Årets julekalender for voksne er klar med hjælpepakke - Danske Ølentusiaster

Årets julekalender for voksne er klar med hjælpepakke

16.09.2020 15:05

Natholdet Julekalender står igen for julehyggen og i år skal den være med til at hjælpe danske mikrobryggerier.

Julen står for døren – næsten – og det er ikke et øjeblik for tidligt at finde de rette øl til at komme i julestemning i. Her kan Natholdets Julekalender igen i år være behjælpelig.

Natholdets Julekalender er gået sammen med Craft Makers Collective om at lave en pakkekalender med alle de 24 øl, der skal smages i årets julekalender for voksne. Under hver låge gemmer der sig et styk velsmagende øl fra et dansk mikrobryggeri. Og da advent er en særlig begivenhed i julen er der her gemt en lille ekstra overraskelse under lågen – med i pakken følger også et Natholdet smageglas.

Natholdet har også i 2017 og 2019 lavet en julekalender. Her var der øl med fra flere lande, men særligt i 2019 var der fokus på danske bryggerier med kun seks udenlandske øl. I 2020 går Natholdet altså hele vejen kun med specialøl fra danske mikrobryggerier.

”Jeg elsker alt ved jeres idé”, var Anders Breinholts umiddelbare reaktion, da Craft Makers Collective forelagde ham idéen om at hjælpe de trængte danske bryggerier efter et mildt sagt anderledes år, ved at lade dem være hovedpersonerne i Natholdets julekalender 2020.

Æresmedlem af Danske Ølentusiaster Carsten Berthelsen har naturligvis nøje udvalgt de 24 danske specialøl til årets julekalender for voksne og står igen for løjerne. Det gør det til 4. gang han står i spidsen for en øljulekalender – første gang var Den lystige julekalender på DK4 i 2004.

Og for dem, som ikke kender konceptet, er det såre enkelt: En ny øl smages for hver dag op mod jul, og man har derfor mulighed for at smage sig vidt omkring i det danske land. De tre værter Anders Breinholt, Carsten Berthelsen og Søren Rasted guider og smager sig gennem alle 24 øl. Eneste twist er, at julekalenderen er optaget på én dag, og de tre værter har derfor rig mulighed for at finde julestemningen frem.

Natholdets Julekalender-pakke kan købes på Craft Makers Collective – den fås også i en ren adventskalender med fire øl og fire snaps