DØE Roskilde medlemsmøde 8/6-09

Aftenens smagning var med Jan Filipe fra Barley wine i København.
Vi havde trods, eller måske netop fordi, det var Engelske ales trukket 37 personer til huset.
Prisen for aftenens smagning var lidt højere end normalt, men 10 gode smagsprøver og masser
af fortællinger og viden kompenserede.

Aftenens første smagsprøve var: Fullers London porter på 5,2 %

Jan indledte med at fortælle at rent ølrevolutionsmæssigt så startede danskerne med at købe masser af
engelske ales i tiden efter at ølentusiasterne startede op, omkring 2004-2005 krydsede salget af
engelske og amerikansk øltyper hinanden og amerikanske øl har mere eller mindre siddet på salget
siden.
Men London porter var og er stadigvæk en af de populære engelske øl.
Dette var en af de første industrielle øltyper der blev produceret og var oprindeligt benævnt "entire"
eller altomfattende. Som de fleste så ved fik den navnet efter Londons portere som krævede dette
nærende fluidum på grund af deres hårde arbejde.
En stor fordel ved porteren var dens mørke farve, da man ikke i de tider formåede at fremstille
vore tiders rene og ensartede produkt. Datidens øl indeholdt bla tit masser af gær- og maltrester
så farven skjulte simpelthen "grimheder".

Anden øl var Samuel Smith's Old brewery pale ale på 5 %

Se, det mørke øl var praktisk fordi det skjulte ting og sagen, men det som alle ville have og
virkeligt eftertragtede var det lyse øl.
En afgørende grund til at lyst (i farven) øl ikke bare var noget man lavede var at man ikke
kunne kontrollere temperaturen godt nok når man tørrede malten og da farven langt
hen af vejen afgøres af hvor meget man rister malten så var en pæn lys farve svær at opnå.

Med indførelsen af bedre teknologi til ristningen fik man meget bedre styr over processen
og dermed farve.
Samuel Smith's er en af de ældste bryggerier i England der stadigvæk er kørende.
Ligeledes en populær øl hos de fremmødte.

Dernæst kom Bombardier, premium bitter på 5,8 % fra Wells.

Lavet på Fuggles humle og crystal malt.
Denne øl var af typen bitter. En type som flittigt drikkes på de engelske pubber og det er at sige
en hel del.
En lidt blidere bitter end de bitters der findes på det danske marked, men bitterheden viste sig bedre
i den sene eftersmag, som så meget engelsk øl, netop en meget drikkelig øl og en af de øl man i de
tidelige danske ølentusiast år tit så i pubber og lign. men nu stort set er forsvundet.

Så tog vi et tidsmæssigt spring, for næste øl var rent faktisk en juleøl.
Hook Norton's 12 days på 5,5 % en strong dark brown ale.

Hvor Jan jo så rigtigt nok kunne påpege at der er en vis forskel på hvordan englændere og danskere
definere hvornår en øl kan betegnes som strong.
Jan kunne så underholde os med sin erfaring med vores sære forhold til juleøl.
Bryggerierne begynder at brygge på deres juleøl i sensommeren og i September og Oktober måned
begynder de første forspørgsler på juleøl. I November er det helt galt og den 27 December kollapser
salget totalt og der sælges stort set 0 flasker juleøl efter den dato.

Dette fra et folk som nærmest går på gaden med høtyve og fakler hvis der er nisser og juleting i
tilbudsavis fra brugsen i starten af November måned.

Men om øllet var det titlen som Jan forklarede lidt om. De 12 dage er nemlig fra første juledag til
hellig trekonger.
Men også en øl som publikum gav tommelfingeren op.


Femte øl var Strong suffork vintage ale på 6% fra Greene King.

Dette var en blandet øltype, hvor den ene del var egetræslagret i 2 år og simpelthen modnet på
store kar for at sidenhen blive blandet med friskt øl af samme type.

Igen en ting opfundet tilbage i tiden hvor man ikke kunne være sikker på at øllet som pubejeren
fik svarede bare nogenlunde til beskrivelsen. Derfor blandede bartenderen øl fra de forskellige haner
så kunden fik noget der i det mindste lignede det han havde bestilt.
Igen en øl man godt kunne tage en pint eller to af.
Jan kunne iøvrigt fortælle os at forfatteren Graham Greene er i familie med Greene King bryggeriet
og skulle angiveligt have bryggererfaring.

Så skulle vi til at hive champagnepropperne op på:  Meantime IPA på 7,5 %

Dette var så naturligt nok en engelsk IPA, hvilket betyder mindre humle i øllet. Meantime er, kunne
Jan fortælle, et bryggeri der har sat sig for at genskabe de klasiske engelske øltyper, denne opstået
omkring 1820-1830 og Jan ledte os igennem den klassiske IPA historie, bla at tørhumlingen skete
undervejs på rejsen til Indien for at sikre kvaliteten. Dette affødte en del interesserede forspørgsler
i forsamlingen om man dog ikke kunne få sådan en stilling hvor man jævnligt skulle smage på de
forskellige tønder for at sikre kvaliteten.

Så forskellen mellem pale ale og india pale ale er tørhumlingen.


Næste øl var en lækkerbisken:  Fullers brewers reserve, limited no.1 edition oak age cask.
Som var lagret i 500 dage på 30 år gamle single malt casks.  Holder 7,7 %

Nu kom vi så over i de små portioner og herefter var vi på 5 cl og nogle gang lidt mindre resten
af aftenen.

En WOW oplevelse for mange, for nu at låne et udtryk som Eddie fra Midtfyns brugte et par
gange den gang han var på besøg.
en øl med masser af krop og smag. Samt med et navn som er ganske beskrivende. Ikke så
ekstrem i whiskey og cask smag som for eksempel Paradox serien er, men igen en ting
man gerne drikker en anden gang igen.

Næstsidste øl var George Gale's Trafalgar 200 på 10 %

Her måtte vi hive proptrækkeren frem for at åbne. Dette var som type en old ale, og Trafalgar 200
er egentlig et overgangsprodukt imellem old ale og barley wine.
Denne øl havde en portvinsagtig aroma og smag. Desværre var der stor forskel på flaskerne
rundt på bordene, så der var stor forskel på smagen. Og yderligere ville de flasker som Jan
havde med have haft godt af en par år mere på hylden, de var lidt for unge modningsmæssigt
efter min smag.
Men lidt et kenderprodukt under alle omstændigheder og ikke noget som alle kommer til at kunne
nyde.

Aftenens rosin i pølseenden var en kendt, og for mange elsket raritet.

Thomas Hardy ale fra O'Hanlon på 11 % , en ægte barley wine.

Da de dyrbare dråber med rystende hånd var delt ud, kunne Jan fortælle os at dette var en øl der er
på vej ud af markedet simpelthen af økonomiske årsager.
En af årsagerne var den guldmedalje der sidder på hver flaske, hver af disse sættes på med håndkraft.
Men en herlig nektar at drikke.

Oprindelsen af barley wine var nok engang Napoleon, som godt nok ikke denne gang lukkede ølbryggende
klostre, nææh denne gang blokerede han for vinen til England.
Resultatet var at man lavede denne vin erstatning, barley wine (byg vin) til at læske ganerne med.

Dette var en udpræget night cap øl kunne Jan fortælle os, en som manden kan købe med hjem fra pubben
og tage med hjem til lillemor... når spadserturen varede nogle timer for meget og man lugtede af øl.
Så bliver hun straks formildet.

Iøvrigt kunne Jan jo så også fortælle at netop i de gamle dage hvor man drak 8-10 liter af øl
(godt nok meget alkoholsvagt), og det gjorde man jo simpelthen fordi alt mad var konserveret ved
at ligge det i saltlage og alt det salt skulle skylles ud igen.
Ja der var det sådan at når man krøb til køjs så var det sådan at man havde 2 potter med, og den
ene, ja den var fyldt med øl !

Et par billeder mere fra mødet