Julearrangement med Allan Mylius Thomsen

Den 5/12-08 skulle vi i Sønderborg holde julearrangement Allan Mylius Thomsen på Penny Lane med start kl. 19 for Allan´s foredrag. Det var i hvert fald planen.

Men så sker katastrofen. På grund af en misforståelse har Penny Lane udlejet lokalet til anden siden, og vi står uden lokale og mad. En følelse af panik melder sig langsomt, for hvor får man fat på et lokale hvor vi samtidig kan får noget at spise og som vil tillade at vi selv har øl med i, oven i købet i julefrokosternes højtid?

Så er det at Hans Peter viser de evner der gør ham til så god en formand. Han får kontakt med Bent, bestyreren af Kvickly, som gør at vi må bruge Kvickly´s personalekantine. Sådan! Sted og mad på plads. En hurtig mail til medlemmerne og tilmeldingerne strømmer ind.

Nyt problem. Allan skal med det sidste tog hjem, så hvis vi skal kunne nyde Allan i fuld udstrækning, må vi rykke arrangementet en time frem. Kan vi det? Hvad vil deltagerne sige? Efter en kort rådslagning per e-mail beslutter lokaludvalget at rykke arrangementet frem samt at maile til alle. Heldigvis er der ingen der melder afbud.

Aftenen oprandt. Deltagerne kunne finde kantinen. Allan var i topform trods et mindre halsonde. Bov Bryggeri havde skænket både deres JuleBock, deres Jule-Ale og et par flaske Bierbrandt til aftenen. Nu var der da ikke noget der kunne gå galt mere?

Det var der ..... heller ikke.

For at nå det hele, smagte vi på øllet og spiste samtidige med at Allan fortalte.

Allan kunne fortælle at nutidens julefrokost har rod tilbage til Bondestenalderen hvor man fejrede Juleblot ved vintersolhverv. De kristne henlagde så Kristus´s fødsel til den 24. december for at lette overgangen til Kristendomen.

Juleblotten var en hyldest til kvinden, som var den der bryggede det gode øl. Man spiste godt med sulemad. Tørret kød, røget kød, kraftigt krydret kød og frisklavet blodpølse. Ikke kun maden var krydret, også øllet og vinen. Det var nødvendigt for at skjule smagen af råd. Dengang havde man ingen fryser som bekendt. Faktisk er Gløggen den sidst rest af det at krydre sin vin.

Samtidig med at man spiste og drak kraftigt, legede man også en del seksuelt betonede lege, deraf følgende nutidens ”julelege”.

Tyskerne nævntes som et stor kulturfolk. Blandt andet har de følgende udsagn om øl: Lyse øl til lyse dage og mørke øl til mørke dage. Og så serveres der godt fadøl i ølglas om bord på deres intercity tog.

Napoleon blev så nævnt som årsag til, at der er så mange fremragende belgiske øl. Og hvorfor det?

Jo den lille mand som havde en trang til at holde sig på maven, forbød Belgierne at dyrke vin af hensyn til de franske vinbønder. Også dengang fandtes protektionisme.

Allan kunne så forklare lidt om hvorfor der er forvirring om hvorvidt en øl er en stout eller en porter. I England er porteren den svageste og stouten den stærkeste i alkohol. I Irland er det lige omvendt.

Og i Danmark roder vi bare rundt.

Nu var der så tid til en forklaring på hvorfor de andre land ikke kan finde ud af at kalde deres øl øl ligesom vi gør. Øl og Ale stammer begge fra det oldgermanske Alut, som betød bitter. Beer, Bier, Biëre og Birra stammer alle fra Biörr som kan oversættes til byg.

At vi har begrebet Guldøl i Danmark skyldes ifølge Allan den Gyldne Dame fra Tuborg, og så fortalte han at den normale danske pilsner reelt er en såkaldt guldøl som man nedbrygger ved at hælde vand i.

Nu var der så tid til silden, hvortil vi så fik Juleren fra Thisted Bryghus og Bierbrandt fra Bov Bryg. Der var delte meninger om at den var god til sild. Enkelte mente at det var synd at der var gået godt øl til spilde for at lave Bierbrandt´en. Som altid er det spørgsmål om smag og behag.

Skal sværret på flæskestegen være sprød, skal stegen først have en halv time med sværret nedad i indholdet af en flaske øl i ovnen. Var Allan´s råd.

Resten af aftenen hvoraf kun en tredjedel er refereret her, var en god blanding af Allan´s underholdende historier, god mad og spændende øl.

Til slut skal siges at den taxa, som skulle komme og bringe Allan til det ventende tog, kom præcis, og alle gav en hånd med ved oprydningen. Tak for det.

Øllisten:

- Thy Juleren – Økologisk Julebryg – 7,9 % Lys Bock

- Bov Jule Ale – 6,5% English Strong Ale

- Warwick Hjertensfryd – 8,0 % Belgian Ale

- Rise Ærø Jule Ale – Strong Rudolf – 7,0 % English Strong Ale

- Indslev Julehvede – 6,5 % Hefeweizen

- Bov Jule Bock – 8,2 % Lys Bock

- Jacobsen Golden Naked Christmas Ale – 7,5 % English Strong Ale

- Nøgne Ø God Jul – 8,5 % American Strong Ale

- Rigdeway Seriously Bad Elf – 9 % English Strong Ale

- Abbaye des Rocs Speciale Noel – 9 % Belgian Strong Ale

- Schloss Eggenberg Samichlaus Bier – 14 % Doppelbock