Bryggerier hjælper dig til godt øl trods krisen - Danske Ølentusiaster

Bryggerier hjælper dig til godt øl trods krisen

20.03.2020 11:27

Årets danske bryggeri, Åben, er et af de bryggerier, der lige nu kører rundt med øl til de lokale for at bekæmpe krisen. Foto: Facebook

Online-ølsmagning, takeaway-beer, drive-in salg og dørtrinsleveringer er nogle af de mange kreative tiltag, som de danske bryggerier har hittet på som følge af det økonomiske pres, coronakrisen medfører.

Mange virksomheder er hårdt ramt af coronakrisen, og de danske bryggerier er ingen undtagelse. De er nemlig storleverandører til de brancher, der i øjeblikket er lukket ned. Flere af de mindre bryggerier har langt over halvdelen af omsætningen her og risikerer at måtte dreje nøglen om. Men de har taget sagen i egen hånd og forsøger med kreative salgsinitiativer at få en del af den udeblivende indkomst ind på kontoen.

Det unge københavnske bryggeri People Like Us har eksempelvis taget kampen op ved at afholde en online-ølsmagning. Via bryggeriets hjemmeside køber man en øl-pakke, hvorefter man kan streame ølsmagningen live på Facebook. Det har desuden åbnet op for, at man kan komme forbi bryggeriet og få fyldt sine flasker med lækkert specialøl fra fad – hanerne bliver naturligvis sprittet af efter hver tapning.

Hos Bryggeriet Skands i Brøndby på den københavnske vestegn har man også tænkt kreativt. Bryggeriet har åbnet for konceptet ”takeaway-beer”, som gør det muligt for ølglade kunder at komme forbi bryggeriet, hvor de kan fylde bagagerummet med gode flaskeøl med mindst mulig fysisk kontakt. Randers Bryghus har åbnet op for drive-in salg, og det samme gælder Amager Bryghus, når bryghuset på lørdag lancerer en ny øl.

Viborg Bryghus har haft stor succes med at sætte sine Påske Bock på forbrugernes dørtrin, efter at bryghuset lavede et opslag på Facebook, og andre øl fra bryghusets sortiment kan man nu få leveret hjem til døren.

Det glæder Niels Hald, som er direktør i Bryggeriforeningen, at se hvordan bryggerierne takler den ellers triste og svære situation med kreative idéer, som kan hjælpe dem økonomisk. Han opfordrer danskerne:

”Bliv hjemme – og nyd en øl fra danske bryggerier. Ved at forbrugerne støtter op om bryggerierne i denne svære tid, sikrer de, at de også kan nyde det gode danske bryg efter coronakrisen, samt at arbejdspladserne på flest mulige af de 216 danske bryggerier bliver bevaret”.

Læs om andre tiltag fra de danske bryggerier her.

Og her.


Kilde: Bryggeriforeningen

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her