Kære medlemmer
Jeg er ked af, at jeg måtte svigte på sidste medlemsmøde i oktober.
Familien havde forlagt residensen til vores nordligste besiddelser i Gammel
Skagen, hvor vejen naturligvis også faldt forbi Skagen Bryghus. Altid et
besøg værd, og igen i år med nye produkter på hylderne.
Men jeg har fra sædvanligvis velunderrettet kilde hørt, at Poul Erik
guidede jer sikkert og kompetent Fyn Rundt, og at det også denne gang var
en aften med mange fremmødte medlemmer og godt humør. Tak for det.
En højtid stunder til, og det er tid for smagning af nogle af de mange
Juleøl, der for øjeblikket finder vej til butikkernes hylder.
Medlemsmøde torsdag den 27. november 2014
Vores næste medlemsmøde afholdes torsdag den 27. november 2014 hos Karins
Hjemmelavede, Møllegade 1 A i Næstved.
Herman har lovet at guide os gennem et udvalg af de mange Juleøl, og jeg er
sikker på, at han vil finde de bedste af de bedste til smagningen. Måske
er der ”gamle kendinge” og måske helt nye og indtil nu ukendte Juleøl.
Herman har ikke programmet helt på plads endnu, men jeg er sikker på det
bliver spændende.
Hvis du vil spise med inden selve Juleølsmagningen er det klokken 18.00 vi
starter. Karins Hjemmelavede byder som dagens ret på hakkebøf til 65,00
kr., og der vil som sædvanligt være mulighed for at vælge á la carte
retterne, for eksempel wienerschnitzel. Du skal bare give besked ved
tilmelding, hvad du ønsker at spise. Som sædvanligt kan du købe
restaurantens øl til maden.
Ønsker du at spise med skal du meddele dette til Poul Erik senest mandag
den 24. november 2014 på telefon 22 43 21 23 eller på mail
poul.erik.jensen@ale.dk.
Spiser du ikke med, starter smagningen klokken 19.00, og prisen er de
sædvanlige 90,00 kr.
Vi afholder også Julelotteri. For en beskeden pris for lodderne, kan du
vinde fine præmier.
Og så vil du få tilbudt en alkotest inden du forlader mødet. Vi vil så
nødigt risikere, at du mister dit togkort, hvis du bliver taget i
kontrollen!!!!
Julefrokost
Lokalafdelingens Julefrokost afholdes – som tidligere annonceret –
lørdag den 13. december 2014 hos Karins Hjemmelavede.
Menuen er udsendt sammen med indbydelsen, kan jeg kan da nævne, at vi
blandt andet bliver budt på:
Marinerede hvide sild med løgringe, kapers og karrysalat
Røde kryddersild med rødløg
Paneret fiskefilet med grov remoulade og citron
Andebryst, æbleflæsk og mange andre gode sager, og endelig ris á la
mande.
Vi skal hver især medbringe tre Juleøl til fælles pulje. Snapsen køber
vi hos Karins Hjemmelavede.
Alle disse herligheder får du for kun 150,00 kr. pr. deltager, så husk at
melde dig til hos Poul Erik senest den 7. december 2014.
Næste medlemsmøde
Julefrokosten bliver vores medlemsmøde i december 2014. Så det næste
ordinære medlemsmøde bliver torsdag den 29. januar 2015. Vi skal smage
vores månedlige vindere fra 2014, og Finn Peter er allerede godt i gang med
at fremskaffe øllet.
Juleølsmagning i SuperBrugsen i Fensmark
Jeg skal minde om at den årlige Juleølsmagning i SuperBrugsen i Fensmark
afholdes lørdag den 22. november 2014 fra klokken 11.00 til 16.00.
Billetter kan købes i kiosken på dagen.
Danske Ølentusiaster er godt repræsenteret, så vi skulle meget gerne have
endnu flere medlemmer tegnet til vores velsmagende forening.
Tilbage er kun for nærværende at sige, at jeg glæder mig rigtigt meget
til at se mange af jer til vores Juleølsmagning. Det bliver uden tvivl en
god oplevelse.
Højt skum
Søren Kjær
Lokalformand Næstved
/18. nov. 2014 kl. 12.24
© Copyright Danske Ølentusiaster