Lørdag den 6. oktober 2007 var der på You’ll Never Walk Alone Restaurant og Lounge Bar lokalt årsmøde i DØE Kolding med valg til lokalformand, lokalnæstformand og menige bestyrelsesmedlemmer.
Formand Claus bød velkommen og Finn Nielsen blev igen i år valgt som dirigent, derefter var en lille pause, så alle kunne få den af afdelingens lovede øl, det var tiltrængt inden den alen lange formandsberetning skulle læses op.
Vores redaktør af Ølentusiasten Ole Madsen afholdt, efter det formelle var overstået, en spændende ølsmagning, under overskriften Ekstrem ølsmagning. Der var bl.a. ekstrem pilsner fra Mikkeller, Gueuze og forskellige stouts. Alle stærke sager, som nok kan slå benene væk under en eller anden – ingen nævnt ingen glemt.
Mikkeller blev åbnet med sabel (vi trak derfor udenfor), det var rigtigt underholdende. Ole som havde sablen med, har tilladelse til at bruge den - dog kun til at åbne øl med. Denne ekstrempilsner, smagte rigtigt godt, men mindende nu mere om en god humlet ale. "Jeg hænger mig ikke så meget i typer" forklarede Ole.
© Copyright Danske Ølentusiaster