Flot overskud på Skagen Bryghus - Danske Ølentusiaster

Flot overskud på Skagen Bryghus

25.10.2020 06:48

Skagen Bryghus, der ligger i Skagens gamle elværk på Kirkevej 10, tæt på Skagens centrum, har igen præsenteret et flot overskud.

Så har Skagen Bryghus igen lavet et flot resultat. I 2019 var der næsten 2 mill.kr. i overskud.

– Skagen Bryghus skulle, som så mange andre, have holdt generalforsamling i foråret, men p.g.a. coronaen blev generalforsamlingen først gennemført den 24. september, skriver Skagen Avis, som også kan fortælle der kun var  fire deltagere, udover bestyrelse, advokat, revisor og direktør og brygmester René Diget Søgaard Sørensen til den coronaramte generalforsamling (sidste år deltog mere end 500).

Men det ændrer ikke på, at Danmarks nordligste bryghus  endnu engang kunne præsentere et flot resultat. Knap 2 mill. kroner lød overskuddet på og nu er egenkapitalen oppe på den 20 mill. Det til trods for at bryghuset i 2019 brugte meget energi og penge på at ombygge førstesalen.  

– Vi har godt nok ikke flotte hvide kitler som i Frederikshavn (forsiden af ØLentusiasteN 218, red.), men vi kan bestemt sælge godt øl, og præsterer flotte resultater. I 2018 lå vi i top 20 hos Dansk Regnskabsanalyse, og jeg vil næsten påstå, at vi er rykket længere op, men vi har ikke modtaget 2019-analysen endnu, fortæller direktør og brygmester René Diget Søgaard Sørensen, der har været med fra begyndelsen i 2005.

Skagen Bryghus er etableret i Skagens gamle elværk på Kirkevej 10, tæt på Skagens centrum. Brygværket er 2.000 liters tysk Kaspar Schultz. I restaurandelen er der opført en lang mahogni bar med 24 fadølshaner. Bryghuset nok har Danmarks største Biergarten, med plads til 500 gæster. Her er to udebarer med 24 fadølshaner. Bryghuset er også et af Nordjyllands største musiksteder. De har normalt ca. 150 musikarrangementer om året.