Julesaga 2012


Det var det år hvor vinterens kulde gik gennem knokkel og knyst og frosten bed i de kulelagte kålhoveder. Bersærkerne henlå med bugen bovn og var knapt kommet sig over vinterhvervs vellevned før Sørens Stegerssvend kaldte til samling i langhusets bryggers. Sløjt skulle det stå til med bersærkernes styrke om man så dem med slunken vom og magre maver kvad han, og alle gøs ved sligt billede af en spæksvag bersærk som fremmanedes for deres indre blik. Således opildnet tog bersærkerne fat med fornyet energi . ”Mad og øl” var det nye fyndord hvorunder stridsmændene og skjoldmøerne gav sig i lag med fadeburs fylde. Der blev stegt og braset og store kar med kogemad stod over den buldrende ild. Slig møje kræver megen øl, men heldigvis havde hirden ikke tømt øllagrene helt. Der kan vel altid blive en ”besserwisser” til menigmand mente høvdingen mens han mæskede sig med en westvleteren. Så var alt klart og man bænkedes ganske fornøjet ved langbordet. Først blev gryderne med fersken-suppe båret ind. ”Der er porter i” sagde Henrik fra Dammen med brudt røst. Så blev lammene båret ind og selvom mange mente at flæsk var bedst, så hørte man dog ingen klager i den anledning. Den velbyrdige hr. David Oxe fiskede med velbehag tre store stykker op på sin tallerken, idet han kvad: ”Hellere lam i maven end lam i roen”.

Som nu vinteren strengedes og barfrosten bed i balden kom den stund som bersærkerne havde ventet med længsel. Den årlige øl-kåring stod for døren. Dette år skulle det stærke øl kåres for sig selv. Her skal nævnes, at der blandt bersærkerne var en skummel skikkelse, en troldmand som var kendt under navnet Hex. Hans dunkle visdomsord kunne folk grunde over i dagevis uden dog helt at kunne tolke det talte: ”Denne øl er glat som en panda, den smager lidt af skaldyr og skæl af falke, man bliver helt lystig i lysken og fugtig i fugen”. Hex var meget begejstret for den nye ordning med det stærke øl, som han holdt meget af. Han havde i det hele taget en unaturlig interesse for forskellige former for sejd, og er blevet set indtage æblecider og endog lambic med hindbær. Alle fandt at svært at udvælge den bedste stærke øl, for de var alle meget gode. Mange fandt at rough snuff, legal version, var bedst, men savnede tobakken.

Som nu frosten slap sit fingertag I fold og fælled kom en tungtlastet snekke fra ølkællingerne i Kolding. Skibet blev ført af den velbekendte øl-kræmmer Henrik Feldthytte. Han kvad:
Fra havhestens bug jeg henter
Godt øl, det bedste
Fra Vinland det gode

Han medbragte en last øl fra Vinland, hvilket jo egentlig var et paradoks. Øllet blev serveret af  den kendte brygmester fra Vejle, Flemming Lindorm, og til øllet serveredes en vinlandsk specialitet, oliestegte majskerner, kaldet ”popkorn”, tilberedt på et til lejligheden anskaffet helvedesapparat. Alle var enige om at øllet var godt, og at Leif den Lykkelige i sandhed fortjente sit tilnavn.

Da viben kom og solen begyndte at varme den kolde muld mødtes bersærkerne til den årlige forårsfest. Den faldt sammen med de kristnes fejring af Hvidekrist korsfæstelse og genopstandelse. Man indledte med den rituelle indtagelse af solæg og drak dertil forårsøl. Rudy, Mortens søn, som var en af de få kristne, gjorde korsets tegn over øllet før han drak.

Casper Vorte hed en mand. Han boede på Bøgedal ved Vejle og var en vidtberømt brygmester som aldrig bryggede det samme øl to gange i træk. Han var kendt for to ting. Hans glimrende godtøl og hans store kærlighed til guld. Da bersærkerne besøgte Bøgedal i maj måned blev de gæstfrit modtaget og beværtet med rigeligt godtøl. Vorte hentede endda en tønde øl op fra lageret, men det var blevet dovent og trist, og alle var enige om at af dette kunne man lære hvor galt det kunne gå hvis man gemte øllet for længe. Bersærkerne drog veltilfredse hjem slæbende på meget øl og med tomme pengeposer.

Bersærkerne havde længe set frem til den store sommerfest som traditionen tro skulle finde sted hos Hex. Søren Stegerssvend havde indkøbt to fuldfede oldensvin og alle de lokale håndbryggere kom med deres hjemmebryg. Pædagog bersærken Anders Pegepind havde medbragt tre tønder godt humlet øl som blev rost af alle.

Så kom tiden til det store tingmøde hvor alle ølbersærker ifølge gammel sædvane mødtes for at smage det gode bryg. Man havde set frem til dette møde med særlig stor forventning  thi aldrig havde så mange øl-kræmmere meldt deres ankomst. Folk strømmede til fra nær og fjern, og mange søgte om optagelse i hirden. Pædagogbersærken Anders Pegepind udtalte at dette i sandhed var et mindeværdigt ting, hvis man ellers var i stand til at huske det.

Hen på sommeren havde overpædagog-bersærk Joakim Skaldepande havde som en gestus de af bersærkerne som holdt sig til Hvidekrist udlånt præstens have til et gilde med øl fra Germania. De fleste mødte op, men de mest religiøse af bersærkerne gjorde hammertegnet over øllet inden de drak. Brygmesteren fra Vestfyn Christoph Germanicus var gået tilbage i historien for at finde eksempler på mindre vellykkede øltyper. De fleste fandt at i hvor vel dette kunne være lærerigt, så var det dog ikke nogen god ide at gentage fortidens fejltagelser.

Da december kom mødtes bersærkerne for at fejre at vinterhverv nærmede sig. Det gode juleøl blev fundet frem, og ølkællingernes høvding Claus havde sammen med Henrik Feldthytte gjort rejsen fra den lille udpost i Kolding for at præsentere det gode øl. Der blev spøgt og skæmtet meget, og alle var enige om at nu kunne man med sindsro kunne se vinteren i møde.