Hjort Beer

Tirsdag 4. juni afholdt vi forårets sidste arrangement. Vi havde besøg af Carsten Hjort Bjerre, dvs. Hjort Beer, fantombrygger fra Nørresundby, der nu brygger på Randers Bryghus.

I en mere end 2 timer lang smagning af 6 øl hørte vi om Carsten Hjorts karriere som brygger, der startede på så godt som bar bund for ganske få år siden til i dag, hvor han brygger aldeles fremragende prisvindende øl i de klassiske stilarter. Gennem sin ansættelse som ingeniør og forbindelser til messer indenfor vindmølleindustrien blev hans øl hurtigt udbredt også udenfor landets grænser, hvor familien har været bosat gennem 10 år. Det har resulteret i, at Carsten Hjort har brygget i Krakow og har aftaler om colabs med bryggere i Bilbao og Barcelona.

På mødet smagte de 30 deltagere følgende øl:

  • Wiener Walzer, en wiener lager, der vandt guldmedalje ved danmarksmesterskabet i håndbryg i 2017 halvandet år efter, at Carsten Hjort var begyndt at brygge.

  • Angelina, en Maibock.

  • Orange, Weissbier.

  • Sebastian, belgisk wit.

  • Brown Bella, belgisk dubbel. Sølvmedalje ved danmarksmesterskabet i håndbryg 2017.

  • Alexander, baltisk porter. Sølvmedalje ved Barcelona Beer Challenge 2019.


    Desuden brygger Carsten Hjort en IPA, som dog på mødetidspunktet var udsolgt. Næste bryg lå klar på tank på Randers Bryghus.

    Alle øl er økologiske.


Ved afstemningen om aftenens øl stod finalen mellem wienerlageren og den baltiske porter med wienerlageren som en relativ klar vinder. Måske en tendens i tiden til, at alting ikke skal være sort med høj alkoholvolumen.

Det var en meget fin aften med en interessant fortælling om en bryggerkarriere og bryggerens baggrund for, at han brygger netop de øl, vi smagte. Det kan absolut anbefales andre lokalafdelinger at engagere Hjort Beer.

Vi holder nu mødepause hen over sommeren og starter op igen med den skotske smagning i august, der er annonceret andetsteds, tæt fulgt af ØLLETS DAG i Nordkraft den 7.9.