Dansk Ølmærke 2010 til Brøggeriet

Stor viden, bredt sortiment og gode øl er begrundelsen for, at Brøggeriet i Sønderborg har fået Dansk Ølmærke 2010. Overrækkelsen af udmærkelsen skete ved en festlighed, hvor også den nye brygmester blev præsenteret.

 

Fra venstre ses Hans Peter Jepsen, lokalformand DØE, i midten Allan Jylov og til højre den nye brygmester Torsten Hansen.

 

Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Sønderborg overrakte i går, fredag den 23. april, Dansk Ølmærke 2010.

Ved overrækkelsen fortalte Hans Peter Jepsen, formand for ølentusiasterne i Sønderborg, at der kun uddeles 57 Danske Ølmærker i 2010. Og kun 2 i hele Sønderjylland.

- Det er derfor med stor glæde, at vi kan overrække et ølmærke her i Sønderborg, sagde Hans Peter Jepsen i sin overrækkelsestale.

- Og siden der er opstået mere end 120 mikrobryggerier i Danmark i de seneste år, så kan man sige, at det altså er dobbelt så svært, at få et Dansk Ølmærke som det er at åbne et nyt bryggeri.

Målet med Dansk Ølmærke er at oplyse om ølsteder og spisesteder, hvor man kan få en særlig øloplevelse.

 

På trods af sit danskklingende navn er Torsten Hansen tysker.

 

Forsat fokus på godt øl

Allan Jylov, der har Brøggeriet, tog imod ølmærket og i sin takketale lovede han at holde fokus på det gode øl.

- Vi er glade for udmærkelsen, sagde han.

- Og vi lover at I kan forvente meget mere i fremtiden.

Herefter tog den nye brygmester på Brøggeriet, Torsten Hansen, ordet, og præsenterede de 5 nye bryg, der nu flyder i hanerne - til udbredt fornøjelse for de 15 fremmødte medlemmer af Danske Ølentusiaster.

Den nye brygmester, der stammer fra Tyskland, er 40 år, og er uddannet som brygger og malter på Dinckelacker bryggeriet i Stuttgart. Gennem årene har han været på bla. Bryggeriet Maisels, der er kendt for sin Weissbier.

Torsten Hansen er gift, har en datter og den lille familie bor i Flensborg.

De 5 øl han præsenterede - og som nu er i hanerne på Brøggeriet er:

Pilsner - 4,8% - pilsner/münchner malt, perle og tettnang humle

Hvede - 5,5% - pilsner og hvede malt - perle humle

Amber ale - 5,6% - pilsner og wiener malt - perle og tettnang humle

Påske bryg - 5% - pilsner malt - perle humle

Dunkel - 4,8% - münchner og wiener malt - perle og tettnang humle

Torsten Hansen og Hans Peter Jepsen skåler på Dansk Ølmærke 2010.