Den ultimative bog om pilsneren

31.10.2019 11:06

Kevin Davey, brygmester på pilsner- og lagerølsspecialisterne Wayfinder Beer i Portland, Oregon: "Pilsner is to beer, what pinot noir is to wine". Og nu har pilsneren fået sin egen, danske bibel; Den nøgne øl.

“Den nøgne øl” skal genrejse respekten for det gode pilsnerøl. Ole Madsen, redaktør på ØLentusiasteN giver bogen topkarakter.

Pilsneren er tilbage. Da ølrevolutionen begyndte for over 40 år siden i USA og mere end 20 år siden i Danmark, var det et opgør med den standardiserede industripilsner. Pilsneren sad på tronen som en enlig monark i ølkongeriget. 

Siden blev pilsneren forvist og forbandet. 

Men det er superærgerligt, mener Christian Andersen, forfatter, journalist, ølskribent og tidligere medlem af Danske Ølentusiasters landsbestyrelse. 

- Den gode pilsner er underkendt, underkuet og misforstået, og det på trods af at alle kan lide en god pilsner, også feinschmeckere, siger han og fortsætter: 

- Det er en enkel drik, men ikke kedelig. Der er masser af smag og kvalitet i en pilsner til at tilfredsstille den mest kræsne øldrikker. Mit indtryk er, at bryggerne i dén grad søger mod pilsneren for at udforske øllets essens – det enkle øl på et højt niveau. Det skyldes, at bryggerne er blevet mere modne. Nu har de lyst og er kompetente til at gå i krig med den svære kunst at brygge pilsner.

“Den nøgne øl” skal give bryggerne og forbrugerne lyst til at genopdage den raffinerede drik pilsner, en grundøl, som - ifølge Christian Andersen - burde have en plads i hjertet at ølrevolutionen. 

Ole Madsen, redaktør på Danmarks eneste specialmagasin udelukkende om øl, ØLentusiasteN, er meget enig. 

“Det er en fantastisk bog, som jeg håber bliver oversat, så hele verden igen kan få lyst til den gode pilsner. I hvert fald er pilsner­bibelen ”Den nøgne øl” den ultimative julegave til alle ølentusiaster, uanset om man er til pilsner eller ej. Den er imponerende informativ, flot sat op og lækkert illustreret, og det er umuligt at undgå at blive tørstig”, skriver han i ØLentusiasten #112 (oktober/november), der lander hos Danske Ølentusiasters medlemmer i midten af oktober. 

I “Den nøgne øl” får du pilsnerens historie, viden om stilen, interviews med verdens bedste pilsner-bryggere, anmeldelser, beskrivelser af de mange forskellige typer og undertyper af ølstilen, et nyt smageskema udviklet særligt til pilsneren og ti opskrifter på kendte, legendariske pilsnere. 

Pilsneren er verdens mest populære øltype.

Lidt fakta: 93 procent af alt øl, der sælges i verden, er en pils­ner. Nu har pilsneren også fået sin egen bog, eller bibel, som Ole Madsen kalder den til dato den mest omfattende bog om grundøllen.

DEN NØGNE ØL

Af Christian Andersen og Jens Eiken
380 sider
Forlaget Turbine
299,95 kroner

Udkommer 7. november 2019 

Køb “Den nøgne øl” med medlemsrabat i Danske Ølentusiasters shop 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her