Lokalafdeling Næstved : Nyhedsbrev #8, september

Øllets Dag

Dagen faldt sjovt nok også i år på en lørdag. Vi var 6, næsten 7 der mødtes i Rådmandshaven og havde en fornøjelig dag. Bestyrelsen samt Søren E Hansen, Jesper Jørgensen og Jan Vang støttede op med lån af borde og stole + det løse og i år med et 20l. bryganlæg til fremvisning ud i ølbryggeriet. Som vi plejer at gøre, så afholdt vi arrangementet sammen med de andre foreninger i Næstved, på Foreningernes Dag. Der var ca 50 foreninger repræsenteret, men vi var klart dem med størst besøg af de voksne☺. Det kastede dog ikke umiddelbart nye medlemmer af sig, men godt at se at nuværende medlemmer som jeg ikke har talt med før, kom forbi og hilste på. Nu håber vi bare også at I kommer til en smagning så vi kan snakke mere. Vi uddelte ca 600 smagsprøver og øllet var blevet doneret af Kongebryg, Næstved Bryghus og Gavnø Slotsbryggeri. Vi havde købt en kasse hjemmebryg af Claus Lücking og Jesper have et setup med, så interesserede kunne stille spørgsmål. Grundet vandproblemer bryggede vi ikke.

Månedssmagning

Vi afholder denne måneds smagning på Mona Lisa i Sct. Jørgens Park. Dette med mulighed for, at vi har et lokale for os selv og dermed kan tale uforstyrret under årsmødet. Vi havde egentlig Pakhuset (det gamle Karins Hjemmelavet) i tankerne, men kunne ikke få en aftale i stand. På Humle var muligheden for uforstyrret tale og antallet af deltagere en udfordring.

Vi starter med et godt måltid mad kl 18:00 og derefter afholder vi årsmødet kl 19:00 og slutter af med måndenes smagningen med en omgang hjemmebrygget øl.

Årsmøde

Vi starter årsmødet med dagsorden i følge reglerne: 

  1. Valg af dirigent 
  2. Beretning om Lokalafdelingen 
  3. Valg af Lokalafdelingsformand
  4. Evt. Valg af Lokalafdelingsnæstformand
  5. Beslutning om antal menige bestyrelsesmedlemmer og evt. valg af menige bestyrelsesmedlemmer 
  6. Eventuelt

Det lyder som om der sker den store revolution, men de nuværende bestyrelsesmedlemmer ønsker at fortsætte, minus Michael Jørgensen som af personlige årsager trækker sig. Så sidder du med ønsket om at være en del af en lille bestyrelse, så meld dig under fanerne og tag udfordringen op.

Tilmelding til spisning og smagning kan foregå via nemtilmeld HER. Flæskesteg med det hele 130 kr, (betales til Mona Lisa) og ølsmagning 100 kr. HUSK lotto hvor du kan vinde en gratis smagning.

Hvis du har problemer med at tilmelde dig, så skriv til formanden på soren.petersen@ale.dk eller ring/sms på 2250 7065 senest d 23. september

Til årsmødet er alle medlemmer velkomne uden tilmelding.