Den 25. august: Handbrygger Aften


De 17 deltagere blev budt velkommen af en glad formand og forventningerne var høje efter 6 måneders tvunget ølsmagningspause. Der var håndsprit på bordene, vi sad på behørig afstand til hinanden og ølskænkerne ved hvert bord var udpeget – Vi var klar i bedste Covid-19 stil :)

Der var hele 10 øl på programmet og vi lagde ud med en ”Porse Kølsch”, som Bo havde brygget. Den fik 5 point og dermed aftenens 3. plads.
Den var frisk, aromatisk og sød i duften og så havde den en god snert af porse.
Sødmen og porsen gik igen i smagen, den var lidt bitter, men den havde også en sjov sød eftersmag, der nok skyldes netop ekstrakten af porse raklerne. Lige eftersmagen syntes jeg trak lidt ned i min bog, men der var helt klart en god øl, som klarede det flot med sine kun 5 procent alkohol. To af deltagerne syntes endda, at det var den bedste øl på dagen.

Bo stod også for den næste øl, ”Koppi NEIPA juice 3”, som fik et enkelt point.
Duften var helt klart orange, som også prægede smagen. Der var også en del espresso i smagen, en del bitterhed og man kunne lige ane lidt laktose. Espresso i en New England IPA er nok ikke det første, man tænker på, men det smagte meget godt :)

De syrlige øl havde også gjort deres indtog blandt håndbryggene og vi lagde ud med en 2½ år gammel ”Farmhouse Ale”, som Thorbjørn havde æren for. Jeg syntes. at den var rigtig dejlig og det skyldes det generelt høje niveau (og måske at den var syrlig) at den kun fik 3 point.
Aromaen var skøn og sød med en god del brettanomycese og en vidtåben stalddør.
Smagen holdt sig ikke tilbage og var sød og frugtig med dejlig brettanomycese, stalddør og hestedækken med lidt bitterhed oveni – Det var guf.

Michael Knudsgaard havde brygget aftenens anden syrlige indslag, en 18 måneder modnet ”Sour Saison” og den fik også kun 3 point, men i min bog var den en klar nummer 1 på aftenen :) 
Duften var dejlig frisk og sød med brettanomycese, stalddør og hestedækken, som klare indslag.
Den var sød, frugtig og frisk i smagen og igen var der hestedækken iblandet en dejlig syrlighed - De 8% alkohol var kamufleret meget flot.
Så var den ged barberet!

Røgede øl var der også 2 af:
Thorbjørn havde sin ”Rögh” med og den fik slet ingen point, men igen var det en rigtig god øl.
Den duftede ikke overraskende sødt af røg og smagen fulgte trop med røg og sødme, men også med en ret tydelig note af eg. Eftersmagen var behagelig med sødme og røg, hhmn :)

”Poulsens #008, Limfjordsporter” var et af Peters indslag og der var 4 point til den. Porteren blev brygget for næsten 4 år og dengang havde Peter hus haft en duft, som om ”nogen havde kogt suppe på fregatten Jylland”.
Selvom de fire år havde taget ”toppen” af duften, fornægtede det sig ikke og duften var af sød røg, tørv og tovværk.
Smagen var ligeledes med kraftig røg, tørv og sødme rundet af med en god røget, men også lidt vandet eftersmag.

Bryghuset Kold Sundbæk stillede op med deres “Geminus”, som var en Belgisk Dubbel. Den scorede 3 point og det var der hele 3 øl, der gjorde denne aften. Med to øl på 4 point var midterfeltet ikke blot ganske stort men også med rigtig gode øl – Herligt :)
“Geminus” havde en flot rødbrun farve og bød næsen velkommen med en sød og lidt pebret aroma. Smagen fulgte op med sødme, peber og en blomstret buket. Den havde en udmærket mundfylde og en varmende alkohol i eftersmagen.

”Poulsens #047 – R8” var det andet af Peters indslag og den indbragte endnu en gang 4 point.
Den duftede af sødme og sirup. Ligesom duften var smagen af sød rosin, men den var også med lidt bitterhed og en god note af alkohol. Den var lidt sødere og med en mere markant alkoholprofil end den Rochefort 8, som var målet, men den har et godt modningspotentiale – Jeg har i hvert fald købt et eksemplar, som skal gemmes et par år eller tre :)

Michael Knudsgaard stod for aftenens stærkeste øl, ”Munke Juice, Mørk stærk belgisk øl”, som var på ikke mindre end 11,3%.
Aromaen var af sød rosin og efter lidt tid også af banan.
Smagen gik i samme retning med en ret markant banan, sødme og en behagelig varmende alkohol, men jeg syntes at banansmagen var lidt for meget. Det var flertallet ikke enig med mig i og ”Munke Juice” fik 11 point og dermed aftenens 2. plads.

Bryghuset Kold Sundbæk havde deres ”Storåporter”, som var en Baltisk Porter, med. Navnet var dejligt lokalt, men det var bestemt ikke den eneste grund til at ”Storåporter” fik 17 point og dermed var aftenens vinder.
Den duftede af lakrids, chokolade og lakrids igen samtidigt med, at man fornemmede lidt alkohol i baggrunden.
I smagen var der lidt brændt malt, chokolade og frem for alt lakrids. Den havde en god mundfylde med en varmende alkohol iblandet og fik man bundfaldet med, blev den blot mere rund i lakridssmagen – Det var en dejlig øl og min 2. plads på dagen. En rigtig hygge øl til de lange vinteraftener!

Jørn Kold var desværre forhindret, så en stolt Martin Sundbæk modtog 1. præmien på vegne af dem begge – En Chimay Bleu Grande Reserve, en Cuvee van de Keizer og en gavepakke fra Larsen – Et stort tillykke til dem begge og tak for øl :)

Håndbryggerne havde lidt ekstra med, så der var en pæn mængde øl, som vores faste auktionarius, Hans tog sig af. Det klarede han med bravour til UG med kryds og slange :)
Tak til alle der var med til gøre denne smagsaften til en af de bedre.

Vi ses den 29. september til ”Mortens Sure Hjørne”.
Højt skum
Brian

Følg os på Facebook

De håndbryggede øl:

1) Bo Jensen,
    Porse Kølsch,
    5,0%
2) Bo Jensen,
    Koppi NEIPA juice 3,
    6,0%
3) Thorbjørn, Jacobsen,
     Farmhouse Ale,
    7,0%
4) Peter Poulsen,
    Poulsens #008,
    Limfjordsporter, 6.3%
5) Thorbjørn Jacobsen,
    Rögh,
    røgøl, 6.5%
6) Bryghuset Kold Sundbæk,
    Geminus.
    Belgisk Dubbel, 7,4%
7) Peter Poulsen,
    Poulsens #047 – R8,
    7.9%
8) Michael Knudsgaard,
    Sour Saison,
    8,0%
9) Bryghuset Kold Sundbæk,
    Storåporter,
    Baltisk porter, 9.1%
10) Michael Knudsgaard,
      Munke juice,
      Mørk stærk belgisk øl 11,3%