Årsmødet 2011

Køge Øldag er overstået. En kæmpe succés, men nu retter vi fokus på sæsonens aktiviteter, og vi indledte sæsonen i tirsdags med det ordinære årsmøde – en slags ”generalforsamling” – men under hyggelige og afslappede former, og i år med rigtig mange spændende øl, til at ledsage beretning, regnskabsorientering, valg, indkomne forslag og eventuelt.

Årsmødet blev også i år styret med sikker kvindehånd, og fra bestyrelsen rettes en stor tak til Evy Hansen.

Gik du glip af denne aften gik du også glip af bl.a. Krombacher Weizen, Mylius Erichsen Stout, engelske Twelve Days, Grottenbier, Fullers Brewers Reserve Oak Aged Ale no. 2, lagret på cognacfade, Yorkshire Stingo, Blåvand Bock samt Slottskällans Imperial Stout. Aftenen sluttede med, at de fremmødte tømte en fustage på 15 l med den anerkendte Pernstejn Porter 19º. Og det var ikke svært!

Bestyrelsen har hidtil bestået af 5 personer, men i takt med de mange opga-ver, herunder Køge Øldag, havde vi indstillet, at bestyrelsen blev udvidet fra 5 til 7 personer. Vores hidtidige webmaster, Søren Birk, der afløste Robert Eriksen i perioden havde i forvejen meddelt at han stoppede, og eftersom de resterende var villige til genvalg skulle der vælges 3 nye til bestyrelsen.

 

Bestyrelsen ser nu ud som følger: Thomas Ensbye, lokalformand, Jan Heinrich Schmidt, lokalnæstformand, Paul G. Wilson, økonomichef, Kim Ovesen, grafisk layout’er, Carsten Holløse, webmaster, samt bestyrelsesmedlemmerne Kai Nybo Nielsen og Henrik Vahlgren. Vi har nu sikret os at bestyrelsen kommer fra alle egne i lokalområdet.

Vi ser frem til samarbejdet med de nye i bestyrelsen – men kan også konstatere, at ligestillingen ikke er slået igennem – endnu.  

 

Vor hjemmeside på ale.dk vil snarest blive opdateret.

 

Den nye bestyrelse trækker nu i arbejdstøjet, og vi kan allerede nu løfte sløret for, at vi bl.a. påtænker at indføre en anden og meget lettere måde at tilmelde sig vore arrangementer. Men mere om dette senere.

 

Belgisk Aften

Næste arrangement står for døren.


Tirsdag den 4. oktober 2011 kl. 19.30

står en lang række ukendte og sjældne belgiske bryg linet op til skue og efterfølgende smagning. Vores belgiskkyndige, Kai Nybo, boede i en periode i byen Waterloo, 15 km syd for Bruxelles. Waterloo er kendt for andet end øl, bl.a. var Waterloo stedet hvor hertug Wellington mødte Napoleon Bonaparte i et meget afgørende slag i 1815. Kai mødte ikke sit Waterloo i Belgien, men fik udvidet sit i forvejen store kendskab til Belgien og belgisk øl. Det nyder Køge Lokalafdeling godt af tirsdag den 4. oktober. Kai har hentet nogle unikke øl i Belgien – så ønsker du at smage anderledes belgiske øl, skal du tilmelde dig – se her.

 

Gourmet aften i Kvickly

Torsdag den 29. september 2011, kl. 20.15, inviterer Kvickly til gourmetaften. Her kan man for kr. 100,00 (adgangskort købes i forvejen i kundeservice) smage på en række forskellige delikatesser – kød, oste, eksotiske frugter, øl etc. Din lokalafdeling – DØE Køge – vil være til stede med en stand og du finder os ovre ved hylderne med specialøl.

 

Vi glæder os til at byde vore medlemmer velkommen til den belgiske aften og er sikker på at vi også denne gang kan hænge de røde lygter ud. Så hurtig tilmelding tilrådes og husk – hvis du har mulighed derfor, at indbetale deltagergebyret på kr. 120,00 ti vor konto i Vendsyssel Sparekasse.

 

De bedste hilsner

Bestyrelsen

DØE Køge – din lokalafdeling 

 

En vigtig morale

En professor stod foran sit hold. Da forelæsningen begyndte, tog han et stort tomt syltetøjsglas, som han fyldte med sten, som var cirka fem cm i diameter. Da der ikke kunne være flere sten i glasset, spurgte han de studerende:

- Er glasset fyldt nu?

Alle var enige om, at det var det. Så tog professoren nogle småsten frem, dem puttede han forsigtigt ned i glasset, imens han rystede det, derved faldt de små sten ned igennem sprækkerne imellem de store sten. Da glasset var proppet til kanten, spurte han de studerende igen:

- Er glasset nu fyldt?

Alle var enige om, at nu var det fyldt. Da professoren nu tog en pose med sand frem, grinede de studerende, for professoren kunne jo sagtens hælde den del sand ned mellem sprækkerne, der stadig var mellem de store sten og småstenene. Han fyldte nu glasset helt op med sand.

- Nu! sagde professoren og fortsatte:

- Vil jeg gerne have, at I forestiller jer, at dette glas er jeres liv! De store sten, er de betydningsfulde ting i jeres liv - familien, kæresten/ægtefællen, børnene, jeres helbred - altså ting, som hvis I mister alt andet, end netop lige disse ting, så vil jeres liv fortsat være fyldt. Småstenene er så andre knap så vigtige ting, så som jobbet, dit hus, din bil. Og sandet er alt andet.

- Se! Hvis I først fylder glasset med sand, så er der jo ikke plads til småsten og store sten. Det samme gælder for jeres liv, hvis I bruger alt jeres tid og energi på små ubetydelige ting, så bliver der ikke plads til de store og betydningsfulde ting.

- Ha' altid fokus på hvilke ting, der er vigtige for netop dig, så dit liv bliver lykkeligt. Leg med dine børn, afsæt tid til lægebesøg, så helbredet altid er i orden. Gå i byen med din partner og alligevel vil der fortsat være tid til at tage på arbejde, gøre rent i huset, og alt det andet "sand og småsten".

- Fyld dit liv med store sten - ting der virkeligt betyder noget. Hold styr på hvad der skal prioriteres som store sten. Resten er jo bare sand!

Professoren kikker nu hen over de studerende, tager en øl frem, og hælder ganske forsigtigt en hel øl ned i de sidste små mellemrum mellem sandet, småstenene og de store sten. Han vender sig mod klassen og siger:

- Og moralen er! Lige meget hvad der sker i dit liv, er der altid plads til en øl!