Øl, flæsk og bold 11/12 2019

17 gæve DØE’er havde sat hinanden stævne på Søgaards Bryghus onsdag den 11. december. Her skulle vi traditionen tro nyde dejlig stegt flæsk med persillesovs samt øl fra alle haner ad libitum. Dette så længe champions league kampen mellem Bayer Leverkusen og Juventus løb af stablen. Det kunne kun blive en hyggelig aften … og det blev det.

Hele aftenen blev der gået til hanerne og de enkelte øl blev livligt smagt og bedømt. Der var også mange varianter at vælge i mellem lige fra pilsnere, juleøl, weissen, belgisk inspirerede øl over IPA’er til Imperial Stouts. Alle fik sin helt egen skræddersyede ølsmagning denne aften.

Som et ekstra (jule)krydderi til arrangementet tilbød arrangøren, Steen Knørr, en lille rundvisning i bryggeriet i kælderen. Sidst referenten af nærværende tilbageblik var i kælderen på Søgaards Bryggeri, var, da der var selskabslokale kælderen, så det var et noget andet syn der viste sig denne gang. Med kobbersmykket bryganlæg og massevis af tanke med godt øl i.

Steen berettede lidt om bryggeriets historie og udvikling frem til nu. Hvor der primært brygges til restauranten og til fad. Flasker kan dog også købes på stedet. 

Derudover fik vi anekdoten om Egtvedpigens Bryg, som der i 2008 blev brygget 1000 nummererede flasker af. Øllet var en efterligning af den øl, der blev fundet materialer til i Egtvedpigens grav. Dog med noget højere alkoholprocent end i forne tider. 11,5% mod datidens 1,5%. Steen har stadig flaske nr. 99, så han er en af de heldige. Skæbnen ville nemlig at en del af beholdningen af Egtvedpigens Bryg gik op i røg, da Søgaards lager desværre brændte ned.

En hyggelig og fornøjelig aften sluttede de dommeren fløjtede af. For dem, der ikke lige bemærkede det, kan nævnes, at Juventus vandt 2-0.