Frederikshavn indstiller Frederikshavn Bryghus - Danske Ølentusiaster

Frederikshavn indstiller Frederikshavn Bryghus

04.11.2020 15:28

Lokalafdeling Frederikshavn har søgt lokalt og fundet deres bud på Årets Danske Bryggeri.

Årets danske Bryggeri 2020 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december, og lokalafdeling Frederikshavn har indstillet Frederikshavn Bryghus.

Et tilfældigt møde en lørdag sidst i juli 2017 førte til en god idé, som det så ofte gør, når der kommer en øl eller to på bordet: "Vi laver et bryghus i Frederikshavn". Der var historien formentlig stoppet, hvis det ikke lige var fordi, de to hovedpersoner er diplombrygger Kent Boalth og entreprenør Lars Trie. Selv om de aldrig havde mødt hinanden forinden, fastholdt de ideen, og 21. august 2017 var Frederikshavn Bryghus en realitet.

Selve bryghuset er på godt 600m2, fordelt på hal med bryggeri/tanke til øl samt lager, derudover ét besøgslokale med bar, køkkenfaciliteter samt toiletter.
Bryghuset har kapacitet til at brygge 220.000 liter øl årligt, men ambitionen er, at mængden kontinuerligt skal øges år for år.

I januar 2019 valgte Kent Boalth at søge nye udfordringer, og Tom Shafferhans kom til i stedet som ny brygmester på Frederikshavn Bryghus.

Lokalafdeling Frederikshavns indstilling lyder:
”Frederikshavn Bryghus har i år sat et solidt aftryk i den danske ølverden ved at lave Danmarks stærkeste øl, Keine Hexeri, på 19%.

Nu er det ikke så meget de høje procenter, der begejstrer os i lokalafdelingen. Det er det fremragende håndværk og den lidenskab, der ligger bag denne øl.

Den begejstring til øllet skinner også igennem på Frederikshavn Bryghus’ øvrige sortiment. Især bryghusets mørke/sorte øl er i klasse for sig (synes vi i Frashavn).

Med en innovativ brygmester går vi nu og venter på det næste der kommer ud fra bryghuset. Vi har hørt nogen slå på tønder!! Vi venter spændt og glæder os.”


Årets danske Bryggeri 2020 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.