Nyhedsbrev august

Sidste smagning

Ja sidste rigtige smagning var jo tilbage i februar, men vi holdt en lille sommerfest med en cykeltur, grill med god mad og nogle gode øl i juni måned. Vi var 10 der mødte op, men vi havde en fornøjelig eftermiddag og aften.

Kasserer Michael lagde hus til og mens nogle lavede det sidste med maden, så drog vi en lille flok af sted på cyklerne og så lidt af området. Der var indlagt et enkelt pitstop og det passede fint med at det væltede ned med vand.

Alle havde fundet 2 øl frem og taget med til maden og den efterfølgende hygge og derudover var der fundet nogle rester frem.

Det vil vi da sikkert gentage næste år, og der håber vi selvfølgelig på at der er flere har tid og lyst til at komme.

Månedssmagning

Grundet det noget ødelagte 2020, så har vi talt om at det ikke giver mening at satse på at vi kan afholde en “Årets Øl i Lokalafdelingen” i januar som vi plejer. Derfor har vi åbnet op for arrangementer der kan være lidt anderledes.

Vi har talt med Humle efter genåbningen og de vil meget gerne prøve nogle øl-cocktails af på os. Så næste arrangement vil blive ONSDAG d 26 august kl 1800, med en blanding af en almindelig smagning suppleret med øl-cocktails. Fordelingen vil nogenlunde være 60% øl og 40% cocktails. For at give Humle mere frie hænder til deres planlægning, er det dem der står for arrangementet og derfor vil vi kun lave en tilmelding så vi ved hvor mange der kommer.
Det vil være en samlet pakke der indeholder mad, smagning og lotto. Prisen er den samme som normalt, 230 kr og det afregner man selv i baren ved ankomst.

Vi håber faktisk lidt på at dette arrangement kan lokke nogle medlemmer af sted, som måske netop tænker at der skal prøves noget nyt.

Book din plads HER

Øllets Dag

Foreningernes dag er aflyst, da man stadig er usikker på hvordan samfundet ser ud, hvor mange der må samles og så også fordi der står et testcenter på en del af pladsen.
Så vi må tænke alternativt og skal tilbage til de gamle dage hvor vi selv stod for det og frivillige stod med en lille bod på gadehjørnerne. Det bliver så ikke helt sådan vi har det i tankerne, men vi satser helt sikkert på at lave en god dag. Så indtil videre afholdes der stadig Øllets Dag lørdag d 5 september i tidsrummet ca 1100 - 1500.

Vi har lavet aftale med Humle, Meny Østergade og Superbrugsen Fensmark om at vi kan stå der. Derudover har vi en aftale med Vinoble i Næstved Storcenter om at vi evt kan stå der, hvis centeret giver lov.

Foreningen sørger for at du som frivillig bliver forplejet til frokost og er udstyret med en t-shirt. Forventeligt slutter vi dagen af i fællesskab med en tår øl og lidt hygge. 

Men for at noget af det her overhovedet kan lykkes, så kræver det at der er nogle stykker der melder sig som frivillige. Så jeg opfordrer jer til at melde jer under fanerne og stå som frivillige og skænke en tår øl og fortælle de gode historier om øllet og foreningen. Hvis man nu er et par stykker som har det godt sammen, så er det jo også en måde at få noget godt ud af dagen på. Meld dig til formanden snarest muligt, så vi kan danne os et overblik eller evt må iværksætte aflysning, hvilket vi selvfølgelig ikke håber sker.

Årsmødet

En lille påmindelse om det kommende årsmøde. Der er ikke åbent for tilmelding endnu, men du kan læse om arrangementet HER

Der tages forbehold for rettelser.

Er du håndbrygger??

Bent vil meget gerne i dialog med alle som går og brygger derhjemme. Han har kontakt til en del medlemmer som brygger, men der går flere rundt derude. Til årsmødet plejer en del af menuen at være håndbrygget øl og du kan stadig nå at være med. Så giv Bent et skriv på bent.noergaard@remove-this.me.com

Det var alt for denne gang. Håber vi snart ses i den virkelige verden.

 

På foreningen vegne

Søren Petersen

 

Hvis du har problemer med at tilmelde dig eller har et spørgsmål til eller om foreningen, så skriv til formanden på soren.petersen@remove-this.ale.dk eller ring/sms på 2250 7065.

/Udsendt 7-8-2020

 

.