Besøg af håndbryggerne og tildeling af årets ølmærke

Vinter = Håndarbejde

Som I alle sammen nok har bemærket, så fortæller kalenderen at vinteren er slut, men lige i øjeblikket er der vist ikke nogen som har fortalt vejret det… Men bare rolig – det bliver godt vejr igen.

Men som altid er vinteren også den periode hvor man laver masser af håndarbejde, og det gælder også for vores flittige håndbryggere i Halsnæs.

Esrum Kloster

Allerede fredag og lørdag d. 9 – 10 marts, kan du møde et par af vores håndbryggere på Esrum Kloster, hvor der er en festival

Hjemme i Krudthuset

Traditionen tro skal vi have en smagning med håndbryggerne, denne gang fredag d. 23 marts, hvor vi skal smage på øl fra Mosebryg, Arresø Bryghus, Evetofte Bryghus og Åvej Bryghus (og flere kommer)

Der er selvfølgelig både lyse og mørke øl, Kölch – Stout og Porter. Og igen med mange spændende ingredienser: rødbede, blæretang, gran, kokos og porse.

Kan det blive bedre?

Ja – for vi spiser et oste og pølsebord til disse spændende øl, og vi starter med at smage de første øl til maden allerede kl. 18.30 og fortsætter med spisning og smagning aftenen igennem. Er du ikke til vores oste og pølsebord – så tag din egen mad med.

Hvad koster det?

Smagning alene koster kr. 90,- men skal du have maden med så koster det kr. 160,- i alt.

EFTERLYSNING: Vores kasserer er stukket af!

Heldigvis ikke med kassen, men Jytte og Kim skal nyde en velfortjent ferie. Derfor kan du ikke betale med Mobil-Pay etc. denne gang – der skal betales kontant på mødet.

Lotteri:

I pausen er der igen lotteri – med øl og T-shirt på gevinstlisten, lodderne koster kr. 2,50 pr. stk. – eller 5 lodder for en ti’er – så husk småpenge.

Jeg skal med…

Tilmelding til Ove på tlf. 21 20 49 96 – eller mail: ove.petersen@ale.dk senest 20/3

 

 

Årets ølmærker

ØL-mærke 4 steder i Halsnæs – kom med rundt og uddel diplomer

Vi uddeler hele 4 Danske Ølmærker i Halsnæs. Mærkerne viser, hvor du kan finde et ekstra godt øludvalg.

Dansk Ølmærke er Danske Ølentusiasters mærke til udskænkningssteder og indkøbssteder, der har et ekstra godt øje til det gode øl. I år tildeles det 1 udskænkningssted og 3 indkøbssteder.

For at få tildelt Dansk Ølmærke, skal der overordnet være et godt udvalg af øl, der behandles ordentligt og serveres i et godt miljø.

I Region Nordsjælland deles der 7 ølmærker ud, og af de 7 Ølmærker falder de 4 i Halsnæs.

Lørdag d. 17. marts deler vi diplomer ud og smager på det gode øl, kom med!

Kl. 11.30 Skjold Burne, Kirkegade i Frederiksværk. Jan tildeles Ølmærket for sin lage indsats for det gode øl og for altid at have et stort udbud i sin forretning. Jan skænker lidt op af et par af specialøllene.

Kl. 12.30 Kik-Forbi i Kikhavn tildeles Ølmærket for sit øludvalg og for altid at være flink til at tage øl hjem på opfordring. De åbner butikken helt specielt kun til dette arrangement og skænker ud af lokaløllen ”Kaffeøl” der er lavet af ”Det Lille Kafferisteri” sammen med Halsnæs Bryghus.

Kl. 13.15 Haugaard Vine, Nørregade 1a, Hundested. En nyåbnet forretning fra 2017, som fra start af tog øl hjem fra hele verden, og har stor interesse for det gode øl. Der gives smagsprøver af de gode øl under overrækkelsen af diplom.

Kl. 14.00 Halsnæs Bryghus. Gives Ølmærke som det bedste ølskænkningssted i Halsnæs og i det hele taget nord for Hillerød. De har modtaget Ølmærket hvert andet år siden 2010. De har kombineret mad og øl. De brygger øl der følger med årstiderne. De har stort kendskab til det gode øl, de laver øl-events.

Du skal ikke melde dig til, bare mød op