Så kom der alligevel lidt nyt fra bestyrelsen

Vi havde alle håbet at medlems møderne kunne starte op igen. Men sådan skulle det ikke være. Åbningen af Danmark, fase 2, giver os ikke muligheder for at mødes.

Vi må nu afvente fase 3, som egentligt heller ikke ser lovende ud, men vi kan da håbe.

Alle større arrangementer her i foråret er desværre aflyst eller udsat på ubestemt tid.
Vores ølfestival blev udskudt til september, men i samråd med Næstved Cityforening er den blevet aflyst og løber forhåbentlig af stablen fredag d 30 april 2021.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, så fortsætter planlægningen af Øllets Dag stadig. Det bliver måske i en anden form end den vi kender, da forsamlingsforbuddet kan gøre at vi ikke kan holde det sammen med Foreningernes dag som vi plejer. Men vi vender tilbage når vi ved mere.

Jeg kan dog love at der kommer til at ske en lille smule. Vi holder nemlig vores egen lille virtuelle ølsmagning som alle kan være med til. Det er en seance som nogle af vores medlemmer samt en special gueststar, har optaget hjemme hos dem selv og Hr Uno Gall har samlet det sammen til en video som udsendes og kan ses på foreningens facebook side og på vores helt nye YouTube-kanal.fredag d 15 maj kl 1900.
Planen er at du selv går ud og køber øllet, lister ligger på FB og YouTube, som kan købes mange steder da de fleste øl er ganske almindelige. Vil du så følge med og smage samtidig, kan du gøre det eller du kan spole som du vil.
De fleste af dem der har lavet videoer, sidder klar til at kommentere på jeres spørgsmål. Vi håber at I alle bærer over med os, da vi kun har gjort det for at der skulle ske lidt og for at have det lidt sjovt.

Del gerne opslagene til venner og bekendte, da alle kan være med på de øl.
Det skaber måske også lidt interesse om vores lille forening og lokalafdeling.

Vil du til lidt mere seriøs ølsmagning, så kan det gøres virtuelt:

Først og fremmest, så er der virtuelle ølsmagninger til højre og venstre. Følg dit yndlingsbryggeri på sociale medier, og se om de selv holder noget eller deltager i noget. Mange bryggerier har smagekasser og videoer med introduktion til øllet.

Claus Wordenskjold har en dejlig ølklub på facebook hvor han ofte inviterer til ølsmagning.
Det foregår normalt i klubben i Ringsted, men han laver selvfælgelig også nogle virtuelle smagninger. Prøv at se dem her:
wordenskjoldsBeerClub

Det Belgiske Hus i Langeskov har i deres webshop køl.dk samlet en kasse med otte øl fra fire bryggerier. De præsenteres af ølguru Carsten Berthelsen og Mikkel Borg Bjergsø (Mikkeller) i en video, der kan ses fra på fredag. Man kan tage de otte øl til en stor samlet smagning eller fordele dem, som man vil og se videoen i mindre bidder. Køb Virtuøl Ølsmagning her.

BeerButler har valgt en model hvor 12 individuelle videoklip ligger på deres website så man kan tage ølsmagningen i det tempo man har lyst til. Der er et fint udvalg af øl, som dog er kendte navne, og dermed rettet mod begyndere og let øvede. 

I denne uge skulle der have været ølfestival. På lørdag er der landsdækkende fællesskål for alle os der savner festivalen. Deltag på Facebook.

Anders Ousen, ølentusiast og blogger fra Fredericia har samlet et Danmarkskort over bryggerier og butikker, der bringer ud: Ousen om øl

Lidt reklame fra Lokalafdelingen i Odense.
Rejsen til Dresden her i foråret blev desværre aflyst. Men nu har Niels været i gang igen, så nu er der en tur til Mainz i november. Se folderen
her. Der er i skrivende stund stadig 8 pladser tilbage.

Niels kan kontaktes på nielsbrobyvej@remove-this.live.dk .

Det var alt for denne gang.

På snarligt gensyn, forhåbentlig virtuelt på fredag, men meget gerne snart fysisk.

På bestyrelsens vegne

Søren

 /Udsendt 13-5-2020