Herning indstiller Thisted Bryghus - Danske Ølentusiaster

Herning indstiller Thisted Bryghus

04.11.2020 15:02

Thisted Bryghus er indstillet af lokalafdeling Herning til prisen Årets Danske Bryggeri 2020.

Årets danske Bryggeri 2020 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december, og lokalafdeling Herning har indstillet Thisted Bryghus.

Thisted Bryghus har rødder, der rækker helt tilbage til 1897. Bryghuset blev stiftet i 1902 efter en auktion over det konkursramte Thisted Aktiebryggeri, hvor lokale erhvervsmænd trådte til for at videreføre bryggeriet.

I dag har Thisted Bryghus over 1.000 aktionærer, der hvert år samles til Den 4. Højtid, deres generalforsamling, i Thy Hallen (som i 2021 er blevet ændret pga. COVID-19). Aktionærerne har hver især ofte et lokalt tilhørsforhold til Thy og sørger for, at deres aktier går i arv i familien.

Det store lokale engagement og opbakning er en af årsagerne til, at Thisted Bryghus ikke, som så mange andre bryggerier i Danmark, blev opkøbt i 1980’erne.

Lokalafdeling Hernings indstilling lyder:
”Thisted Bryghus er kendt for sin specialitet og kvalitet og brygger i dag en et stort udvalg af spændende øl, både økologiske og ikke økologiske. De var det første bryggeri der indførte økologiske øl. De er kendt for at udvikle nye og spændende produkter.”

Årets danske Bryggeri 2020 findes ved afstemning blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november. Hvert medlem må stemme én gang. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december. Det er kun bryggerier, der er indstillet af en af Danske Ølentusiasters 50 lokalafdelinger, der er i opløbet til prisen.

Læs mere om Årets danske Bryggeri her.