Beer Walk n’ Roll - Danske Ølentusiaster

Beer Walk n’ Roll

08.07.2021 09:24

Cath Borch Jensen der er født spastiker, eller spasser, som hun kalder sig selv, er ”beer n’roller” hos People Like Us. Hun kører Amager tynd med bajere og fortællelyst fra kørestols-perspektiv. Cath Borch Jensen står nu i spidsen for Beer Walk n’ Roll, hvor man går en tur på Amager og nyder bæredygtige specialøl undervejs.

Mikrobryggeriet People Like Us starter ølture med fokus på handicap – fra en spastikers perspektiv

Mikrobryggeriet People Like Us vil gerne skabe et øget fokus på handicappedes vilkår og liv. Derfor starter bryggeriet nu konceptet Beer Walk n’ Roll, hvor man går en tur på Amager sammen med en spastisk kvinde i kørestol, og nyder bæredygtige specialøl undervejs.

For fem år siden, stiftede Lars Carlsen bryggeriet People Like Us. Missionen var klar. Der skulle skabes arbejdspladser til mennesker med diagnoser, samt udfordring af den gængse opfattelse af normalitet og fællesskab. I dag har virksomheden med fokus på bæredygtighed vokset sig til at omfatte og skabe arbejdspladser til alskens mennesker, med og uden diagnoser, der alle har oplevet udfordringer med at finde fodfæste på det ordinære arbejdsmarked.

En af dem er Cath Borch Jensen. Cath er født spastiker, eller spasser, som hun kalder sig selv, og hun er ”beer n’roller” hos People Like Us. Hun kører Amager tynd med bajere og fortællelyst fra kørestols-perspektiv. Cath Borch Jensen, er en entreprenant ildsjæl med handicap og håb for forpligtende fællesskaber.
 

Et forpligtende fællesskab er der nemlig brug for. Det har både Cath og People Like Us lært igennem i livet, ikke mindst under det sidste års Coronanedlukning og nedladende diskurs vedrørende handicapområdet. Missionen er, at den direkte kontakt imellem mennesker og samarbejdspartnere kan udvide horisonter, alt sammen med fokus på at skabe et mere inkluderende arbejdsmarked og en mere rummelig kultur. Noget som People Like Us håber, vil blive integreret, både i erhvervslivet men også hos det enkelte menneske.

Den direkte kontakt bliver altså med Cath, og hun er klar på at fortælle om stort og småt. Lige fra den knap så inkluderende arkitektur og infrastruktur, der har dannet rammen for Caths ukonventionelle kørestolsruter og retninger i livet, til sam-og sexliv og lignende: ”Folk spørger mig stadig, om jeg har et job, en uddannelse, et sexliv… De kunne ligeså godt spørger, om jeg har et liv. Nu får jeg chancen for at dele ud af, hvad det liv, jeg lever beror på, og hvordan den præmis klinger med PLU’s sociale mission. Gensidig øjenhøjde er så vigtig for, at vi kan blive klogere på hinanden i en nødvendig, aktivistisk udvikling.

– Derfor, kører jeg på gaden nu. Vi kommer godt rundt i krogene - Og så gør det ingenting, at de gode spørgsmål og samtaler ofte opstår over en øl med mening”, blinker den 37-årige Beer Roll’er.

Fakta om Beer Walk ’n’ Rolls:
Hver fredag kl. 16.00. – 18.30.
Afgang fra: PLU Bunker-Bar, Amager Strandvej 51

Billetkøb: her.