GLÆDELIG JUL
Her kan læses om:
  • Året der er gået
  • Næste år
  • Ølfestival i Valby
Året der er gået

Året 2013 er ved at rinde ud og vi skal snart finde 2014 kalenderen frem. 2013 har været et rigtigt godt øl-år.

Vi har holdt rigtig gode ølsmagninger i vores lokalafdeling og jeg er rigtig glad for så mange ølentusiaster møder op og deltager i disse hyggelige timer. Det er dejligt at se så mange værdsætte det gode øl.

I 2013 havde vi fornøjelsen af Brygger Morten Pedersen som havde øl med fra Vendia Bryghus i Hjørring og nogle af hans egne favoritøl. Morten er ikke længere ansat hos Vendia, men er kommet til Skagen Bryghus, hvor vi så kan nyde hans brygger-talenter.

I samarbejde med -Gourmeterne- arrangede vi en mad og øl aften på Knivholt, der blev serveret pragtfuld mad, hvor vi skulle komplementere maden med et udvalg af øl. Der blev efterfølgende afholdt en lille ølsmagning hvor der var øl ad libitum fra Jerry's, selvfølgelig på fad. Et par stykker tog turen til Lokalafdeling Ålborg for at være med i deres Dark-beer smagning. Det blev en rigtig hyggelig aften med vildt-kød lavet på forskellige måder og selvfølgelig vandt vores udsendte ølentusiaster præmierne i aftenens konkurrence.

Naturvejleder Bo Storm sørgede for historierne til april måneds skovtur i Bangsbo-skoven, hvor der blev smagt på lidt forskelligt øl rundt om i skoven. Turen endte i Møllehuset hvor ølsmagningen fortsatte med efterfølgende spisning. Restaurent Søstjernen i Strandby havde lånt os deres terasse til sommersmagningen. Her blev der introduceret hvedeøl, jeg skal love de fremmødte fik en overraskelse, der var alt fra Hoegaarden til Hvedegoop fra Mikkeller og Three Floyd's.

Palmestranden var stedet for årets største medlemsmøde, ca 70 ølentusiaster hyggede sig i palmernes skygge. Og der var gæster fra fjern og nær. Der var inviteret håndbryggere til dette års Palme-ølsmagning, og her en stor tak til samtlige håndbryggere. Michael Fischer vandt den lille interne konkurrence om det bedste håndbryg. Tillykke til Michael.

Traditionen tro, blev der afholdt Øllets dag den første lørdag i september og her var DØE Frederikshavn på plads ved Kirketorvet. Handelstandsforening Frederik afholdte torvedage og her havde vi fået en bod lige midt i solen, ingen tvivl om, vi havde den bedste placering. Der blev uddelt ca 400 smagsprøver som var sponsoreret af Jerry's Bryghus, Eurospar Læsøgade og Skagen Bryghus. Tusind tak for hjælpen til de fremmødte ølentusiaster. Dagen sluttede af med en burger på Jerry's Bryghus.

Årets sidste medlemsmøde blev afholdt på Jolly Butcher. Kjeld Vang Lauritsen præsenterede Belgisk inspireret juleøl for os. Der var alt fra Dana Hivdtøl til Julegeuze fra Belgien. Et rigtigt hyggeligt medlemsmøde hvor den hyggelige stemning fortsatte efter selve ølsmagningen.

 

Næste år

Du kan allerede begynde at glæde dig. 2014 byder igen på sjove, spændende og lærerige medlemsmøder.

Vi starter i februar med at afholde en blindsmagning hvor smagsløgene skal sættes på prøve og der skal gættes øltyper.

April måned byder på Beer Surprise, der er ikke så meget jeg kan fortælle om dette arrangement, andet end det bliver spændende.

Resten af arrangementerne i løbet af året er: Sommersmagning, Palmeøl, Årsmøde/ølsmagning og Juleølsmagning. Datoerne for disse er fastlagt og er lagt ind på http://www.ale.dk/index.php?id=153. Når der er mere info om medlemsmøderne bliver det opdateret på ovenstående link.

Ud over vores egne medlemsmøder afholdes der selvfølgelig Øllets dag. Dette er traditionen tro, den første lørdag i september, altså 6. september. Dette er en hyggelig dag hvor man får mulighed for at få en rigtig god snak om det gode øl. Her er der også rig mulighed for at give din lokalafdeling en hjælpende hånd, så hvis du har lyst til at hjælpe og sprede budskabet om det gode øl, så er du velkommen til at kontakte mig på: allan.jensen@ale.dk

Er man forhindret i at komme til nogle af vores egne medlemsmøder, vil jeg opfordre til at besøge vores gode ølvenner i de andre lokalafdelinger. Hjørring afholder i 2014 bl.a: Øl og Whiskey smagning, Trappist smagning.

Ålborg afholder i 2014 bl.a: Finale smagning på ølnyheder.

For flere arrangementer i de andre lokalafdelinger kig her: www.ale.dk/index.php

 

Ølfestival i Valby

Tag med til Danmarks største legeland for ølentusiaster. Ølfestivalen som afholdes af DØE er en vidunderlig oplevelse, der kan smages på så mange øl som dit ølhjerte begærer. Der snakkes med brygmestre, ølsamlere, ølentusiaster og andet godt folk.

Tag til foredrag, gå en tur ved Carlsberg elefanterne eller bare sæt dig med dit smageglas og nyd en god øl. Der er noget for enhver. Det er sidste gang Ølfestivalen bilver afholdt i de historiske tapperihaller hos Carlsberg. Så vil du opleve den helt specielle atmosfære der er omkring tapperihallerne, så er det nu du skal købe billet eller melde dig som frivillig. 

Ølfestivalen er bestemt et besøg værd.

For mere information klik på linket: http://beerfestival.dk/

Tak for året der er gået, det har været sjovt og spændende. Håber næste år bliver ligeså sjov og spændende, der arbejdes i hvert  fald hårdt i aktivivtetsudvalget på næste års medlemsmøder.

Til alle ølentusiaster i Lokalafdeling Frederikshavn, et ønske om en god jul og et godt nytår.

Vi ses i det nye år.

Højt Skum

Allan Jensen

Formand

Lokalafdeling Frederikshavn

Danske Ølentusiaster

 
Juleølsmagning

Kjeld Vang Lauritsen fortæller om de øl vi skal i gennem i løbet af denne juleølsmagning.

EBCU-bestyrelsesmedlem Bo L. Jensen studerer nøje det udvalg af juleøl som Kjeld har med til os.

En dejlig hyggelig juleølsmagning, hvor smagsløgene blev udfordret. Specielt en julegeuze, ikke alle var lige begejstret for denne, men det klagede næstformanden nu ikke over, da hun fik slatterne.

Mange tak til Kjeld Vang Lauritsen og Jolly Butcher for at være med til at afholde denne fantastiske juleølsmagning

Debut som håndbrygger

Carsten Gaardbo Kostending havde en lille overraskelse med til juleølsmagning.

Den allerførste øl var blevet brygget og debuttanten var noget nervøs for dommen over hans juleøl - Gaardbo Julebryg. Det var jo erfarne Ølentusiaster der skulle bedømme hans øl. Carsten havde brugt en ukendt, men håndplukket humletype til denne juleøl.

Der blev smagt på den og samtlige tilstedeværende nikkede anerkendende til bryggeren. Juleøllet var en succes, så presset er nu højt for den nye håndbrygger, at gentage succesen med bryg nr. 2.

Tusind tak for smagningen

HUSK HUSK HUSK
Blindsmagning

Lørdag 8. februar kl.16.00

Jerry's Bryghus

Sanserne skal skærpes og der skal gættes øltyper. Der skal smages og gættes 8 forskellige øl. I løbet af medlemsmødet vil der blive serveret mad.

Prisen for dette spændende arrangement er 200 kr. pr. person.

Tilmelding foregår ved at indsætte pengene på konto: 8090-0001161408  

med navn og medlemsnummer. Tilmelding og betaling senest 1.februar 2014.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig. allan.jensen@ale.dk eller 51920295

Beer Surprise

Lørdag 5. april

Forvent at blive overrasket.