Den 24. september: Smag Dansk


Tirsdag den 24. september var vi samlet 20 spændte deltagere til en ”Smag Dansk” aften med Michael K. og Erling ved roret – Vi blev ikke skuffede, for der var både en Spiced Lager med agurk og hvid peber, en Hvede Saison, et par stykker med syrlige bær, en Rauch Bier, tre IPA’er af forskellige art og selvfølgelig også et par ret solide Stouts – For at citere formanden, Thorbjørn: ”Det var svært at bevare pessimismen.”

Selv samme formand meddelte desværre også, at han ikke genopstiller til Årsmødet, så har du lyst til at være med til at være med til at drive foreningen videre frem, så er dette din chance. Arbejdet som lokalformand er, i samarbejde med bestyrelse og aktivitetsudvalg, at være ankermand for foreningens lokale aktiviteter og at tegne foreningen. Det er et både spændende og givende arbejde.

Det var endnu en gang lykkedes at samle hele 10 fantastisk gode øl, men der var især to, som deltagerne fandt var endog endnu bedre. Før vi kommer til spidserne, var der særligt én, der fik min opmærksomhed og som lige skal have et par ord med på vejen:
”Terry” fra bornholmske ”Penyllan” var en mørk ravfarvet Ale med en duft af syrlige bær. Smagen var ligeledes af syrlige bær med en nærmest balsamisk karakter og der var også noter af hindbær i. Den var tør og krydret med peber på bagkanten, uhmm :) - Terry var helt klart en af mine favoritter, selvom den kun fik 6 point.
“Amager Bryghus, Double Black Mash 2018” fik 13 point og dermed en 2. plads på dagen. Det var en kulsort Stout med en duft af mørk chokolade. Den smagte også af mørk, lidt sød chokolade, var meget olieret og var i det hele taget en god og tung Stout. Den var dog lidt skarp i alkoholen.
”Penyllan” var på banen igen med deres “Cognac Bordeaux”, som med 27 point var aftenens klare vinder. En mørk kastanjefarvet øl med en aroma af sure kirsebær og præg af syrlige rødvinsfade. Smagen var af syrlige blommer, karamelliserede figner og rødvin. Den var ret olieret i mundfylden og sluttede af med varmende alkohol og en lidt saltet karamelfinish. “Cognac Bordeaux” var en fantastisk smagsoplevelse af den type, der bare giver nye nuancer for hver mundfuld – Lidt ligesom ”Terry” :)

Vores indstilling til ”Årets Bryggeri” skulle også findes og vi skulle ud i 2 stemmerunder, før vi fandt en kandidat, men der var ”Pennylan” en sikker vinder - Thorbjørn stod for afstemningen og han sørger ligeledes for at Holstebro’s kandidat kommer med i den endelige afstemning.
Afslutningsvis var Hans auktionarius over de sidste få øl og med myndig stemmeføring, holdt han styr over den efterhånden snakkesalige flok.

En kæmpe tak til Michael K. og Erling for at have sammensat en særdeles glimrende øl-menu og selvfølgelig også til vores alle sammens auktionarius, Hans.

Vi ses til Årsmødet næste gang :)
Højt skum
Brian

Følg os på Facebook

De Danske Dråber:

1) Fanø, Batch 1200,
    spiced Lager med agurk og hvid peber,
    4,6%
2) Alefarm, Farmscape,
    Wheat Saison,
    6,0%
3) Penyllan, Terry,
    6,0%
4) Viborg Bryghus, 1726 Rauch Bier,
    5,5%
5) Det lille bryggeri, Bloody Pale Ale,
    Pale Ale med blodappelsin,
    6,8%
6) Gamma, Blow Pop,
    IPA,
    6,3%
7) Ølsnedkeren, Tung Tåge,
    DDH Mosaic NEIPA,
    6,0%
8) Beer here, Rynkedyr,
    10,4%
9) Penyllan, Cognac Bordeaux,
    12,0%
10) Amager Bryghus,
      Double Black Mash 2018,
      Imperial stout,12,0%