Årets danske Bryggeri 2019 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december.
Bad Seed Brewing er lokalafdeling Aalborgs kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2019. Fredrik Hector Schmidt er manden bag bryggeriet, der blev grundlagt i 2015 som et fantombryggeri. I 2018 gik Bad Seed Brewing dog fra at være et fantombryggeri til at være et rigtigt, fysisk bryggeri i Gudumholm, 20 kilometer uden for Aalborg. Og i august i år løb bryggeriets første festival, Bad Seed Beer Fest, af stablen.
Lokalafdeling Aalborgs indstilling lyder:
Bad Seed Brewing er et lokalt bryggeri, der er etableret af en aalborgenser, som er vendt hjem efter flere år i København. Bryggeriet har et bredt udvalg af øl, og øl som især appellerer til den yngre gruppe af øl-elskere.
Bryggeren har desuden har formået at få sine øl ud på restauranter i blandt andet København. Bad Seed Brewing afholdte for nyligt Bad Seed Beer Fest 2019 i Studenterhuset i Aalborg og er et ligeledes et rigtig godt tiltag for øllet i Aalborg.
Årets danske Bryggeri 2019 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer. I november stemmer medlemmerne på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december.
Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.
© Copyright Danske Ølentusiaster