Historiske dåseøl på auktion - Danske Ølentusiaster

Historiske dåseøl på auktion

18.09.2019 12:32

I 1936 fyldte det walisiske bryggeri Felinfoel Brewery for første gang øl på dåse. Året inden, i 1935, sendte amerikanske Gottfried Krueger Brewery de første dåseøl på markedet (nederst). Fotos: Chiswick Auctions og Flickr.

To af verdens ældste øl på dåse kan blive dine. Hvis du altså er villig til at lægge op mod 13.500 kroner for dem begge. Øllene kommer på auktion i morgen, torsdag d. 19. september. Opdateret med salgspris 20. september.

Hvad siger du til to 83 år gamle Pale Ales på dåse? Og er du klar på at slippe et godt stykke over 5.000 kroner pr. styk? 

I morgen, torsdag, kommer et stykke af den europæiske ølhistorie på auktion i London. Her har Chiswick Auctions to af verdens første dåseøl på auktion. 

Øllene er fra det walisisk bryggeri Felinfoel Brewery, der blev grundlagt i 1878. I 1935 var Felinfoel Brewery det første europæiske bryggeri med dåseøl på programmet. 

Tidligere på året, den 24. januar 1935, sendte amerikanske Gottfried Krueger Brewery fra New Jersey verdens første kommercielle dåseøl, “Krueger's Cream Ale” og “Krueger's Finest Beer”, på markedet. 

Husk på, at det det var længe før hazy New England IPA og Pastry Stout med tyk, tyk mundfylde kom på dåse. 

Den amerikanske dåsevirksomhed “The American Can Co.” havde siden 1909 arbejdet på at udvikle en dåse, der kunne holde til øllets karboneringen, men først i 1930’erne var teknologien klar til at blive testet hos forbrugerne. 

Gottfried Krueger Brewery var direktionen ikke umiddelbart klar på at hælde øl på dåser. Dåserne var dog lette, billige og nemme at stable. Og i løbet af kort tid blev dåserne ret så populære. Faktisk købte Gottfried Krueger Brewery allerede den første sommer dagligt 180.000 dåser af “The American Can Co.”. 

Wales var på samme tid førende inden for blik-industrien. Det fik Felinfoel Brewery til at udvikle en dåseøl, som kom på markedet i 1935.

Under Anden Verdenskrig leverede Felinfoel Brewery dåseøl til Feltmarskal Sir Bernard Law Montgomerys tropper i Nordafrika.

Auktionen over de to Pale Ales på dåse fra 1936 løber af stablen i London i morgen, torsdag d. 19. september, kl. 11 lokal tid. Læs mere her

Opdatering: De to dåseøl blev solgt for 19.100 kroner (2.270,50 pund). Vurderingen inden auktionen lød på mellem 8.400 og 13.500 kroner (1.000-1.600 pund).