Fanø Bryghus er indstillet til Årets Danske Bryggeri af fem lokalafdelinger - Danske Ølentusiaster

Fanø Bryghus er indstillet til Årets Danske Bryggeri af fem lokalafdelinger

03.11.2021 15:51

"Fanø Bryghus bliver ved med at eksperimentere med ingredienser og udvide deres varianter, så deres øl bliver aldrig kedelige og kan provokere eller begejstre." Derfor er de indstillet til Årets Danske Bryggeri 2021.

Fanø Bryghus har eksisteret siden 2009, men fik i 2018 nye ejere. Direktøren hedder Sofie Jansen, der som 25-årig købte spille- og kulturstedet Industrien i Esbjerg, som hun ledte i 17 år, inden hun overtog Fanø Bryghus.

Bag brygget står Steve Rold, der kom fra USA til Fanø for at brygge øl og fandt balancen mellem faglige udfordringer, mulighed og familieliv. Det er Steves hustru Jessica, der står for at designe etiketterne, bl.a. med satiriske kommentarer til verdenssituationen som Mango Mussolini, der har en grafisk fremstilling af præsident Trump på etiketten.

Siden teamet et begyndt at arbejde sammen er produktionen øget og salget steget. I forbindelse med at Fanø Bryghus fik nye ejere, blev der også truffet beslutning om en udvidelse af bryghusets kapacitet, der steget med 30%. Der er bl.a. investeret i en ti-hektoliters og to tyve-hektoliters tanke.

Lokalafdeling Vardes indstilling lyder:
“Fanø Bryghus har udviklet sig fra ‘blot’ at være et bryggeri med en skænkestue til et egentligt brygværtshus med 14 haner – hvorpå der ofte er "testbatches" der måske, måske ikke, kommer i handlen – og flere ugentlige smagninger, både på dansk og tysk.

I sommerperioden har man allieret sig med en foodtruck, så de besøgende også kan få sig lidt fast føde til øllet. Bryggeriet er, trods coronaen, inde i en rivende udvikling der betyder at de pt. er oppe på tre bryggere fra henholdsvis Danmark, England og USA. Og de har under Coronaen formået at forblive på landkortet med både virtuelle smagninger og online handel.”

Lokalafdeling Varde synes især, I skal smage Red Wedding.

Lokalafdeling Sønderborgs indstilling lyder:

Fanø har et meget bredt sortiment og er ikke bange for at prøve nyt inden for smag og sammensætning. Her har den almindelige forbruger mulighed for at smage godt øl i alle afskygninger. Via deres fantastiske bryghus og forhandler har de formået at bringe disse mange varianter ud til meningmand og sætte syd Danmark på ‘ølkortet’.

Altid godt øl på hane eller flaske i mange typer lige fra Ale til Stout og meget andet, og altid med spændende ingredienser. Fanø har en øl til alle, det er blot at prøve sig frem og finde lig din favorit.

Fanø bliver ved med at eksperimentere med ingredienser og udvide deres varianter, så deres øl bliver aldrig kedelige og kan provokere eller begejstre.

Lokalafdeling Sønderborg kan varmt anbefale Fanø’s NEIPA, Mango Mussolini eller deres Imperial Chocolate Stout, Gorm the Old. To fantastiske øl i hver sin ende af skalaen.

Lokalafdeling Middelfarts’ indstilling lyder:
Fanø bryghus er fra 2009 og de bliver ved med at udvikle sig. De laver øl til alle lige fra hr. og fru Danmark over til den kræsne ølnyder. Der er øl i alle priser. Bryggere kommer fra nær og fjern for at lave øl sammen, og det er vi ølfolk glade for.  
De laver ikke øl for sjov.”

Lokalafdeling Middelfart synes især, I skal smage Red wedding Imperial Stout.

Lokalafdelingerne Esbjerg og Ribes samlede indstilling lyder:
"Efter en større ombygning for et par år siden, så er Fanø Bryghus helt klart et besøg værd.

Lokalafdeling Esbjerg lægger især vægt på, at de altid har ca. 14 fadøl på hanerne – nogle gange har de også nogle testbryg på, således man kan få en fornemmelse af hvad de går og pusle med af nye bryg. Derudover så har de flere gange om ugen ”åbne” smagninger, hvor man direkte fra gaden kan komme ind og smage på nogle af de lokale produkter.

Den seneste tid har været med på diverse festivaler for at vise dere bryg frem for offentligheden. Dette gælder også Ølfestival 2021 i København, som de har været med til flere gange.

Personalet på stedet har en god viden om de øl, de har på hanerne, det er altid muligt at smage på øllet, inden man køber. Man kan desuden købe et smagebræt med et udvalg af de forskellige øl. Enten kan man vælge de smagebræt, som de har udvalgt, eller man kan sammensætte sine egne smagsprøver.

De har så travlt lige pt. at de er hele 3 bryggere ansat, fra henholdsvis Danmark. England og USA, som knokler på livet løs for at kunne følge med efterspørgslen på bryggeriets produkter.

Under coronaen har bryggeriet får oprettet en webside, således der er mulighed for at sidde derhjemme og bestille øl til levering. En anden ting de også gjorde for ølfolket under coronaen, var at afholde to smagninger, hvor man smagte sig igennem nogle af Fanøs produkter. Godt guidet af de tre bryggere.

Fanø Bryghus har også haft en ”Homebrew Competion” hvor håndbryggere kunne indsende prøver på deres kunnen, og så var der tre dommere, en håndbrygger + to af bryggerne fra Fanø, som bedømte de enkelte øl."

Lokalafdelingerne Esbjerg og Ribe anbefaler især at I smager Red Wedding.

Årets danske Bryggeri 2021 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.