Kære medlemmer
Så kom vi godt i gang efter sommerferien. Karins Hjemmelavet serverede en
sen sommermenu, nemlig en fremragende kartoffelsalat og dejlig skinke. Og
efterfølgende blev vi godt og grundigt ført ind i hemmelighederne bag det
Lollandske øl fra Bakkebryg.
Lokalformand Brian Friis fra Maribo havde medbragt otte dejlige øl fra eget
bryggeri, og fortalte spændende og levende om de enkelte øl’s
tilblivelse, og hvorfor navnene på øllet, blev som de gjorde.
Vi smagte som nævnt på otte af Bakkebrygs produkter:
1. V112 – en Light Ale på 4,8 %
2. Honning Ale – en Light Belgian på 5,9 %
3. Brownie på 5,4 %
4. Dobbel Bock på 6,6 %
5. Bolværk på 6,0 %
6. Succes – en Imperial Stout på 7,9 %
7. Dobbel Duppel på 9,9 %
8. Barley Black på 11,0 %
Aftenens helt klare vinder blev Barley Black, og med Dobbel Dubbel og Succes
på henholdsvis anden og tredje pladsen. Og vi har sikret os de resterende
Barley Black, så de kan indgå i januarsmagningen og dermed i konkurrencen
om at blive årets øl 2016 i lokalafdelingen.
Mange medlemmer har allerede udtrykt deres glæde og positive indtryk på
Facebook, og mange medlemmer har også over for mig udtrykt deres
begejstring og sagt, at vi meget gerne må invitere Brian Friis igen. Det
vil vi så notere os som et stort ønske for fremtidige arrangementer.
Endnu en gang tak til Brian for en fremragende aften.
Kurt havde fødselsdagsøl med: En Falle fra De 5 Gårde. Tak til Kurt.
Dejlig øl.
Formanden havde fået noget øl foræret af Kongebryg. Bryggeriet har ryddet
op, og Niels Kiens har fundet noget øl, som han ikke er helt sikker på
hvad er. Man han har foræret øllet til lokalafdelingen, og den første
blev smagt under stemmeoptællingen på mødet. Det var noget mørkt –
sikkert en stout, men den smagte dejligt. Tak til Kongebryg.
Øllets Dag 3. september 2016
Poul Erik fortalte om planerne for Øllets Dag.
Vi er som sædvanligt at finde i Rådmandshaven, og hvis vejret tillader det
også på Axeltorv. Vi har udsat stenalderbryggeren fra Bornholm til en
anden gang, og i stedet brygges en traditionel håndbrygget øl på stedet
på dagen.
Der er lovet øl fra de lokale bryggerier, Slotsbryggeriet GAVNØ, Kongebryg
og Næstved Bryghus. Poul Erik har tilsagn om yderligere eksterne
bryggeriers øl.
De medlemmer, som er med på Øllets Dag mødes i Rådmandshaven klokken
08.30 – 09.00. Vinnie har morgenbrød med, og vi sørger også for noget
kaffe.
Frokosten sørger Karins Hjemmelavet for.
Vi håber på en god og solrig dag med masser af besøgende på standen, og
masser af nye medlemmer.
Årsmøde/medlemsmøde 28. september 2016
Der skal vælges ny formand, da den nuværende er blevet tilbudt ansættelse
på Næstved Bryghus. Det har været en tung beslutning at skulle sige
farvel til formandsposten i lokalafdelingen, men formanden har efter mange
overvejelser takket ja til tilbuddet fra Næstved Bryghus.
Poul Erik stiller op til formandsposten, og den nuværende bestyrelse er
villige til at fortsætte deres virke i lokalafdelingen. Men valget er
åbent for alle medlemmer.
Hvad aftenens tema bliver til den efterfølgende smagning, ligger endnu ikke
helt fast.
Medlemsmøde 26. oktober 2016
Der er noget med damer/piger/tøser på programmet, men det ligger endnu
ikke helt fast.
Medlemsmøde 30. november 2016
Uden tvivl Juleølsmagning. Der kommer sikkert igen i år mange nye Juleøl,
der trænger til at blive smagt på.
Julefrokost 9. december 2016
Og husk så lige at fortælle jeres arbejdsgivere, at de ikke skal holde
firmajulefrokost den 9. december 2016. Der skal I nemlig noget andet. I skal
til Julefrokost i Lokalafdeling Næstved.
Men foreløbig glæder jeg mig til vi ses til Øllets Dag, og senest til
næste Medlemsmøde.
Højt skum
Søren Kjær
/1. september 2016 kl. 12.30
© Copyright Danske Ølentusiaster