Medlemsmøde 9. januar

Hele 51 personer havde fundet vejen til Bryggergårdens hvælvinger for at høre og opleve Anders Kissemeyer fra Nørrebro Bryghus. De fik en fantastisk aften!

Traditionen tro bød Søren velkommen med nogle minutters forsinkelse – der måtte hentes ekstra stole til de mange fremmødte.

I sin velkomsttale redegjorde Søren for hvad der var sket siden sidst og mindede alle om at gå ind og stemme på Årets Ølnyhed. I år er der hele 223 kandidater til den attraktive titel! Et stort flertal af disse kommer ikke uden for det lokalområde, hvor de er brygget, og der er næppe nogen, som har smagt mere end en brøkdel af alle kandidaterne. De 10, der får flest stemmer, skal vi smage på medlemsmødet i februar.

En stor nyhed: Lokalafdeling Roskilde skal besøge Bryggeriforeningen – som den første lokalafdeling! Det bliver en gang i februar, formentlig 7., 8. eller 9. Direktør Hald har nemlig annonceret, at han også gerne vil være til stede, så der skal lige findes en plads i kalenderen. Vi kan højst være 30 personer, så det gælder om at melde sig til tidligt (udvælgelsen sker efter først til mølle-princippet). Du kan tilmelde dig her: joar.kanne(at)remove-this.ale.dk.

Ølrejsen på Roskilde fjord finder sted den 7. maj, som tidligere meddelt. De sidste ting er på plads. Vi vil forsøge at skaffe øl fra regionens mikrobryggerier, der bliver også grill og noget mad, som kan købes. Vi kan oplyse, at Carsten Berthelsen glæder sig til turen… Skriftlig indbydelse sendes medlemmerne i løbet af januar.

Næste medlemsmøde er den 13. februar og den dag får vi besøg af Rolf Nielsen, som de af medlemmerne, som var med på Jacobsen i november, vil kunne huske. Rolf Nielsen har i mange år været ansat hos Carlsberg (bl.a. været chef for Carlsberg Museum) og har også skrevet Politikens Bog om Øl. Det den mand ikke ved om øl…!!! Vi ville gerne have Rolf til at stå for en smagning, men det går ikke denne gang, hvor vi skal smage de 10 kandidater til titlen Årets Ølnyhed.

Lokalafdelingens hjemmeside er nu fuldt opdateret mht. referater fra tidligere medlemsmøder. De er der – i det omfang der er lavet referat - alle sammen siden det første møde den 15. januar 2002.

Så fik Joar ordet…

 

Først blev der trukket lod blandt deltagerne i den lille konkurrence om hvad den gennemsnitlige alkoholprocent blandt øllerne på hjemmesidens julekalender. Det rigtige svar (kun en decimal blev godkendt, jf. øllerne på hjemmesiden også var anført med max. en decimal) var 8,6%. Den glade vinder (se foto) blev Niels Nørbygaard.

Lokalafdelingen er blevet spurgt om vi kan hjælpe til i forbindelse med en ølsmagning i Ejby (mellem Roskilde og Holbæk) sidst i januar, dvs. stå for udskænkningen og fortælle lidt om øllerne. Datoen er ikke fastsat endnu, men interesserede kan henvende sig til Joar på email adressen joar.kanne(at)remove-this.ale.dk.

Stjernebutikkerne i Roskilde har også planer om diverse arrangementer i uge 6 og har spurgt os, om vi kan være behjælpelige med en ølsmagning. Også til dette arrangement bad Joar interesserede hjælpere om at henvende sig til ham (stadig på joar.kanne(at)remove-this.ale.dk).

Der er generalforsamling i Odense Congress Center (ikke Dalum!) den 11. marts. Er der interesse blandt medlemmerne i Roskilde for at der bliver arrangeret en bustur til generalforsamlingen? - Regionens øvrige lokalafdelinger vil blive stillet samme spørgsmål. Pris formentlig et sted mellem 200 og 250 kr. Blandt de tilstedeværende var der ingen interesse for en bustur i år, kun Søren (og Joar) var interesserede. Derfor: Hvis der er andre, som ikke var til stede på medlemsmødet, som er interesserede i at deltage i generalforsamlingen, bedes dette meldes til Joar inden udgangen af januar!

Så en opfordring til alle medlemmer i lokalafdelingen: Som medlemmerne ved, forsøger lokalbestyrelsen efter bedste evne at lave så gode og varierede medlemsaftener, som vi bare kan. Men!! Vi er så involveret i at gøre hvad vi tror er bedst, at der er risiko for at vi ikke har tjek på, om I mener det samme, som os!

Derfor: Hvis I mener, at vi skal geare lidt ned og bare lave nogle hyggemøder uden foredrag og smagninger, så sig til!!

Eller: Hvis I har idéer, som I mener kan være af interesse for alle, så sig også til!

Vi – lokalbestyrelsen – er til for jer, ikke omvendt!

Så var det omsider tid til at overgive ordet til Anders Kissmeyer!

 

Jeg vil ikke komme med et grundigt referat af hvad Anders fortalte, for Anders kommer givetvis også til at besøge andre lokalafdelinger, men der er dog et par ting, jeg vil nævne.

Som alle ved er Anders uddannet i København og har arbejdet for Carlsberg. Han har rejst meget, bl.a. Belgien, Tjekket, Tyskland m.fl., men det der har givet ham mest inspiration, var USA! Under en ferierejse på vestkysten i 1988 fandt han et utal af nye spændende amerikanske øl. Den udvikling, som vi nu ser i Danmark, var da i fuld gang der over. Amerikanere havde været i Europa (og andre steder) og smagt anderledes øl. Og det måtte man da prøve at lave selv. Mere eller mindre. For hvordan mon det ville smage hvis man brugte andre humlesorter mv.? Amerikanerne har ingen hæmninger, de kopier og eksperimenterer! Nogle af de øl Anders smagte, var måske lidt for specielle, men generelt gav det idéer og inspiration.

Anders udviklede en lommefilosofi: Tradition kan begrænse udvikling.

Nørrebro Bryghus projektet blev startet i 2000 – og roste Carlsberg, som bevidst med Semper Ardens projektet havde satset på at få øllet tilbage på middagsbordet, og som hentede ind kendte og dygtige kokke i den anledning. Det gav inspiration til Anders eget bryghus/restaurant koncept. Det skulle nemlig ikke være en bierstube eller en irsk pub, for det fandtes i forvejen, men noget nyt og tidløst, noget helt anderledes. Og øl er altså knaldhamrende moderne og smart! Det skulle også bringe det traditionelle op på et moderne niveau! Det mener han i øvrigt selv er årsagen til Nørrebro Bryghus’ succes! Der skal også være et anderledes og bredt sortiment! I starten havde han også andres øl på fadølshanerne, men det har han ikke plads til mere. De mellem 8 og 12 forskellige bryg på fadølshanerne i dag, er alle hans egne.

Det sker, at folk kommer til restauranten for at få en bestemt øl, og så er den ikke på kortet på det tidspunkt. Det accepterer folk! I begyndelsen var man bange for at skulle smide for meget øl ud, men Anders koketterede med, at man på Nørrebro Bryghus ikke kender sin øls holdbarhed – for det har ikke været nødvendigt at smide noget øl ud endnu…!

Inde i Ryesgade (Nørrebro Bryghus) kan man brygge 10 hl – og gære 20 hl - ad gangen. Men man kan ikke lave det på flasker der inde, og det er årsagen til at man laver flaskeproduktionen i Hedehusene. Der vil man i øvrigt kunne brygge dobbelt så mange øl, som i Ryesgade. Og om nødvendigt vil kapaciteten kunne femdobles! Hedehusene er et produktionsbryggeri, mens Nørrebro Bryghus er stedet vil man leger/eksperimenterer – og det sted, som man viser frem.

Så kom Anders ind på priser, og det gav anledning til en del spørgsmål fra tilhørerne…

For pris og kvalitet vil ligge i det høje leje, men så får folk også deres forventninger opfyldt! Flaskestørrelsen bliver på 0,6 liter, det er egne flasker påført bryghusets blomsterlogo, det koster så lidt ekstra at få lavet egne flasker, at prisen pr. flaske bliver minimal.

 

Efter det vellykkede foredrag af Anders Kissmeyer fik han fuldt fortjent en lille gave fra lokalforeningen, den nye Baily Wine fra GourmetBryggeriet samt tilhørende glas.

Efter at have hørt Anders var folk ikke specielt interesserede i at gå hjem. De havde tydeligvis noget at tale sammen om. Det blev sent inden lyset blev slukket i krypten, og da havde et stort antal af medlemmerne fundet plads oven på.

Øllerne vi smagte

Undervejs i Anders Kissmeyers meget spændende og inspirerende foredrag – bortset fra spørgsmålene var der en spændt og forventningsfuld tavshed under hele seancen – fik vi også anledning til at smage de fremragende øl, som Anders havde medbragt fra Nørrebro Bryghus.

Den første var en mørk lager (New York Lager) på 5,2%, som kunne minde lidt om en Brooklyn lager, men ikke så bitter og humlet (Garrett Oliver har også været en inspirerende gæstebrygger på Nørrebro Bryghus). Den dominerende humle er en nordamerikansk caskadehumle, som også er tilsat under lagringen. Det er en kraftig og fyldig øl.

Den anden øl var en Schwarzbier (Graupner Schwarz) på 4,9%. Det er en mørk undergæret lager, som er glimrende til mad. Og så er den – inspireret efter et besøg i Bamberg – tilsat 5-10% røgmalt. Den smager absolut ikke røget, men giver helt klart denne Schwarzbier karakter (hvad jeg personligt synes, at Schwarzbier generelt mangler).

Den tredje øl var den meget kendte Ravnsborg Rød (5,5%), en overgæret øl brygget på Amarillohumle. Det er en variant af den britiske Amber eller Red Ale. Den udgave vi smagte var lidt mere humlet end normalt. Den kommer på flaske og da vil den være pasteuriseret.

Den fjerde øl var belgisk inspireret ingen tvivl om det, og Christian Erichsen (lokalformand fra Hillerød, som også havde fundet vejen til Roskilde) ramte plet da han spurgte om det var Sct. Hans Dubbel (8%). Det var det. Den har en markant krydret duft, den er fyldig og smagen let syrlig og alligevel sødmefuld. Øllen er lagret i 4-5 uger og er ufiltreret (med levende gær). Den vil også komme på flaske, og gæren vil ikke blive fjernet.

Der blev spurgt om hvad øllen var opkaldt efter. Det viste sig at Sct. Hans Torv i København…

Fotos kan klik-forstørres