Den 12. september: Regionsturen 2020

 


Den 12. september var vi 16 deltagere fra Region Midtjylland, der lettere forsinkede kom på besøg hos Nr. Nissum Håndbryg efter, at Covid-19 havde udskudt turen i første omgang. De fleste kørte med den fælles bus, mens en enkelt havde taget sin autocamper og overnattede og andre igen kørte selv – D.v.s. med chauffør selvfølgelig :)

Indehaver og brygmester, Jens Grøn tog imod og bød indenfor i Bryghuset.
Han fortalte engageret om Bryggerlauget, ”BJJM Håndbryg”, som blev startskuddet til Nr. Nissum Håndbryg. Selvom han først gik i gang med selve bryggeriet i 2017, har han udvidet konceptet med både brygkurser, Bed og Breakfast og et overnatningssted særligt for autocampere. Han er med i Pintrip, som er en bog man kan købe og hvorefter man kan overnatte gratis på alle Pintrip pladser. Det var med stolthed i stemmen, han kunne berette at Pintrip pladsen i Nr. Nissum har haft over 400 overnatninger siden april.
Der er også et ”relax-område” med festhytte, vildmarksbad, saunahytte, koldtvandskar og solopvarmet udebruser, så der skulle være plads til at hygge sig :)

Nu var det primært ølsmagning vi var kommet for og den bestod af 5 øl:
”Frokost Blonde”, en belgisk inspireret frisk Blonde,
”Honey Beer”, en krydret øl med kun lige et strejf af honning,
”Klosterhede Porse Ale”, som smagte lige tilpas af porse,
”Mørk Hvede”, en udmærket Hvede, der havde hint af appelsinskal og til slut
”Sorteper”, en sød øl med en hint af lakrids.
Alle var gode øl af den lidt søde type og uden at stikke af på nogen måde – Præcis efter bryggens ønske der gerne vil lave øl, som kan inspirere Hr. og Fru. Jensen uden af skræmme dem væk. Hvis du vil have sure eller kraftigt humlede øl, er du gået forkert :)

Efter ølsmagningen var der en lækker tapastallerken med vildtkød og dertil en Nr. Nissum øl efter eget valg. Det var nogle rigtig lækre tapas med alt lige fra vildsvin til hjortekød – Hhmm.
Der var også mulighed for at se nærmere på bryggerudstyret, som Jens havde præsenteret under sit foredrag, ligesom man kunne få et kik ind i selve bryggeriet. Det var ikke store forhold, men der er jo ikke bryggeriets størrelse, der gør en god øl.
Nu var det tørvejr, så vi var nogle stykker, som benyttede chancen til se os omkring udenfor og benytte toilettet ved festhytten. Det var virkelig fine forhold ved festhytten, vildmarksbadet og saunaen m.v.
Det var tid til at vende næsen hjemad efter en dejlig eftermiddag med fantastisk mad.

En stor tak til Jens Grøn for et entusiastisk foredrag og ikke mindst til Herning afdelingen for at have arrangeret turen.
Vi ses den 29. september til ”Mortens Sure Hjørne”.

Højt skum
Brian

Følg os på Facebook