Medlemsmøde 13. februar

34 medlemmer af begge køn havde fundet vejen til hvælvingerne under Bryggergården for at høre en veloplagt Rolf Nielsen, kendt fra Carlsberg og som forfatter af Politikens Bogen om Øl.

Som altid var der flere ansigter, som vi ikke tidligere har mødt, glædeligt – og velkommen skal I være, håber I fandt det så interessant, at I kommer igen!

Aftenens øl til at købe i baren var nogle nye belgiske, de Graal, som Roskilde Øl har hjemtaget.

Men først bød en veloplagt lokalformand Søren Grønberg de fremmødte velkommen, med en speciel tak til Rolf Nielsen, som med stor fornøjelse havde sagt ja til tilbuddet om at komme og øse af sine kundskaber på øllets omfattende område.

Søren orienterede også om aftenens smagning og mindede forsamlingen om, at man skal huske at stemme på en af de 10 finalister som Årets danske ølnyhed. Denne opfordring gentages hermed! Desværre har vi kun kunnet fremskaffe 8 af finalisterne til aftenens smagning. Der er præmie til en af deltagerne i smagningen.

Endvidere mindede Søren om turen til Bryggeriforeningen (og bryggerhøjskolen) torsdag den 16. marts. Vi møder uden for Gamle Carlsbergvej 16 allerede kl. 1700. Der er stadig ledige pladser!

Næste medlemsmøde er den 13. marts og da får vi besøg af JB Beer Import, som bl.a. – og ikke mindst – importerer øl fra Bamberg. Det er Bambergs fantastiske ølverden, vi skal have en smag af. Bamberg er jo langt mere end røgøl fra Schenkerle, faktisk regnes vel den lidt mildere røgøl fra Spezial for at være en tand bedre. Søren udleverede en brochure fra JB så interesserede kunne bestille allerede nu til levering på mødet.

Desværre arrangerer regionen ikke nogen bustur til generalforsamlingen i år. Interessen har været for lille, til at det vil kunne forsvares økonomisk.

Derefter gik ordet over til Rolf Nielsen.

 

Og han holdt – ganske som forventet – et blændende foredrag med egne tegninger, som var lavet hjemmefra. De tilstedeværende fik et glimrende indblik i hvordan ølbrygning fandt sted i tidligere tider, både på landet og ikke mindst i København. Det gyste i forsamlingen da Rolf fortalte, at man mange steder stillede åbne ølkar ud i gården for at lagres, specielt da han mindede om, at der var mange duer også den gang og at det færdiglagrede øl kunne indeholde mange spændende efterladenskaber fra bemeldt fugle, hvoraf fjer nok var det mindste problem.

 

Aftenens smagning af finalisterne

Finalisterne var højst forskellige – og modtagelsen af dem ligeså… Fra guf og ren nydelse til ret så bitre kommentarer og udtalt undren over hvordan den øl havde nået finalen. Der blev gættet på, at Stærke Preben (fra Svaneke) fik mange points fordi den kom efter Jingle Bells, som scorede de klart laveste karakterer – men det er nok ikke helt retfærdigt, for Stærke Preben har klaret sig godt i de forskellige lokalafdelingers smagninger.

Populært nok var det den lokale Herslev Stjernebryg, som fik flest points, tæt fulgt af Ølfabrikkens Porter. Det er også de to, som gennemgående har ligget i top ved lokalafdelingernes afstemninger rundt om i det ganske land. Men er de nået vidt nok ud til, at en af dem vil kunne vinde årets afstemning? Det vil vise sig!

Resultat af smagningen

I smagningen blev lokalafdelingens 9-skala brugt, hvor 5 er udgangspunktet (5 = så god, som man med rimelighed må kunne forvente, 1 = udrikkelig og 9 = Enestående, i særklasse. 3 = Dårlig).

1 Stjernebryg Herslev 246 pts. snit: 7,69
2 Porter Ølfabrikken 225 pts. snit: 7,03
3 FinAle GB 212 pts. snit: 6,53
4 Saaz Blonde Jacobsen 188 pts. snit: 5,88
4 Stærke Preben Svaneke 188 pts. snit: 5,88
6 Brown Ale Jacobsen 182 pts. snit: 5,69
7 Willemoes Jule Ale Vestfyen 179 pts. snit: 5,59
8 Jingle Bells Ørbæk 106 pts. snit: 3,31

 

Billederne kan

klik-forstørres

 

Aftenens glade vinder!