FESTIVALFOKUS: Gamma Brewing

21.05.2019 14:43

90 procent af de øl, der kommer fra Gamma Brewing er humlede IPA'er. Mød Gamma på Ølfestival 2019.

Plastic Brain, en session IPA, er - måske - den mest friske øl på Ølfestival 2019. Jakob Nørby Houmøller tappede den tirsdag middag. Det er første gang, Gamma har sin egen stand på festivalen.

- Plastic Brain er pivfrisk. Vi har lige tappet den for en time side, forklarer Jakob Nørby Houmøller, der er medgrundlægger af Gamma Brewing, tirsdag middag. 

Bryggeriet holder til i Ølkollektivet i Gørløse og blev grundlagt i 2015 af tre venner, der mødte hinanden som bartendere på de københavnske ølbarer. Allerede en månede efter grundlæggelsen deltog Gamme Brewing på Ølfestival på en fællesstand sammen med Ølsnedkeren og Dry & Bitter Brewing Company.

Bryggeriet tager fem-seks forskellige øl med på Ølfestival, og måske kommer der et par overraskelser oveni. 

- Vi kommer måske med et par fustager af de internationale collabs, vi bryggede, da Mikkeller holdt deres ølfestival, MBCC, siger han og forklarer, at de kun måske er klar til at blive serveret på Ølfestival. 

Hvis de er, kan man se frem til en double IPA brygget sammen med Verdant Brewing Co. og en Pale Ale brygget i samarbejde med Track Brewing Co. Begge engelske bryggerier med fokus på humlede øl. 

- Vi er selv et relativt nyt bryggeri med fokus på pale ale og humlede øl. Mange af de øl, vi laver er i New England-stilen. Det vil sige hazy IPA’er. Meningen er, at de skal være skidegode, drikkevenlige øl, siger Jakob Nørby Houmøller.

På Ølfestival kan du blandt andet smage Purp, der er en Berliner weisse, og Big Doink, en Imperial IPA på otte procent.

Du finder Gamma Brewing på stand D-02

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her