Nyhedsbrev Juni 2020

Sidste smagning

Uha, man kan næsten ikke huske så langt tilbage.

Jeg tror bare vi skal se fremad og glæde os over at vi snart kan mødes igen.

Månedssmagning

Der bliver ikke en decideret smagning i denne måned. Juni og juli plejer at være ferietid og det er det jo også i år, selvom vi nok holder ferien hjemme. Vi har da talt sammen om vi skulle holde en smagning,  men vi har i stedet valgt at afholde et lille sommergilde.

Det afholdes d 11 juli og vores gode kasserer Michael Rasmussen lægger hus og køkken til. Der er sat en grænse på 20 personer, men er der en overvældende interesse, så må vi se på det. Så ind og få booket en plads her (link). Seneste tilmelding er søndag d 5 juli. Vi mødes kl 1600 på Hjarnøvej 25a. For de friske, så starter vi ud med en lille cykeltur og så er der nok appetit til lidt mad og drikke. Det koster den nette sum af 100 kr og så medbringer du selv 2 af dine gode favorit (sommer)øl.

Den næste rigtige smagning vil være d 27 august og der skal nok komme mere info ud når vi nærmer os.

Øllets Dag

Foreningernes dag er aflyst, da man stadig er usikker på hvordan samfundet ser ud, hvor mange der må samles og så også fordi der står et testcenter på en del af pladsen.

Så vi må tænke alternativt og skal tilbage til de gamle dage hvor vi selv stod for det og frivillige stod med en lille bod på gadehjørnerne. Det bliver så ikke helt sådan vi har det i tankerne, men vi satser helt sikkert på at lave en god dag, så jeg opfordrer jer til at melde jer under fanerne og stå som frivillige og skænke en tår øl og fortælle de gode historier om øllet og foreningen. Hvis man nu er et par stykker som har det godt sammen, så er det jo også en måde at få noget godt ud af dagen på.

Det afholdes lørdag d 5 september i tidsrummet ca 1100 - 1500. Hvis du har en butik eller et udsalgssted i dit område som evt vil huse os og lade os få et lille hjørne, så sig til og vi vil prøve at lave en aftale med dem. Vi er nogle gange lidt snæversynet og tænker ofte kun på Næstved, men der er flere byer som har en lille god købmand med et fornuftigt udvalg. Foreningen sørger for at du som frivillig bliver forplejet til frokost og er udstyret med en t-shirt. Forventeligt slutter vi dagen af i fællesskab med en tår øl og lidt hygge. 

 

Små ture

Forskellige medlemmer har i tidens løb samledes nogle stykker og taget af sted til f.eks. København og fået en god dag ud af det. Det opfordrer vi stadig til og annoncer det gerne på facebook, hvis I vil have følgeskab af andre medlemmer. Hvis I gerne vil et sted hen, men er lidt usikker på de lokale forhold, så kan vi altid hjælpe med at skabe kontakt til andre entusiaster. Det er også en rigtig god ide at gå ind og se på godeoelsteder.dk Der kommer hele tiden nye steder til og det giver et godt overblik og samtidig kan du se om der gives rabat.

Webredaktør

Vi har i længere tid tænkt på at vi skulle have vores egen webredaktør og ikke trække på Lars, bedre kendt som Fætter Lars. Så var det noget for dig, så sig endelig til. Opgaven er ikke kæmpestor, men der er mulighed for at du selv kan få en del indflydelse på hvad der skal være på vores lokalside www.ale.dk/naestved . Ellers er opgaven primært at holde den opdateret og udsende mails på vegne af formanden/foreningen ligesom den mail du læser her.

Det var alt for denne gang. Håber vi snart ses i den virkelige verden.

Hvis du har problemer med at tilmelde dig eller har et spørgsmål til eller om foreningen, så skriv til formanden på soren.petersen@remove-this.ale.dk eller ring/sms på 2250 7065.

/Udsendt 21-6-2020