men Klaus mente ikke, at der kan være en sammenhæng mellem antallet af mikrobryggerier og foreningens medlemstal. Derimod håbede Klaus inderligt, at de mange nye mikrobryggerier (i 2005 vil der formentlig komme lige mange som i år) og importører vil medføre et betydeligt fald i ølpriserne på mikrobrygget dansk øl og på udenlandsk øl!

Bestyrelsen. Klaus er ikke stemt for at lave en arbejdsplan og lade bestyrelsen gå til valg på denne.

Ikke fordi Klaus er modstander af arbejdsplaner, men de kan også binde bestyrelsen i en urimelig grad, hvor en bestyrelse også må være parat til at tage sig af spontane problemer, der dukker op (efter efterfølgende at have set Arbejdsprogrammet for bestyrelsen 2004-2005 på side 19 i ØLentusiasteNs nummer 23 er jeg lidt overrasket over holdningen – men den er måske et resultat af de erfaringer, man har gjort på det grundlag).

Klaus sluttede af med en kedelig nyhed. Han afgår som landsformand på den kommende generalforsamling i 2006. Nu har han været aktiv som lokalformand, regionsformand og landsformand siden 1999, så nu synes han, at han har aftjent sin værnepligt. Man han gør hvad for at foreningen skal få en fuldt kvalificeret afløser! Og han er ret så positiv!

Men aftenens ubestridte clou kom bagefter! Ved hjælp af Kaspar havde vi nemlig anskaffet nogle liter med flydende kvælstof, så Klaus kunne lave sin specialitet, porter is! Det var et imponerende syn at se fysikeren lege med ingredienserne mens han hele tiden kom med sjove kommentarer til hvad der foregik. Lokalformand Søren hjalp til med at hælde det kolde stads når formanden forlangte MERE KVÆLSTOF! Det var sjovt og underholdende – og så smagte isen fremragende! Meget fortjent fik Kaspar den første portion is som tak for hjælpen.

Fynske Øldage i Odense

Snart er det tid for ølfestival igen og årets "provinsfestival" afholdes denne gang i Odense Congres Center. Det sker 28.-30. oktober 2005. I lighed med de tidligere festivaler er der også her mulighed for at tilmelde sig som festivalfrivillig, hvorved du sparer entrébilletten, samt får en polet for hver eneste time du arbejder på festivalen. Som frivillig får du adgang til festivalen i alle 3 dage, bespisning under vagten samt en festivalfrivilliggave til slut. Det er altid en både hektisk og spændende oplevelse, som man husker længe efter. Er lysten der, så kig her på www.festival.ale.dk og klik bagefter på 'Frivillige'. Vil du blot besøge festivalen som frivillig kommer du ind for 75 kr. fredag-lørdag, og søndag er prisen så lav som 40 kr. inkl. smageglas, 2 poletter og den massive festivalguide over samtlige godt 700 øl.

Tur til Husbryggeriet Jacobsen den 5. oktober

Der er stadig ledige pladsen til VIP-besøget på Jacobsen, hvor vi bl.a. skal smage på en helt ny øl og sandsynligvis også skal stå model til nogle gode overraskelser. Rolf Nielsen, manden bag Politikens bog om øl, kommer også og vil guide os gennem øllets vidunderlige verden. Prisen er rørende: 25 kr. og en togbillet til Valby Station. Vi tager toget med afgang fra Roskilde kl. 1816, og går i samlet flok til bryggeriet (for de dovne går bus linje 26 lige til døren).

Tilmeldingsfristen udløber den 28. september! Send din tilmelding med oplysning om navn og medlemsnummer på e-mail til joar.kanne(at)remove-this.ale.dk .

Ølsmagning for Kvinder i Roskilde Øls lokaler

Vi har modtaget: Hvad kan kvinder lide af øl? Det er så spørgsmålet, som vi, Pernille og Randi, var nysgerrige efter at vide lidt om.

Det hele startede en efterårs aften, et par år tilbage, til en ølsmagning, afholdt af Roskilde Øl, hvor vi mødtes, som nogle af de få kvinder, der deltog. Vi blev hurtigt enige om, at der var nogle øl, vi manglede, noget mere mørkt, og lidt sødere, og for sjov begyndte vi, at snakke om hvilke øl, vi ville have med, hvis vi skulle lave en ølsmagning. Denne snak gik vi med et stykke tid, og efter et kærligt skub fra både Ole og René (Roskilde Øl) fik vi aftalt en dato. Med god hjælp fra René, fik vi lavet en fin rækkefølge, af de øl, vi godt kan lide, og gerne ville dele med andre. Tak for hjælpen.

Det blev en god aften, og de 30 prægtige kvinder, der deltog, var med til at gøre aftenen succesfuld. Vi fik smagt meget forskelligt øl fra både ind- og udland, og ved fælles hjælp fik vi også styr på overgæret og undergæret øl.

Så fra os, til de gæve kvinder, der deltog, mange tak for en hyggelig aften.

Randi Lund og Pernille Knudsen

Kommentar: Det der med en succesfuld aften tror jeg på. Da jeg kom for at hente min kone var støjnivået som på en større lufthavn og deltagerne så glade ud. Meget glade! I løbet af kort tid vil billeder fra arrangementet blive indlagt på vor hjemmeside/Joar.

Carsten Berthelsen ølrejser på TV

Vort æresmedlem, forfatteren Carsten Berthelsen, der senest besøgte os i august, kan nu også opleves på TV. Er du den lykkelige ejer af en parabolantenne eller kabeltv og kan tune ind på kanalen DK4 kan du hver dag (tidspunktet varierer – og der er masser af genudsendelser) se ham i hans eget nye program 'Ølrejsen', der foregår til fods rundt til de mindre danske bryggerier. Jeg har set første afsnit, hvor Carsten var på Øllets dag i Valby samt på Hancock og Thisted Bryghus. Det er programmer, der fremmer den naturlige tørst!

Næste medlemsmøde er den 10. oktober på Bryggergården kl.1930.

Vi får besøg af Michael fra Øltorvet, som vil fortælle løst og fast, og der vil selvfølgelig også blive en smagning af Øltorvets mange spændende produkter. Aftenens tema vil være Pale Ale/IPA.

 

Alle billeder kan klik-forstørres

Fotograf:  Christian Rasmussen