Det Lille Bryggeri indstilles til Årets Danske Bryggeri 2021 - Danske Ølentusiaster

Det Lille Bryggeri indstilles til Årets Danske Bryggeri 2021

02.11.2021 17:31

“De er innovative og nytænkende” siger lokalafdeling Herning og indstiller Det Lille Bryggeri til Årets danske Bryggeri 2021 sammen med lokalafdeling Frederikssund, Helsingør, Odense og Ringsted

Det Lille Bryggeri er beliggende i Bringstrup ved Ringsted på Sjælland. I 2002 åbnede Ole Hansen og hans 2 sønner (Thomas & René Hansen) en ølbutik. I 2005 fik de muligheden for at følge en dansk brygmester og kastede sig derefter ud i ølbrygningens selv. Deres første øl havde premiere på Fynske Øldage i oktober 2005. Der blev i årene 2005-2009 brygget øl på forskellige bryggerier, men i 2009 satte de deres eget bryggeri op i en nedlagt smedje. I 2015 overtog René bryggeriet alene og driver det i dag sammen med sin hustru. De har også åbnet Den Lille Gaardbutik i forbindelse med bryggeriet.
I 2020 blev Det Lille Bryggeri kåret til Årets Danske Bryggeri af Danske Ølentusiasters medlemmer.


Lokalafdeling Herning indstilling lyder:
“De er nyskabende og de brygger lokale øl som de bl.a. sælger via Den Lille Gaardbutik, og de giver øl til Øllets Dag. De har altid et stort udvalg af nye øl i flere stilarter af høj kvalitet, og de formår at have et bredt udvalg, uden at det går ud over kvaliteten.
De er innovative og nytænkende og er med på Øllets Dag og ølfestivaler i Danmark og de afholdt online ølsmagninger under Corona-epidemien.”
Lokalafdeling Herning synes især, I skal smage Barley Wine.

Lokalafdeling Helsingørs indstilling lyder:

“Fortsat med at være i front med nye spændende øl og forskellige bryg.”
Lokalafdeling Helsingør synes især, I skal smage Two Barrels imp. Stout


Lokalafdeling Odenses indstilling lyder:
“Da Det Lille Bryggeri løb med titlen i 2020, stod det klart for mange at dette var fuldt fortjent. Rene Hansen driver et meget innovativt og ambitiøst bryggeri, der til stadighed udvikler sig på mange fronter. Her i 2021 er udviklingen endnu mere tydelig, med et fantastisk og meget bredt udvalg af rigtig mange forskellige øltyper.
På Ølfestival 2021 i Lokomotivværkstedet, slog Det Lille Bryggeri det helt fast, at det er et af de bryggerier der skal holdes øje med. Rene havde valgt at tage hele 51 forskellige øl med, hvilket overraskede mange af de besøgende på standen. Det var dog nok det høje kvalitetsniveau, der imponerede gæsterne mest, og de gav mange roser til bryggeren.”

Lokalafdeling Odense synes især, I skal smage Bryg nr. 1200.


Lokalafdeling Frederikssunds indstilling lyder:
“Det Lille Bryggeri er et meget alsidigt bryggeri med et stort udvalg i sortimentet.
Det Lille Bryggeri blev valgt som årets bryggeri 2020, men det har været svært at få det promoveret rigtigt under Corona nedlukningen. De har kørt landet tyndt for at få deres øl ud til store dele af landet, det er rigtig positivt, men også noget der koster en masse kræfter.”
Lokalafdeling Frederikssund synes især, I skal smage:
“René er rigtig god ud i de sorte øl, men også barley wine kan han, og nu er der også dukket nogle fadlagrede øl op i sortimentet. Køb deres øl, og smag selv.”


Lokalafdeling Ringsteds indstilling lyder:
"Ringsted vil hermed gerne nominere DLB for deres fantastiske måde at nytænke hvad en øl også kan være og for deres måde at skabe øl på. Deres evne til at skabe nyt og samtidig have et fast, bredt bagkatalog, af øl i samtlige kategorier. 

Deres forståelse for smagssammensætninger. Deres konstante nysgerrighed på hvad der rører sig og deres vilje til aldrig at lade sig nøje, stagnere eller hvile på laurbærene. De tænker hele tiden i nye opskrifter, finder de bedste råvare og skaber nogle fanatiske øl. Deres omstillingsparathed i svære situationer som han viste under coronakrisen hvor de klarede sig fint igennem på trods af manglende ordre fra grossister, de indså hurtigt at hjemmelevering var vejen frem."

Årets danske Bryggeri 2021 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes til det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.


Læs mere om Årets danske Bryggeri her.