Medlemsmøde med Mikkeller

Mødet startede vanen tro med at formanden bød velkommen til de 35 fremmødte, hvorefter han sagde tak til vejrguderne for det gode vejr, hvilket gjorde at vi kunne sidde i gården hos "Bjergtrolden".
Nyt fra foreningen, "øllets dag" som er foreningens fødselsdag, er som bekendt første lørdag i september - i år altså d. 1. September. Lokalafdelingen i Slagelse kan godt bruge hjælpere til deres ølfest som holdes i samarbejde med "Upper Hill" (kontakt findes på lokalafdeling Slagelses hjemmeside). I Roskilde er der p.t. Ikke planlagt noget, men hvis vi finder på noget, kommer der et nyhedsbrev ud!.
Det er jo meget oppe i tiden med øl og mad, der er i området flere arrangementer, Bjergtrolden holder et øl og mad arrangement 6. September, Roskilde øl holder en aften med øl, mad og musik i Dåstrup forsamlingshus 22. September, DaCapo står for en aften med øl, mad og musik i Ramsømagle forsamlingshus 2. November, her vil Carsten Berthelsen fortælle om øllet og folkene bag musikbryggeriet spille (horn)musik.
FOF øl brygger kursus er desværre aflyst, det havde ellers været spændende at se hvad Jens Ørskov kunne finde på - han er jo tidligere brygger hos Rørvig bryghus og nu husbrygger hos Bjergtrolden, hvor han bl.a. har stået for ølglögg.
Formanden havde også et par udprint med tilbud på ølrejser til Belgien og Tyskland (fra Bajstrup rejser) med, da der tidligere har været ydret ønske om sådanne tilbud.

Nå men til aftnens højde punkt, Mikkel, fra årets bryggeri 2006, "Mikkeller" var kommet for at fortælle om deres øl, historie og fremtidsplaner.
Han startede med at fortælle lidt om deres "køkken bryggeri", og hvad der egentligt gav dem start sparket, nemlig "Brøckhouse IPA", så den skulle vi starte med at smage. Den havde inspireret til deres "Green Gold" som vi derefter smagte. Her fortalte Mikkel om de forskellige bryggerier hvor de har kontrakt brygget deres øl. Iblandet lidt om proceduren på kontrakt bryg gik vi videre til "Jackie Brown", hvor vi også fik en historie om navngivningen af deres brown ale. Så syntes han det var på tide vi fik lov til at smage deres bud på en pilsner nemlig "Draft Bear" som jo oversat betyder fadbamse, hvilket bragte smilet frem ved flere borde.
Nu kan med Mikkeller jo ikke sige at vi var nået til de stærke øl, for de brygger jo ikke "let øl", men der kom "Monk´s elixir" i glassene, den holder 10% og er en mørk belgisk ale. Her blev fortalt lidt om etiketterne, hvor netop denne har "Mikkeller" munke på.
Så var det tid til lidt morgenmad "Beer Geek breakfast", som Mikkel fortalte indeholdte alt hvad et morgen måltid bør bestå af, både kaffe og havre. Den til satte kaffe var for øvrigt rigtig stempel kaffe. Der kom også en lille historie om hvorfor de ikke lavede hvidtøl, for den ville nok blive på mindst 10%.
Den sidste øl vi skulle smage på var næsten en verdens nyhed, kun smagt i Haderslev lørdagen før. Deres "sommer test B 2007" på 5%, den var med vilje gemt til sidst, for hvis vi syntes den smagte godt efter alt det kraftige øl måtte de jo have gjort noget rigtigt. Øllen måtte ikke rates på "ratebeer" da den ikke var i produktion endnu.
Iblandet alt dette var også noget om eksport til bl.a. USA, og om kontrakt brygning i Belgien.

Alt i alt en rigtig god aften med godt øl. Der var flere der var henne og række tomlen op til formanden da de skulle hjemad, med det øl de havde købt med 10% møde rabat i butikken.