Nick Sharpe på Sønderborghus

I den næsten uendelige føljeton over skiftende opholdssteder for Sønderborg Lokalafdeling var vi nu nået til kulturhuset og spillerstedet Sønderborghus. Denne gang skyldtes det at en renovering af vores normalt faste tilholdssted Penny Lane trak længere ud end beregnet.

I sin velkomst fortalte Hans Peter at Nick Sharpe var ”farlig” da han ”lokker” folk i kirken.

Det viste sig at være en kirkekoncert. En interesse som sikkert skyldes Nick´s fortid som kordreng.

Nick kalder sig selv en ubevidst Real Ale Entusiast, noget han nok er blevet fordi han ubevidst besøgte de bedre pubber i sin ungdom.

At Nick skulle blive ølimportør lå ikke lige til højrebenet. Han havde været i Danmark en stykke tid, da der søgtes en bartender til en engelsk pub i Hobro. Nick søgte jobbet med bemærkningen ”Hey. En engelsk pub skal da have en engelsk bartender”. Senere var han også bartender i Aalborg.

En engelsk pub burde også have engelske øl, så langsomt opstod ideen om at importere engelske ales. Nick fik tanken at de danskere ”de trænger til ale”.

Nu er One Pint blandt de 3 største importører i Danmark, nu hvor Carlsberg koncentrer sig om sine egne varemærker.

Mikkeller fik følgende bemærkning: ”Jeg elsker the, men ville ikke lave den med 27 forskellige poser”

At der er kulturforskelle mellem Danmark og England viser sig blandt andet i at englænderne inviterer på øl medens danskerne invitere på kaffe og så får man en øl senere. Noget af forskellen ligger måske også i det faktum at en engelsk ale har en styrke på omkring de 3,6% hvorimod en dansk pilsner holder 4,8%.

At Kent Thomsen og One Pint ikke er gode venner blev også klart i løbet af aftenen.

Det har ingen mening at spørge Nick om hvilke øl der passer bedst til hvilken ret, for det ved han efter egen mening ikke noget om.

Når det drejer sig om Cask Ales så var det kældermesteren der var ansvarlig for slutbrygningen.

Kort sagt så var det fyldt på flaske og fustager, så var det færdigbrygget og dermed bryggeriets ansvar om øllet smagte godt. Var det på Casks var det pubbens ansvar.

Nick foretrækker at smage en hel øl, når han skal smage, for så kan han bedre lære øllet at kende.

Her fulgte så en lille diskussion med dem som bekendte sig som ølanmeldere. Mest fordi Nick havde haft nogle kedelige erfaringer med kedelige anmeldelser på et tyndt grundlag (4 smagssjatter for en polet).

En drøm af en festival for Nick ville være hvis man fik hele pints af øllet.

Apropos pints så hed en af de øl Nick havde med, ”Yorkshire Stingo”, og stingo var en flaskestr. på mellem 125 ml og 175 ml., Yorkshire Stingo var i en 550 ml. flaske.

Som 14 – 15 årig var Nick på ”tvungen” pubcrawling. Pubber i lokalområdet havde en uskrevet turnusordningen om hvem der skulle have de unge fyre. De unge drenge kunne i en tre måneders tid sidde og få en enkelt øl forudsat at de opførte sig ordentligt. Når der så var gået 2 -3 måneder var der så pludseligt lukket for det varme vand, og så måtte de afsted til en anden pub hvor de så igen kunne være i 2-3 måneder.

Her fulgte så en diskussion om brygning var kunst eller håndværk, da Nick havde brugt begge begreber. Man blev enige om at det at brygge en god øl er kunst, at kunne brygge den igen er håndværk.

Så fulgte en lettere politisk diskussion om bl.a. returpantsystemet som forløb fredeligt.

Til sidst var der mulighed for at købe øl ved Nick, og det var et tilbud som mange benyttede sig af.

Ølliste:

- Schiehallion fra Harviestoun

- Wee Heavy fra Belhaven

- O´Hanlon´s Goldblade fra O´Hanlon´s

- Double Stout fra Hook Norton

- Tribute fra St. Austell

- Dark Lord fra Batemans

- Prize Old Ale fra Gale´s

- Yorkshire Stingo fra Samuel Smith

- Coffee fra Meantime.