Lokalt Årsmøde 2006

Referat fra Dansk Ølentusiasters Lokalafdeling i Sønderborgs årsmøde.

Den 14 september 2006 på Penny Lane.

Inden mødet startede omdeltes der ølbrikker og smagsglas. Smagsglasene havde afdelingen fået til ejendom af regionalafdeling, så nu kan vi smage øllet i ens glas hver gang.

Før selve årsmødet var der spisning: Omelet med rugbrød og hakket rødbeder.

Da selve årsmødet skulle starte blev der klaget over manglende indkaldelser, så mail-systemet skal tjekkes.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning om lokalafdelingen.
  3. Valg af Lokalformand. Hans Peter Jepsen genopstiller.
  4. Valg af Lokalnæstformand. Lars Jensen genopstiller.
  5. Valg af Lokaludvalgsmedlemmer. Kjeld Mathiesen og Esben Bech genopstiller. Johnny Wahl genopstiller ikke, hvilket skyldes flytning fra lokalafdelingens område.
  6. Eventuelt.

Ad. 1. Ulf Roed blev foreslået og valgt.

Som referent meldte Lars Chr. Olesen sig.

Ad. 2. I vanlig stil gennemgik Hans Peter årets gang i Lokalafdelingen. Se i øvrigt den skriftlige beretning.

Af 11 arrangementer med tilmelding måtte kun et aflyses, og det på grund af manglende tilmeldinger. Hvilket muligvis skyldtes ændringen af indholdet i sidste øjeblik.

Ølsmagningen for kvinder gav mange nye medlemmer.

At så mange arrangementer kunne gennemføres med et gennemsnitlig deltagerantal på 37 skyldes ifølge Hans Peter princippet om at der altid skal være et tema for hvert møde.

Hans Peter og Esben havde deltaget i landsmødet i Odense og der forelagt de 2 indlæg lokalafdelingen havde til hvad Danske Ølentusiaster skulle arbejde for:

  1. At der skulle være pant på tyske øldåser.
  2. At der skulle være en præcis fortegnelse over øllets ingredienser. (Ud med betegnelsen Råfrugt og ind med rørsukker, majs, ris, kartofler eller hvad man nu brygger øllet på).

Begge indlæg blev vedtaget.

Hans Peter mindede om at spisningen inden selve ølsmagningen "betalte" huslejen, så hvis der kom flere til spisningen ville det dels blive endnu mere hyggeligt, dels vil det være lettere at beholde vores udmærket mødested.

Om vores mødested skal flyttes til Kaffariet når det er blevet udvidet med deres bryggeri, vil man tage op i lokaludvalget til den tid.

Om planlagte arrangementer (se listen), kunne Esben meddele at der på arrangementet den 12. oktober (Belgisk øl og kultur), ville kunne købes billetter til busturen til Ølfestivalen i Horsens. Både til bussen og til entreen med videre.

Hans Peter bad til sidst om forslag til temaer til kommende møder: Der blev foreslået: Tyske øl, Fejlbryg og Danske mikrobryggerier.

Ad. 3. Hans Peter blev genvalgt uden modkandidater.

Ad. 4. Lars Jensen blev genvalgt uden modkandidater.

Ad. 5. Rie Clausen, Kristian Johannsen, Kjeld Mathiesen og Esben Bech stillede op til de 3 pladser.

Der var 24 stemmeberettigede. Valgt blev (med antal stemmer i parentes): Esben (24), Rie (21) og Kjeld (18).

Kristian modtog 5 stemmer.

Efter valget meddelte Esben, at der åbenbart skulle have været et glas fadøl med til spisningen, så der blev efterfølgende serveret et glas Carlsberg fadøl til hver. Esben selv mente at det kunne blive opfattet som bestikkelse hvis vi havde fået den før afstemningen. Andre derimod mente at det sikkert havde kostet stemmer at give en runde Carlsberg. Hvem ved?

Ad. 6. Intet under eventuelt.

Efter årsmødet underholdt Lars Nielsen fra All-drinks om nogle af de besværligheder man må gennemgå som øl-importør, som bl.a. indebærer indtagelse af traditionel (tung) tjekkisk mad efter en glad aften i byen, opkastning på engelsk undergrundstog, et nyt begreb "If you want to drink with the big dogs, don´t piss with the puppies", og hvordan man skal takle at ens største leverandør lukker. Kort sagt meget underholdende, Desuden havde Lars godt og spændende øl med.

Højt skum.

Referent.

Lars Chr. Olesen.