DØE Roskilde medlemsmøde 12/1-09

Dagmarbryggeriet, Ringsted

Formanden startede med at byde velkommen og give et par praktiske oplysninger:
1. Husk at få stemt til Årets Ølnyhed, der skal ikke så mange stemmer til for at vi får nogle af ”vores” med i finalen. Og Årets Bryggeri afgøres i første runde. Anden runde kommer vi tilbage til på næste medlemsmøde, hvor vi vil forsøge at få fat i så mange af de 10 kandidater som muligt, så alle har en chance for at smage, før de afgiver den endelige stemme.
2. Der er møde i Roskilde Bryglaug d. 21/1-09 på Bjergtrolden. Interesserede bedes henvende sig til Henning Hansen.
3. Der afholdes vanen tro mini-øl-festival i Frederikssund d. 31/1. Det koster 20,- for medlemmer af DØE at komme ind og 5,- pr. smagsprøve, så huske femmere! Vi følges derop: Afgang fra Roskilde Station kl. 10.02 med bus 600S
4. Der er generalforsamling i DØE d. 28. marts i Odense, vi kender endnu ikke helt betingelserne for transport m.v. men det ved vi mere om efter formanden og næstformanden har deltaget i stormøde i Horsens d. 24/1.

Derefter bød formanden Jens og Søren fra Dagmarbryggeriet i Ringsted velkommen.

De var kloge nok til at se at få skænket noget i glassene. Vi startede med Byens Øl. Et ale alternativ til en pilsner. Oprindelig blev den kun solgt på fad og startede med navnet ”Fadbamse”, senere hed den ”Ringsted Øl”, men da også andre byer gerne ville have den som deres øl, blev det til ”Byens Øl”, så kan man selv bestemme hvilken by det handler om. Det er en Green Ale med lidt hvede malt i på 4,2 %.

Så blev det tid til lidt historie om Dagmarbryggeriet: Det startede med 2 entusiaster der i november 2005 hentede noget brygudstyr i Oxford i England og fik bygget bryggeriet op i den gamle købmandsgård i Nørregade 20, Ringsted, hvor det stod klar i sommeren 2006. Imidlertid sprang den ene fra efter et års tid og i efteråret 2007, blev ejerkredsen udvidet, så det i dag er 5 familier der ejer det og driver det som bibeskæftigelse.

Missionen er at brygge ”Øl med historie”, hvilket afspejler sig både i navnet som er hentet fra Dronning Dagmar, der er begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Langt de fleste øl har et navn med en lokalhistorisk person, F.eks. deres første øl fra sommeren 2006, ”Broder Gregers IPA”.

Dagmarbryggeriet brygger ca. 800 l ad gangen, hvilket bliver til 30-35.000 l om året, da det jo er et fritidsbryggeri, så der brygges mest i weekenderen. At starte et bryggeri er en stor investering og kræver meget arbejde, men man førsøger at have 5-6 faste øl på programmet, plus nogle sæsonøl og lidt specielt nu og da. Familierne sørger selv for alt arbejdet, man har haft en sælger ansat, men det regnestykke gik ikke op, så nu står man selv for alt. Det betyder også at det kun sælges i lokalområdet omkring Ringsted, for de kører selv ud med det, og helst når de alligevel skal den vej forbi, men både private og forretninger er velkomne til selv at komme forbi og hente.

Næste øl var ”Diana Jagt Ale”, en fyldig, ravfarvet ale på kun 4,5 %, en forholdsvis humlet øl, hvor der er brugt de engelske humler Golding og Fuggles samt Maris Otter Pale Ale som basismalt. En dejlig drikke øl, som navnemæssigt falder lidt uden for de øvrige øl.

Der er en del tysk Reinheitsgebot i deres brygfilosofi. I stedet for at bruge en masse krydderier i øllet, er det sjovere at bruge malt, humle og gær til at få de smagsindtryk man gerne vil have og de fleste smage kan frembringes derved.

Bill Brown Ale blev oprindelig brygget til Ringsted Sommerspil, da de i 2007 opførte Skatteøen. Men den blev så godt modtaget, at man har valgt at lægge den ind i det faste sortiment. Det er en lidt atypisk Brown Ale, ikke så sød og som mange af Dagmarbryggeriets øl er der ikke sparet på humlen. Den er på 5,2 % og sælges også på fad.

Så var turen kommet til Skt. Bendt Porter, en let porter på 5,9 % med lidt smag af rugbrød, brygget på palebyg-, chokolade- og rugmalt.

Da man i 2006 startede bryggeriet begik man en fejl som man stadig slås lidt med. Man tænkte vi skal brygge noget øl til entusiasterne, så man startede med en IPA, ”Broder Gregers IPA”. Det viste sig, hvilket jo er noget uforståeligt for os andre humlomaner, at en stor del af Ringsteds indbyggere syntes, det var noget bittert stads. Det rygte slås man stadig lidt med. Broder Gregers IPA er en godt humlet IPA på 5,8 %. Den vi fik var en bonusøl, der egentlig var udløbet for et lille år siden. Det blev den jo absolut ikke ringere af.

Til sidst blev vi præsenteret for Dagmarbryggeriet Juleøl. I forhold til mange af de andre julebryg vi i disse år får fra mikrobryggerierne, var heller ikke denne en brygmesters drømme om at brygge den stærkeste, sødeste og mest krydrede juleøl. Filosofien bag den er at den skal rense smagsløgene for den fede danske julemad, hvilket den var ganske velegnet til med sin afbalancerede sødme og bitterhed og en alkoholstyrke på 5,8 %.

Som det fremgår har alle Dagmarbryggeriets øl en styrke på ca. 5-6 %, hvilket gør dem velegnede, som drikkeøl. En behagelig styrke, godt vi ikke har så langt til Ringsted, at det er umuligt at få fat i dem.

Som sagt er Dagmarbryggeriets slogan ”Øl med historie” og aftenen sluttede da også med at formanden takkede Jens og Søren for smagning med et par amerikanske øl med historie.

William

Et par billeder mere fra mødet