En aften med Birthe Skands!

De spændende øl, som medlemmerne kunne købe, kom fra Cuba, Sri Lanka, Mexico og Belgien (en skotsk ale fra Belgien) - de står i den rækkefølge fra venstre mod højre

Kun 26 var fremmødt til det første møde efter sommerferien. De fik en god aften!

Jim indledte mødet med at fortælle hvad bestyrelsen har besluttet at bruge gave/præmie for at være kåret til årets lokalafdeling 2005. Efter planen bliver det en bustur rundt til tre bryggerier lørdag d. 4. november. Der er plads til 50 personer og tilmeldingen er efter Først til mølle-princippet. Tilmelding til Joar på email joar.kanne(at)remove-this.ale.dk eller telefon 4619 1263. Eventuel betaling bliver højst til nogle smagsprøver undervejs.

Derefter var omtale af det lokale arrangement på Øllets dag lørdag d. 2. september, hvor vi sætter en informationsstand op på Stationspladsen fra kl.11 til 15. Føtex og Karlsen Vin udskænker øl samme sted og de tre lokale bryggerier vil holde åbent for gæster.

Så gik Jim videre med noget mere alvorligt. Lokalbestyrelsen kan godt bruge et par nye ansigter, heriblandt gerne en kvinde. Samtidig efterlyste Jim ideer til møderne fremover, disse kan mailes til Jim. En af de ting, som bestyrelsen er blevet opfordret til at gøre noget med, er at lave et foredrag om humle.

Carsten Bertelsen havde på vores ”sejltur” tilbudt at lave en ølrejse i det nordtyske. Bestyrelsen har besluttet, at det tidligst bliver til foråret. Der er tale om en weekendtur til ca. 2000 kr. Carstens oplæg vil blive mailet ud til medlemmerne. Jim hører gerne fra eventuelt interesserede.

Inden Jim gav ordet til aftenens foredragsholder, Birthe Skands, fortalte han, at til sidst i aften vil Joar gennemgå et ølmærkeskema, da det er vigtigt, at medlemmerne for vurderet de bedste lokale værtshuse, så disse ikke kommer til at mangle et ølmærke pga. manglende vurderinger.

Herefter fik Birthe Skands ordet.

Og vi fik et foredrag, som fik forsamlingen helt oppe på mærkerne fra første stund! Birthe var simpelthen blændende, hun havde hele forsamlingen i sin hule hånd! Det kunne man ikke mindst mærke på de mange spontane kommentarer og den store spørgelyst.

Birthe Skands virker hudløst ærlig når hun foredrager – og hun lægger så sandelig ikke fingrene imellem, når hun synes, at det er nødvendigt. En spade bliver kaldt en spade! – og ikke et landbrugsredskab. Hun fortalte åbent om årsagen til bruddet med Carlsberg, - men var også storsindet nok til at rose Carlsberg for, at de senere var blevet klogere. Og hun grinede af den belgiske bryggersammenslutning, som havde truet hende med retssag fordi hun havde kaldt en øl for Brüssel Wit. Ærlig talt, med de små mængder, som Bryggeriet Skands producerer, er det jo latterligt! Og det var det ikke svært at give hende ret i!

Birthe startede med at fortælle lidt om ølbrygningens kunst  - og om vigtigheden af rengøring på et bryggeri. Og sandelig om vi ikke alle lærte lidt. Bl.a. at spontangæret øl altså ikke står i måneder… Nix, inden 24 timer skal der altså en gæring i gang, ellers bliver urten sur, og derfor bliver der støvsprøjtet en væske med gærceller over de åbne kar.

Men Birthe havde også medbragt øller (se foto):

Humlefryd (tjekkisk inspireret pilsner)
Brüssel Wit (belgisk inspireret hvedeøl)
Nick´s Ale (Engelsk ale)
Elmegade IPA (efter opskrift fra Ølbaren)
New Stout (undergæret porter)
Free Beer 3.0 (open source øl)

Disse blev smagt og Birthe forklarede baggrund og hensigt med hver øl. Specielt gik Birthe op i at brygge øl, som også kan falde i kvindernes smag – det irriterer hende grænseløst, at der til frokoster sidder kvinder, som heller vil have et glas hvidvin end en øl. Der er også en årsag til, at hendes øl ikke er så stærke. De skal helst være så lette, at man godt kan nappe en mere.

Birthe Skands var et overordentligt behageligt bekendtskab, dygtig, venlig – og uhyre vidende. Mon ikke samtlige tilstedeværende ville komme igen, hvis Birthe komme igen. Hun er en af de dygtigste, vi har haft i Roskilde!

Efter forsamlingen havde givet et behørigt bifald som tak for forestillingen, overrakte Jim en gaveæske med 3 bryg, et fra hvert af de lokale bryggerier.


Så var det Joars tur til at fortælle lidt om foreningens ølmærke og hvorfor det er så vigtigt, at de gode lokale værtshuse bliver vurderede. F.eks. skønner Joar, at der er 3 værtshuse i regionen, som er gode nok til et sølvmærke, men de skal altså vurderes først. Selv havde han samme dag været på Elmer’s Pub, og han brugte skemaet fra dette besøg som eksempel. Forsamlingen fik overdraget de faktuelle oplysninger. Joar henstillede alle til at foretage vurdering af både Elmer’s Pub og Bryggergården samt eventuelle andre lokale værtshuse, som medlemmerne skønner er gode nok til et mærke. Til dette brug blev udleveret 2 stk. vurderingsskemaer til samtlige tilstedeværende.


Joar
Lokal webredaktør

Alle billeder på siden - bortset fra det til venstre, som er taget af Jim Nielsen - er taget af Christian Rasmussen, som i øvrigt ses på billedet til venstre. Billederne kan klik-forstørres!

Humle og forskellige malttyper fik vi også smagt
De af Birthe medbragte øl
Jim overrækker Birthe Skands en lille gave som tak for den store indsats